Sprogbarrierer, kultursammenstød, parallelsamfund og manglende vilje til integration. Listen er lang over de forhindringer for integration, som politikere og andre kan liste op. Men hvis de i stedet søger efter gode løsninger og eksempler på vellykket integrationsarbejde, er der masser af inspiration at hente – for eksempel i historien om Inge Thorning og Interkulturelt Center i Aarhus
Foto: Interkulturelt Center.
”Jeg kunne mærke, at jeg var kommet til et sted, hvor jeg kunne udfolde mig uden at være bange for at fejle. Det gav mig mere selvtillid.” Sådan sige Abdirahman M. Iidle, en midaldrende dansk-somalisk mand, om sin tid på Interkulturelt Center i Aarhus. Her var han blandt kursisterne i slutningen af 1990erne, og han er en af mange tidligere kursister, der kan fortælle, hvordan Interkulturelt Center (IKC) blev et springbræt til et aktivt liv som medborgere i Danmark. For Interkulturelt Center (IKC) var et uddannelsessted og kursuscenter i Aarhus, hvor først indvandrere og flygtninge, siden også etniske danskere, modtog undervisning i alt fra dansk til pædagogik, psykologi, samfundsfag, it og kunst. Kurserne forberedte eleverne på at fortsætte i det danske uddannelsessystem eller på arbejdsmarkedet. Samtidig lærte de at samarbejde på tværs af sociale, uddannelsesmæssige, sproglige, religiøse og kulturelle forskelle på en måde, hvor alle deltageres erfaringer og kompetencer kom i spil. Som Abdirahman siger: ”Vi gav alle sammen noget forskelligt til fællesskabet. Vi arbejdede sammen og havde hver vores funktion og rolle. Der var forskellige hold og linjer, men vi var også meget sammen på tværs. Der var mange aktiviteter, man kunne melde sig på, og det hele var så sjovt og spændende. Jeg var så ivrig og aktiv og deltog i alt. Jeg var ikke syg en eneste dag.”
Fra fritidsklub for fattige børn til interkulturel pædagogik
Interkulturelt Center blev grundlagt i 1984, under navnet Skolen for Interkulturel Pædagogik, og eksisterede frem til 2007. Stifter og leder var Inge Thorning, der oprindeligt var uddannet billedkunstner og socialpædagog. I 1970erne engagerede hun sig i arbejdet med danske og tyrkiske børn i et fattigt kvarter i Aarhus og etablerede en fritidsklub for børn. Erfaringerne herfra førte til etableringen af Interkulturelt Center, som i løbet af sin levetid havde hundredvis af kursister igennem – hvoraf mange kom videre i uddannelse og arbejde. Men ikke nok med det: De fik også en erfaring af, at det, de bragte med sig, blev værdsat og kunne bruges. De følte sig som hele mennesker, hvis erfaringer var lige så gyldige og værdifulde som andre menneskers, også selv om de ikke var født og opvokset i Danmark.
Foto: Interkulturelt Center.
Abdirahman kom til Danmark som flygtning i 1994 og havde i begyndelsen svært ved at finde sine ben i Danmark. Men forløbet på IKC blev et afgørende positivt vendepunkt, forklarer han: ”Jeg var 26 år, da jeg kom til Danmark og havde en uddannelse i økonomi med mig, og jeg ville gerne fortsætte min uddannelse inden for det fag. Så jeg tog kontakt til Handelshøjskolens afdeling for accounting and management. Jeg fik et møde med en vejleder, som kiggede på mine eksamenspapirer. Han sagde til mig: ’Du har de rette kvalifikationer til at begynde her, men jeg må også være ærlig. Hvis du ikke har noget netværk i Danmark, bliver det svært for dig at finde job, når du er færdiguddannet, for mange nyuddannede inden for det her fag kan ikke finde arbejde’. Han anbefalede, at hvis jeg planlagde at blive i Danmark, skulle jeg uddanne mig inden for et fag, hvor det var lettere at finde job. Så jeg tog HF og søgte ind som laborant. Men da jeg havde bestået det første halve år, kunne jeg mærke, at det ikke var noget for mig. Jeg havde et møde med min sagsbehandler, som henviste mig til Interkulturelt Center.” Om tiden på Interkulturelt Center siger han: ”Vi lærte sprog og havde en masse forskellig undervisning. Vi besøgte en masse steder; jeg kan huske, at vi var i skøjtehallen. Vi fik lov at prøve en masse af og følte, at vi kunne noget. Vi var på kursus på brandstationen i en uge og lærte, hvordan man slukker brande. Vi havde store dragter og udstyr på. Jeg var dødnervøs i starten, og jeg måtte virkelig overvinde min frygt undervejs. På et tidspunkt var vi nede i en kælder med gasmasker på, og der var røg over det hele, og vi skulle gå igennem det og ud på den anden side. Jeg var bange, men tænkte ’nu gør jeg det’. Bagefter havde jeg fået kæmpe selvtillid – fordi jeg turde.” Hele verden samlet på ét sted Tiden på IKC gav også Abdirahman et større netværk og selvtillid på andre fronter: ”Jeg gik på IKC i 4-5 måneder, og jeg lærte så mange forskellige mennesker at kende. Inden da havde jeg ikke så meget netværk, jeg kendte mest folk fra Somalia. Men på IKC mødte jeg en masse folk med forskellige nationaliteter – danskere, arabere, tyrkere, kurdere, somaliere. Nogle af danskerne var konvertitter til islam. Det var som at have hele verden samlet på ét sted. Jeg følte mig hjemme fra dag ét. Det var dejligt at være et sted, hvor alle på en måde talte samme sprog. Næsten alle andre talte jo dansk på samme måde som mig – ikke helt flydende. Der var vietnamesere, arabere, tyrkere. Alle talte med forskellig accent. Det skete, at araberne talte arabisk sammen i en pause, eller tyrkerne talte tyrkisk med hinanden. Men dansk var vores fælles sprog, så vi talte dansk næsten hele tiden og lærte virkelig meget.” Efter forløbet på IKC søgte Abdirahman ind social- og sundhedsskolen og tog en PGU (Pædagogisk Grunduddannelse), hvorefter han uddannede sig til meritlærer og fik arbejde som tosprogs- og støttelærer og tolk på forskellige folkeskoler.
