Forfatter Marie Thøger kæmpede utrætteligt for at udbrede Mahatma Gandhis tanker i verden. Det modtog hun bl.a. en fornem international pris for.
Marie Thøger (1923-2021). Foto: Helle Poulsen
Af forfatter og dramatiker Michael Svennevig
MINDEORD: Vi mødtes på et kursus om biografier i Dansk Forfatterforening. Kurset var kedeligt, men mødet med Marie var det hele værd. Marie var en af mine gæster i Dansk Forfatterforenings Røde Sofa, hvor hun fortalte om sin biografi Sarala Devi – Bjergenes kvinde, som hun selv udgav i samarbejde med Lakshmi Ashrams venneforening i 2008. Et uddrag fra bogen var med blandt festivalteksterne til Gammelfestivalen Det sidste suk (Epigraf 2010). Marie var selv blandt de medvirkende på Gammelfestivalen, hvor hun gjorde lykke med sin på én gang meget ordknappe, men også meget håndfaste og underholdende meninger.
I fuld gang
Da jeg i 2009 første gang besøgte hende i rækkehuset i Farum, var det tydeligt, at hun ikke boede i et mindehus. I en alder af 86 år havde Marie stadigvæk en hel del unfinished business. Besøget resulterede i portrætsamtalen ”I want to face a tiger!”, der indgik i bogen ”Drømme og visioner. Portrætsamtaler om at ville og kunne” (Epigraf 2011), hvor også Jesper Klein, Hanne Marie Svendsen, Palle Kjærulff-Schmidt og Jon Bang Carlsen var med. Samarbejdet fortsatte med udgivelsen af erindringsbogen ”Og freden kom” (Epigraf 2011), der udkom samme år.
Ubegribeligt viljefast
Marie var utrættelig og skrev et bogkapitel til hvert af vores ugentlige møder, og vi kunne snildt bruge 10 timer på at redigere teksten hver gang. Bagefter var jeg ofte mere træt end Marie. Sådan virkede det i hvert fald. Men jeg fik dyb respekt for den spinkle, livskraftige globetrotter, for Marie Thøger var ubegribelig viljefast, når hun satte sig noget for, som f.eks. færdiggørelsen af bogen. Hun slog ofte ud med hånden og viste mig et bjerg at notater, dagbogsoptegnelser og avisartikler.
I selskab med Desmond Tutu
Marie var medlem af Eventyrernes Klub og modtog i 2005 en stor international pris, indstiftet af den indiske Jamnalal Bajaj Foundationfor sit utrættelige arbejde for udbredelsen af Ghandis tanker i verden. Tidligere prismodtagere er Desmond Tutu og Johan Galtung. Prisen på de 65.000 kr. blev doneret til velgørende formål i Indien.
En af mine venner havde besøgt ashrammen, en pigeskole drevet efter Ghandi-principper i den indiske delstat Uttaranchal i Himalaya, og havde fortalt så entusiastisk om det, at jeg endte med at modtage den danske venneforenings nyhedsbrev, og af og til sendte bidrag. I nyhedsbrevet var jeg flere gange stødt på Maries navn og havde hørt en radioudsendelse om hendes arbejde for sagen.
Arbejdede i lejre efter Anden Verdenskrig
Marie Thøger voksede op på en gård i Himmerland og blev under krigen uddannet som lærer på Ranum Seminarium. Hendes rejseliv begyndte i 1947, hvor hun i flere år brugte sine sommerferier til praktisk arbejde i lejre forskellige steder i Europa. I 1951 var hun på ophold i et indianerreservat, Passamoquadi, i Maine, USA.
1953-54 deltog hun i et kursus for u-landsarbejdere i Mysore, Sydindien. Under opholdet besøgte hun for første gang Mahatma Ghandis landsby Sevagram i Centralindien. Det blev begyndelsen til en livslang dedikation til Ghandi-arbejdet og ikke-voldstanken. 1965 blev hun udsendt til Øst-Pakistan som rådgiver i literacy-arbejde (om at læse og skrive – red.).
Skrev til børn og unge
Fra 1972 arbejdede hun med og for Laksmi Ashram, som er en Ghandiskole for landsbypiger i Himalaya, Nordindien. Hun har forfattet adskillige børne- og ungdomsbøger, hvor hun skildrer børn og deres forskellige opvækstvilkår i forskellige kulturer. Formidlingen til børn og unge stod hende hjerte nært.
Og så pludselig er hun her ikke mere...
Til den meget velbesøgte begravelse i Stavsholtkirken i Farum nåede blomsterne helt ud til våbenhuset. Mens præsten citerede Ghandi, havde Marie selv valgt, at en af hendes nære venner skulle citere Poul Henningsens Ulandsvise, hvor PH vender vrangen ud på selvgodheden. Ganske typisk for Marie.
Æret være hendes minde.