Eksperter er hevet ind som politiske statister og smidt ud i kulissen igen efter forgodtbefindende, fordi der ikke er politiske rammer for eksperters rolle i politik, skriver læge og professor.
Af Morten Sodemann, læge ved Indvandrermedicinsk Klinik og professor på Syddansk Universitet i Odense
Der har været debat en tid om skellet mellem politik og forskning primært baseret på enkelte politikeres udtalelser om racisme- og identitetsforskning. I marts førte det til ministerspørgsmål om ”ministeren enig i, at der i visse humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer er problemer med overdreven aktivisme på bekostning af videnskabelige dyder, og er ministeren enig i, at en sådan tendens kalder på handling i lighed med det opgør, den franske regering har udmeldt, og den undersøgelse af problemets omfang, som den har iværksat?”
Svage politiske projekter iklædes stærkere videnskabeligt fundament
Debatten blev nok antændt med udgivelsen af rapporten fra RUC ’Magt og (u)mulighed’ om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol i 2020. Debatten fik yderligere varm luft efter en reportage til en videnskabelig migrationskongres i Weekendavisen ’Hvidensproduktion’ og kulminerede med den historisk besynderlige udtalelse d. 18.februar 2021 fra Folketinget, der havde vedtaget at ”Politik ikke må forklædes som videnskab”. Som forsker bliver man lidt lammet af budskabets naive selvfølgelighed, men samtidig får man fornemmelsen af den trojanske hest. Som ekspert er det jo lige præcis dét vi slås med: at politikerne skubber udvalgte eksperters håndplukkede udsagn foran sig og iklæder svage politiske projekter et stærkere videnskabeligt fundament.
En folketingspolitiker forklarede da han for mange år siden blev præsenteret for en tabel med sygelighed opgjort efter køn, alder og skolegang, at han ikke ville diskutere manipulerede tal. Den videnskabelige kongres der blev beskrevet i Weekendavisen’s reportage handlede om migration, men journalisten havde fokus på det der ikke blev talt om (social kontrol) og på at intersektionalisme er en metode der er udsprunget af feministisk forskning. Ingen journalist har nogensinde skrevet en spydig reportage fra en kongres om personlig medicin, føtal kirurgi eller dræberrobotter - og det ville sandsynligvis munde ud i en ukritisk begejstret artikel uden kritik af der ikke blev diskuteret etik og ulighed eller at den metode der blev anvendt til at hjerteoperere fostre også blev brugt på grise. Journalister er biased når det kommer til videnskabskritik, og det er politikere også, for de læser avisartiklerne.
Politik forklædt som videnskab
Der er flere politikere, der vedholdende under COVID19 med dødsforagt har fastholdt decideret urigtige standpunkter på trods af at de er blevet korrigeret flere gange af eksperter (Pernille Vermund og Pia Kjærsgaard og Nye Borgerlige). Insisteren på en absurd holdning er en farlig politisering, hvor forskere har et ekstra stort ansvar for at holde videnssamfundets rygrad. Det er ikke politisk indblanding, men rettidig videnskabelig omhu. Eksperter er hevet ind som politiske statister og smidt ud i kulissen igen efter forgodtbefindende, fordi der ikke er politiske rammer for eksperters rolle i politik. Politik forklædt som videnskab er det politikerne, gør når de skal sælge motorveje, cannabis og thyroid behandling. Det er det, politikerne gør, når de bestemmer hvem der er patienter og hvilke årsager der er til sygdomme.
Mathias Tesfaye blev spurgt af et folketingsmedlem om baggrunden for smittetallene blandt etniske minoriteter. Tesfaye svarede at ” 'Vi ved ikke noget (…) Der er ikke rigtig nogen eksperter, der har undersøgt det her. 'Jeg kan se en masse påstande, men ikke noget videnskabeligt grundlag. Det kan kun være gætterier'. Og fik dermed skabt et ukorrekt billede af, at der ikke eksisterede videnskab om, hvorfor etniske minoriteter var hårdt ramt af COVID19.
En folketingspolitiker, Rasmus Jarlov, skrev for nogle år siden et indlæg i Jyllands Posten om, at Syddansk Universitet burde ansætte sangeren Medina som rektor, fordi de optog studerende bl.a. baseret på samtaler. Han forklarede det med, at hvis universitetet alligevel var drevet af følelser, så var det nok bedre med en sanger som Medina som rektor.
Jeg blev personligt i Danmarks Radio P1 Orientering 8. august 2014 hængt ud af en daværende Venstreordfører Karsten Lauritzen for, at min forskning om ulighed i sundhedsvæsnets behandling af etniske minoriteter var underlødig - uden skyggen af argumentation. Bare fordi man kan som politiker, og fordi der præsenteres politisk ubekvem viden som her, at der sker forskelsbehandling af flygtninge i sundhedsvæsnet. Men det er stadig viden, og jeg har stadig en pligt til at formidle den viden – det står i min funktionsbeskrivelse som læge på sygehuset og som professor på universitetet. Det er ikke mit problem som ekspert, at viden kan presse politikere til at skulle tage triste beslutninger. Dét må de se som et vilkår.
Vigtigt at deklarere sin hensigt
Forskere er ikke dummere end gennemsnittet, og vi kan godt høre, når en politiker ikke har deklareret sit egentlige ærinde. Forskere skal altid deklarere deres interesser, når de publicerer deres forskning. Men politikere har tiltaget sig retten til at bestemme, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er årsag og virkning, og hvornår en historie starter og slutter. Fair nok. Det er demokratiets svøbe, at symboler, fordomme, uvidenhed og had vægter lige så meget som viden og indsigt.
Jeg arbejder på et felt, etniske minoriteters sundhed og ulighed, der er præget af total mangel på viden i de politiske beslutningsprocesser - evidens er bandlyst fordi det opfattes som et partsindlæg - her er symbolpolitik, mavefornemmelser og folkedybets røst evidensgrundlaget. Det er sådan demokratiet vil have det, men det er hverken kønt eller et videnssamfund værdigt. Flertallet har jo ikke ret bare fordi de er flest. Det er at politisere forskning når flertallet har retten til at bestemme hvad der er rigtigt, og hvornår en historie starter og slutter. Når man er blind for mindretallets opfattelse - herunder videnskab - så politiserer man forskning OG det er ikke forskerne der er udfarende her.
Der er forskning ingen vil have. Der er viden ingen vil have. Men det er ikke videnskabens problem. Det er menneskehedens problem, at der politikere der ikke vil høre om ulighed, racisme, ensomhed eller politiske årsager til ulighed. Politikere må enten kaste sig ind i den spændende dialog, tage en tudekiks eller finde et andet job. De kan ikke bestemme hvad der er viden, for så dør vidensamfundet.