Politikere misbruger ’udvidet ytringsfrihed’

Når folkevalgte taler generaliserende om minoriteter, underminerer de demokratiet. Minoriteter kan ikke svare igen, da mange af dem hører til de 10 procent af befolkningen, der ikke kan stemme ved folketingsvalg.


Illustrationsfoto: Wix


Her i landet, og i demokratiets navn, er ytringsfrihed højt i kurs. Enhver har lov til at ytre sin mening. Ofte argumenterer man med at det er bedre at meninger brydes i det åbne, end at fjendtlige følelser bliver undertrykt – eller måske endda fortrængt, for så kan modvilje og fordomme pludselig eksplodere og blive til fare for samfundet. Og det er vel også derfor, der har været enighed om at politikere skulle have udvidet ytringsfrihed. Vi har valgt politikerne for at de skulle repræsentere os vælgere og lede samfundet i den gode retning, eller det som vi vælgere stoler på er den gode retning, og så må vi give dem ekstra lang line.


Magt bliver til smitsom sygdom

I dag er vi i den situation, at det kan være både svært, tåkrummende og hændervridende at se hvordan nogle af politikerne bruger den udvidede ytringsfrihed, som de har fået en demokratisk ret til at bruge: Set fra denne skribents synsvinkel, bliver mandaterne ofte misbrugt og afslører af og til at magt alt for hurtigt udvikler sig til en smitsom sygdom, der bliver en fare for demokratiet. I stedet for burde den bruges af folkevalgte, der var sig bevidst at magt skal udøves til bedste for borgerne – ikke til eget velbehag. Når man lytter til folkevalgte, der taler generaliserende om deres medmennesker især mennesker fra minoriteter, kan man høre både uvidenhed og SELVsving fra talerstolen – en udskejelse, som ikke er det høje ting værdigt, og som skader dem, de taler om. Når man dertil lægger at ti procent af den voksne, arbejdende befolkning ikke har stemmeret til Folketinget, bliver det tydeligt at vores demokrati er svagt i dagens Danmark, for det er netop de ti procent, hvoraf mange er fra ’ikke-vestlige’ lande, der bliver hånet spottet og latterliggjort, og som lovgiverne diskriminerer i deres lovgivning.


Partier og ytringsfrihed

Da Viggo Hørup i december1878 sagde: "Folketinget er den højeste Myndighed, der har ingen over sig og ingen ved siden af sig", forargede han både kongemagten og Landstinget. Udtrykket er blevet stående, men i dag er det den almindelige vælger, der bliver vred og ked af det, fordi Folketinget virker indelukket i sin egen velbehagelighed og ser bort fra, hvad der tjener befolkningen.


Tilbageblik på Folketingets forbrydelse

Men det er ikke noget nyt. Som medlem af retspolitisk Forenings bestyrelse var det naturligt at udveksle mine betænkeligheder med formanden, der mindede om den skandale, Folketinget gjorde sig skyldig i, så snart Hitler-Tyskland havde overfaldet Sovjetunionen, den tidligere ’kammerat’ den 22. juni 1941.

Der gik kun to måneder, så havde Folketinget vedtaget den skandaløse kommunistlov, hvis konsekvenser blev både kommunisters internering og - for fleres vedkommende - deres død. For der var tale om et parti, der før havde været lovligt. Folketinget optrådte altså forbryderisk og brød loven ved at vedtage en ny lov.


Generaliseringer bør udskiftes med nysgerrighed

Er der grund til at se på fremtiden med skepsis i lyset af demokratiets tilstand før og nu? Vi har medlemmer af Tinget, der rask væk - og uden hold i nogen virkelighed – taler ondt om minoriteter, blot fordi de er minoriteter. Det er definitionen på racisme, men det er en glose, som mange i Tinget er bange for og afviser. Sandheden bliver altså afvist.

Og disse folk får medhold i Regeringen, der løber procesrisici af den slags, som med god grund bekymrer den Europæiske Menneskerets Domstol. Danmark har ved flere lejligheder været til en slags eksamen, som ikke har kunnet bestås med hensyn til de konventioner, vi ellers selv har skrevet under på.

Aktuelt overværer vi en Rigsretssag, hvor den anklagede, Inger Støjberg, ustandselig forvrænger sagens realiteter og taler højt om noget andet, end det hun er anklaget for, mens de mennesker, det handler om, har haft det dårligt til skam for Danmark.

Hvis vi skal have håb skal Folketinget skal kunne leve op til Hørups idealer; så skal generaliseringer udskiftes med nysgerrighed efter at kende realiteter; ytringers arrogante nedladenhed byttes for indsigt. Sker det, kan det danske demokrati håbe på igen at blive en respekteret styreform her i landet.


Marianne Olsen er bestyrelsesmedlem i Retspolitisk Forening. Indlægget har været bragt i foreningens nyhedsbrev.