Læs eller genlæs: Naderah Parwani bruger egen erfaring som flygtning fra Afghanistan til at bygge bro til arbejdsmarkedet for især flygtningekvinder.
Artiklen blev bragt første gang den 5. december 2019.
Integration er at overvinde afstande. Fra det ene land til det andet. Fra den ene kultur til den anden. Men også fra at være offer til at blive bidragyder.
Broen involverer alle parter. Både den nytilkomne og modtagersamfundet. Broen går begge veje. Både fra den jobsøgende til arbejdsgiveren og omvendt.
Det ved Naderah Parwani, der er psykolog med speciale i at behandle traumatiserede flygtninge i psykiatrien. Hun er en af initiativtagerne til Psykologfagligt Netværk mod Diskrimination, der tæller 200 psykologer med erfaring indenfor flygtningeområdet. Netværket reagerer samlet imod den stigende diskrimination og racisme i det danske samfund.
Naderah Parwani vejleder desuden jobcentrene og især kvinder med flygtningebaggrund, der gerne vil ind på det danske arbejdsmarked. Hun er optaget af innovation indenfor integrationsområdet og arbejder med metodeudvikling for at skabe nye tilgange til flygtninge.
Russisk invasion sendte familien på flugt
Naderah er selv flygtning og kom til Danmark med sin familie, da hun var otte år gammel. Hun ved, hvad det vil sige at føle sig fremmed og blive grinet ad og holdt afstand til, fordi hun var anderledes end majoriteten. Med den erfaring kan hun sætte sig ind i flygtninges skrøbelighed, når de kommer til Danmark efter en lang og opslidende flugt.
– Jeg kan huske, da russerne invaderede vores hjem i Afghanistan. De kom i grønne militærdragter, og vi blev vækket midt om natten. Jeg blev bange. Mine forældre havde et hjørne i huset, hvor madrasser og ejendele lå pakket. Russerne rev det hele ned og det rystede min far. Og så kan jeg huske, at jeg var tørstig under flugten mod Iran. At der var en rød spand vand i forenden af bussen, og at jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg tager noget vand senere. Men så falder jeg i søvn og opdager, at spanden er tom. Jeg glemmer aldrig tørsten…
– En tredje ting jeg kan huske er, da jeg stod i kø for at få mad i flygtningelejren. Jeg kan huske, at jeg følte mig som en tigger, der stod i kø. Den følelse glemmer jeg aldrig. Og så kan jeg huske diskriminationen i Iran. Der var megen forskelsbehandling af afghanere. Priserne var højere for afghanere, og afghanske børn måtte ikke gå i skole med iranske børn.
– Jeg følte mig udenfor. Jeg kan huske, at jeg så gerne ville være ligesom de andre piger. Jeg ville gerne have det lange iranske tørklæde på, som de andre havde. Så man kan sige, at under elendigheden som flygtninge oplever du menneskers umenneskelighed, men du oplever også menneskers medmenneskelighed.
På opdagelse i egen personlighed
Hvordan var det så at ankomme til Danmark?
– Min far havde allerede tilmeldt mig et voksenkursus i Iran, inden vi kom til Danmark. Jeg fik topkarakter og var meget stolt, fordi jeg som 8-årig havde bestået et voksenkursus. Så kom vi til Danmark – og det var meget sværere end flugten at blive en del af Danmark. Oplevelsen som barn ikke at kunne tale dansk, ikke at kunne udtrykke sig, og når du så endelig udtrykker dig, begynder folk at grine ad dig.
– Jeg kan huske at vi sad i en hestesko i klassen, og når de andre begyndte at læse op, begyndte mit hjerte at banke af nervøsitet over, at det snart var min tur. Når det blev min tur, begyndte folk at grine, for jeg læste jo med en anden accent.
– Flygtningebørn fortæller mig om samme oplevelser, og de danske forældre og skoler er ikke blevet bedre til at håndtere mobning overfor flygtningebørn. Flugten og krigen var altså en fysisk trussel og foregik udenfor, mens det at føle sig fremmed var en psykisk trussel og foregik indenfor i mine følelser. Det gjorde mig ked af det, at mennesker kunne være på den måde, men jeg har aldrig følt, at nogen var bedre end mig, når de mobbede. Der havde jeg fået solide medmenneskelige værdier hjemmefra, som jeg altid har holdt fast i.
Har den oplevelse påvirket din livsbane som psykolog?
– Omkring syvende klasse stødte jeg på en bog i biblioteket: ”Den personlige virkelighed”. Jeg kom jo fra et kollektivistisk samfund, så jeg blev opslugt af tanken: Har jeg en personlighed?
– Danmark åbnede mine øjne for, at jeg har en identitet, som jeg kan forme. Jeg kan forme den person, jeg gerne vil være. Og jeg kan vælge det, jeg godt kan li fra de forskellige kulturer, og jeg kan også vælge at gå imod noget af det, mine forældre mente eller det andre mente. Jeg havde altså muligheden for at vælge mig selv. Den bog åbnede åbnede min stor interesse for psykologien og filosofien. Så jeg vidste allerede, da jeg gik i syvende klasse, at jeg skulle være psykolog.
Fra sygdom til udvikling
I dag er Naderah Parwani cand.psych. fra Københavns Universitet og autoriseret psykolog. Hun har desuden en to-årig efteruddannelse i Acceptance and Commitment Therapy (ACT) indenfor kognitiv adfærdsterapi. Hun har grundlagt ”In-Spirit – Psykologisk Center for Transkulturel Vækst”, for at ”skabe andre tilbud til flygtninge, der ikke er psykopatologisk eller sygdomsorienteret, men vækst og udviklingsorienteret”.