Undervisningsmetoderne på IKC, hvor kursisterne fik lov at prøve sig selv af i mange sammenhænge og samtidig fik indblik i forskellige fag og brancher, var i sig selv positiv. Men også relationen til lærerne var vigtig, husker Abdirahman: ”Inge Thorning var så sød og imødekommende, social og forstående. Hun talte med dem, der havde traumer og hjalp folk med at samtaler hos deres sagsbehandler eller læge. Hun og de andre medarbejdere lavede helhedsvejledning. Det handlede ikke kun om undervisning, men om hele vores liv. Det var altid trygt at snakke med Inge. Nogle mennesker har bare en evne til at forstå, hvad man mener, selv om man taler gebrokkent dansk og udtaler ordene forkert. Sådan et menneske er Inge.”
Foto: Ulla Rose Andersen
Kunstner, pædagog og kulturbærer Inge Thorning og hendes banebrydende arbejde inden for det integrations- og uddannelsespolitiske felt er beskrevet i en ny bog, ”At knytte verdener sammen – en beretning om integration og interkulturel pædagogik”. Her fortæller tidligere kursister og samarbejdspartnere samt Inge Thorning selv om udviklingen af IKC og stedets betydning.
En tidligere ansat, der havde baggrund som flygtning fra Bosnien, siger f.eks. om Inge Thorning: ”Egentlig var hun jo kunstner, men så havde hun også det pædagogiske spor. Jeg tror, det er en vigtig del af forklaringen på den kultur, hun skabte på IKC. Der var en kultur, hvor der virkelig var plads til alle, og alle kunne få lov at føle, at de bidrog med noget værdifuldt. Det fik folk til at føle sig hjemme – uanset hvor de kom fra, og hvad de kom med.” Mange af de tidligere elever peger på denne kombination af undervisning på højt fagligt niveau, inddragelsen af de enkelte elevers kompetencer og erfaringer samt Inge Thornings blik for den enkelte som afgørende for, at et forløb på IKC blev en åbning ind til det danske samfund. En tidligere elev med tyrkisk-dansk baggrund, Leyla, giver for eksempel Inge Thorning og IKC en stor del af æren for, at hun uddannede sig til lærer og nu i mange år har arbejdet med børn med flygtninge- og indvandrerbaggrund. Hun bruger selv metoderne og erfaringerne fra IKC i sit arbejde, men ærgrer sig over, at metoderne fra IKC ikke videreføres i lignende institutioner. ”Det kunne være fedt at åbne sådan et sted igen. For behovet for det er ikke blevet mindre,” siger hun. Brug for at blive holdt lidt i hånden En anden af de tidligere kursister på IKC, kurdisk-irakisk-danske Fathil, er enig med Leyla i, at der er behov for et sted som IKC. ”Ikke mindst de syriske flygtninge og andre, der er kommet til Danmark for nylig, kunne virkelig have brug for forberedelseskurser til fx politiskolen, pædagogseminariet osv. Man har brug for at blive holdt lidt i hånden, når man lige er kommet til et nyt land. Der er er nogle, der skal vise én vejen,” siger han. Fathil var uddannet lærer fra Irak, da han kom til Danmark som flygtning. Efter to kursusforløb på IKC uddannede han sig til pædagog og har nu i en årrække arbejdet som pædagog i en institution i det vestlige Aarhus, hvor der både blandt børn og ansatte er stor kulturel og etnisk mangfoldighed. Her har han god brug for både sine egne erfaringer, sin uddannelse og den viden og det perspektiv, han fik med fra IKC. På den måde lever IKC og værdierne derfra videre i de mange tidligere kursister. Det gælder også Nathan og Sugu, et ægtepar, der kom til Danmark som flygtninge fra Sri Lanka og begge uddannede sig til pædagoger efter et kursus på IKC. For dem var IKC både en port til videre uddannelse og et sted, hvor de fik selvtillid til at stå ved deres tamilske baggrund: Sugu siger: ”På IKC lærte vi, at det skal gå begge veje. Danskerne skal også integrere sig og droppe deres fordomme.” Nathan supplerer: ”Jeg kan huske, at IKC sendte en invitation til en fest til os, og oppe ved siden af frimærket stod der ’Vi kan ikke integrere os alene – kun sammen’. Det var den slag små ting, der betød noget. At vi blev respekteret. Danmark var jo et helt nyt land for os, og det var svært, men IKC gjorde os stærkere.” Bogen At knytte verdener sammen – en beretning om integration og interkulturel pædagogik af Malene Fenger-Grøndahl udkommer 26. juni og koster 250 kr. Den kan bestilles via boghandlere over hele landet.