Kristeligt Dagblads forsimplede leder “Luk Europas grænser for migranter” kategoriserer flygtninge og indvandrere under ét og kommer dermed til at afvise hjælp til mennesker på flugt fra krig – helt modsat kristne værdier.
Fra Kristeligt Dagblads leder fredag den 18. juni 2021.
“Luk Europas grænser for migranter” er overskriften over Erik Bjeragers leder i Kristeligt Dagblad i dag (fredag den 18. juni 2021-red.). Bjerager skriver i underoverskriften, at ”Den moralske holdning til indvandring er langtfra enkel”, men Bjeragers tilsyneladende enkle holdning til flygtninge- og migrantproblemet er efter min vurdering meget problematisk.
For det første blander Bjerager flygtninge og de migranter, som ikke er flygtninge sammen til et problem, som kan løses ved at lukke Europas og dermed også Danmarks grænser for dem alle. Uanset hvor megen forståelse for de mennesker, der forlader deres land for at søge lykken i Europa, så står det naturligvis ethvert land frit for at afgøre, om man ønsker at byde disse migranter velkommen. At Europas fødselsunderskud er så problematisk, at vi vil løbe ind i uoverstigelige økonomiske og sociale problemer, hvis man standsede enhver form for migration, er en anden sag, som ikke er emnet her. Desværre følger Erik Bjerager her den taktik, som mange andre debattører følger i denne tid, nemlig at forplumre begreberne ved at blande flygtninge og andre migranter sammen og se dem som en samlet trussel, vi må beskytte os imod.
At lukke vore grænser for flygtninge, altså mennesker, som flygter, fordi de bliver forfulgt af politiske, religiøse eller andre grunde, er imidlertid i modstrid med den flygtningekonvention, som Danmark var med til at etablere for omkring 70 år siden. Havde Sverige lukket sin grænser for flygtninge under Anden Verdenskrig, ville det have kostet tusinder af jøders og andre menneskers liv. Men det gjorde Sverige ikke, og det har Danmark heller ikke indtil nu gjort, og derfor har flere tusinde flygtninge reddet livet ved at få lov til at slå sig ned i Danmark. Dertil kommer, at hvis rige lande i Europa, inkl. Danmark, som i forvejen har modtaget relativt få flygtninge, lukker grænserne for flygtninge, hvorfor skulle fattige nabolande, som allerede har modtaget relativt mange flygtninge, så ikke også med god samvittighed lukke deres grænser for flygtninge, altså mennesker hvis liv er i fare. Lukker vi i Europa vore grænser for flygtninge, så er vi med til moralsk at legitimere, at andre lande (fx i flygtningenes nærområde – sådan som Sverige var nærområde for Danmark under anden verdenskrig) gør det samme. Bjerager åbner dog en kattelem til Europan for flygtninge (og migranter), nemlig, at vi kan vælge at tage imod flygtninge og migranter fra lejre i nærområder. Den politiske vilje i Danmark i de senere år, hvor der er kommet meget få flygtninge, til at tage imod kvoteflygtninge har imidlertid være meget beskeden!
For det andet tolker jeg lederen sådan, at Bjerager har forståelse for, at Europa ikke gør så meget for at redde de flygtninge og migranter, som er i fare for at drukne i Middelhavet i deres bestræbelser på at nå Europa. Bjerager skriver, at ”det komplicerede ved situationen er, at redningsaktioner i Middelhavet, som nogle mener, at de europæiske lande bør have mange flere af, faktisk fremmer den menneskesmugling , som stort set alle migranter må ty til for at søge deres lykke på det europæiske kontinent.” Er vi i virkeligheden kommet dertil, at vi med åbne øjne, men med lukkede hjerter, vil lade flygtninge og migranter dø i Middelhavet, for på den måde at afskrække andre fra at sejle til Europa? Betyder det også, at vi skal give fx danske skibe en ny instruks om ikke at samle alle druknende mennesker op, som de møder på Middelhavet, uanset deres baggrund og mål?
For det tredje giver Bjerager historikeren Uffe Østergaard ret i det forslag, som han fremsatte for fem år siden, nemlig at ”Europa bør beskytte sig selv bag et jerntæppe af pigtråd og i stedet investere heftigt i de lande, hvor flygtningene kommer fra”. Det projekt pigtrådshegn vil virkelig får tidligere præsident Donald Trumps plan om at bygge en mur mellem USA og Mexico for at holde migranter ude, til at blegne. Er det virkelig et sådant Europa, vi ønsker at leve i, indhegnet bag et jerntæppe af pigtråd? Der er imidlertid ikke meget, der tyder på, at mure og pigtrådshegn i det lange løb effektivt kan regulere menneskers bevægelser. Så er der trods alt mere fornuft i ideen om at investere heftigt i de lande, flygtninge kommer fra. Vi kender fra historien ét eksempel på den type massiv hjælp, der skal til for at løfte samfund ud af fattigdom, nemlig Marshall-hjælpen til krishærgede lande i Europa efter Anden Verdenskrig. Spørgsmålet er imidlertid, om der i Europa (og Vesten i det hele taget) i dag er en vilje til at bruge noget af vores overvældende rigdom på for alvor at hjælpe fattige lande til udvikling? De seneste års udvikling i Vestens – inkl. Danmarks – ulandshjælp peger desværre i den modsatte retning. Migrantstrømmen har at gøre med fattigdommen i mange lande, men det har flygtningene, som Bjergager her skriver om, ikke nødvendigvis. Nogle af verdens flygtninge kommer fra lande, som ikke i udpræget grad er præget af fattigdom. Det gælder fx flygtninge fra Iran, og det gjaldt for år tilbage flygtninge fra Østeuropa, og det vil måske også fremover komme til at gælde flygtninge fra Kina.
Når vi står over for flygtninge- og migrantproblemet – eller rettere, når vi forestiller os, hvor stort problemet kunne blive – er det fristende at søge de enkle løsninger, som fx, ”Luk Europas grænser for migranter”. Men flygtninge- og migrantproblemet er i virkelighedens verden for kompliceret til sådanne simple – men for mange populære – løsninger, og der er også alvorlige moralske aspekter, som vi bliver nødt til at forholde os til – især da i et land, som politikerne kappes om at kalde et kristent land.