Hvad mener du med det?
– Jeg opdagede, at i psykiatrien har vi fokus på traumer, på diagnoser som PTSD og depression. Lægerne henviste flygtningene til os og sagde, de har traumer. Jobcentrene kunne ikke sende dem i job på grund af traumerne. Når de så kom til os psykologer, har vores hovedfokus så også været på traumerne, mens vi alle har svigtet den opgave at spørge ind til hvilke kompetencer de mangler for at løse deres problemer i hverdagen. Jeg taler ikke om arbejdskompetencer, men sociale kompetencer. Hvorfor underviser vi dem ikke i fx konflikthåndtering, kommunikation og sociale kompetencer? Og lærer dem, hvorfor demokratisk kommunikation er vigtig i Danmark? Det er helt basale ting, som jeg selv godt ville have lært for mange år tilbage. Det fik jeg ikke fra mine forældre, men nu hvor jeg er ude på arbejdsmarkedet, er det så vigtigt at kunne, når jeg skal socialisere med andre mennesker. Derfor begravede jeg mig i kommunikationsstoffet for at udvikle socialpsykologiske programmer, der kan hjælpe minoriteter med at få et bedre liv i Danmark.
– Når flygtninge ikke lærer de sociale kompetencer, der kan fastholde dem i de danske fællesskaber, får tilbagefald, når de kommer ud på arbejdsmarkedet, konkluderer Naderah Parwani.
Overvinder kulturelle barrierer
Naderah har nu selv brugt flere år på at udvikle det arbejde og udviklet ”Life-Work Academy”, hvor hun i et forløb over tre måneder ”motiverer og klæder de borgere på, der ellers har svært ved at rykke sig det sidste afgørende skridt mod ordinær beskæftigelse.”
– På kun tre måneder styrker vi borgerne og forandrer deres indstilling til både samfundet, fællesskabet og jobmarkedet. Og rykker dem forbi de sidste barrierer – kulturelle, værdimæssige, religiøse, psykologiske eller sociale, skriver Naderah på sin hjemmeside.
De fleste af hendes klienter er kvinder med flygtningebaggrund.
– De mennesker, jeg arbejder med, vil gerne have et arbejde, men de får kun lov til at arbejde gratis i praktik. På jobcentrene er der et stort tabu omkring diskrimination på arbejdsmarkedet. Flygtningene kunne blive sendt til praktikplads efter praktikplads og køre i cirkel med det resultat, at de mistede tiltroen til jobcentret og følte, at de var arbejdsslaver. Vi skal have flere jobcentermedarbejdere, der fortæller ærligt om hvad der forgår i jobcentrene.
Diskrimination på arbejdsmarkedet
Tabuet er både blandt flygtninge og jobkonsulenterne, fortæller Naderah:
– Flygtningene snakker indbyrdes om det, men siger det ikke til jobkonsulenterne. Jobkonsulenterne ved, det eksisterer, men de taler slet ikke åbent om det. De er udbrændte medarbejdere, der kæmper indenfor et meget belastet område. Jeg har fået respekt for deres arbejde.
Naderah besluttede at undersøge flygtninges proces på egen hånd og gå ud med borgerne og søge job. De får ikke hjælp til meget. Jeg skulle hjælpe dem med jobansøgninger, lære dem at introducere sig osv. Det får de ikke hjælp til i jobcentret.
– Det var en forfærdelig oplevelse at komme ud med dem. I flere tilfælde kom lederen ud og så at ansøgeren havde tørklæde på, hvorefter han løb ind i butikken eller kontoret igen. Uden at hilse eller sige noget. Man kunne mærke deres afvisende adfærd med det samme, og det var trist at opleve. Jeg skulle bagefter trøste kvinderne.
Naderah Parwani konkluderer:
– På den ene side kæmper vi i psykiatrien med at opløse indlært hjælpeløshed, og på den anden side er der rigtig mange forhindringer og direkte diskrimination på arbejdsmarkedet. Vi skal have en sober debat om problemerne, og hver part skal tage sin del af ansvaret. Jeg er stolt af Danmarks engagement og et ønske om at hjælpe flygtninge videre, så de kan blive selvforsørgende. Men vores fokus skal flytte sig, hvis vi skal fremad med integrationen, og vi skal derfor også være åbne overfor nytænkning.
Fortæl om værdierne med kærlighed
En vej til at bygge bro over afstanden er at både hjælpe dem med at blive tydelige på deres egne værdier og lære noget om de danske værdier.
– Vi tror, at vi lærer flygtninge de danske værdier, men det gør vi ikke. Ikke på den måde, hvor vi fortæller om dem med kærlighed. Når jeg fortæller flygtninge på jobcentrene, hvor meget Danmark og danskerne gør for at hjælpe dem til at blive en del af det danske samfund, bliver de helt rørt. Nogle fælder en tåre. Så forstår de pludselig, at der også er kærlighed fra den anden side.
– Vi taler om værdierne, men det bliver meget politisk og militant. Vi kan være stolte af de danske værdier, fordi de har dannet grundlaget for det samfund, som vi har i dag. At vi som borgere involverer os og engagerer os i vores samfund, er meget beundringsværdigt for de nyankomne og det inspirerer dem. De nyankomne flygtninge får en kærlighed til den danske mentalitet, når de får den formidlet på den rigtige måde. Jo mere jeg har sat mig i tingene, des mere har jeg fået respekt for vores system, slutter Naderah Parwani.