Naderah Parwani talte til 400 kommunale medarbejdere på Integrationstræf for nylig. Her sammenlignede hun flygtninges barske fortid med brændt skov, der kan forvandles til frodig mark.
Har du nogensinde betragtet en brændt skov? Alt ser håbløst ud. Kan vi rydde skoven for brændte træer og prøve at få noget nyt til at vokse?
Jo, det kan det. Det ved enhver landmand. Den brændte skov er faktisk med til at gøde jorden og gøre den klar til ny vækst. I mange kulturer bruger man det såkaldte svedjebrug, hvor man flytter marker derhen, hvor man har brændt skoven og dermed givet jorden ny næring til afgrøder i den kommende sæson.
Billedet blev brugt af psykolog Naderah Parwani ved Integrationstræf 21 i Kolding den 8. november. En dag, hvor Kommunernes Landsforening samlede over 400 medarbejdere fra landets kommuner. Medarbejdere, der bl.a. har til opgave at hjælpe flygtninge og indsluse dem på det danske arbejdsmarked.
Kæmper med tab og kulturforskelle
- Vi skal forstå, at flygtninge er ramte mennesker, indledte Naderah Parwani og uddybede: - Børn har set deres søskende blive dræbt. Kvinder har set deres sønner og mænd blive dræbt. Kvinder, der flygter og under flugten bliver voldtaget. Flygtninge sørger over tab af deres liv, hjem, familie, netværk, uddannelse, sprog – det er en kæmpe stressbelastning. Det forsvinder i integrationsdebatten og i medierne. Og flygtninge får ikke lov til at bo i Danmark uden solid dokumentation på de tab.
Men fortidens traumer er ikke det eneste, flygtninge har at kæmpe med:
- Oven i dette står de over for en massiv kulturel omstilling. Med deres traumer skal de nu lære et helt nyt sprog, veksle mellem individualistisk kontra kollektivistisk mentalitet. Det ikke-religiøse liv. Tempoet i den digitale kommunikation. Bøder og regninger, de ikke forstår. Har de kunnet håndtere deres psykiske problemer før, så bliver det i hvert fald svært nu, pointerede Parwani.
De nye flygtningebølger er anderledes end de tidligere
Når flygtninge henvender sig til deres læge med deres problemer, sker det tit, at de får diagnosen Posttraumatisk Stressforstyrrelse (PTSD), forklarede hun. Men ikke alle flygtninge lider af PTSD. De kan lide af andre ting.
- Jeg mener, at vi kommer til at generalisere og derved mister vi kompleksiteten. Vi glemmer, at de nye flygtninge er anderledes end tidligere generationer. Flere er højtuddannede og kan tale engelsk. De er ”internetgenerationen” og langt mere kritiske og omstillingsparate end forældregenerationen.
Naderah Parwani stoppede sit arbejde i psykiatrien i 2014, fordi hun ønskede et paradigmeskifte inden for integrationsområdet.
Behov for gensidighed
Hun ønskede, at vi flyttede os fra en integration, der er ensidigt og meget psykopatologisk/diagnoseorienteret til en integration, der bygger på gensidighed.
Den gensidighed kræver viden om, hvordan vi forebygger tilbagefald, hvordan sikrer vi den mentale og sociale omstilling og hvordan vi sikrer vi den samfundsmæssige omstilling.
- Her er vi nødt til at kigge på diskrimination, lave undersøgelser, der giver os overblik over institutioner, virksomheder, sundhedssystem, uddannelsessystem osv. i samfundet, hvor de systematisk ekskluderes.
- Vi tror, at når PTSD er behandlet, så kan flygtninge ”sparkes” ud i systemet, og vi håber, at det virker. Men så får de tilbagefald. De efterlades i isolation, tab af værdighed og får endnu flere psykiske problemer og ender igen i behandlingssystemet. Sådan kører det i en ond cirkel.
- Det, jeg blev nysgerrig på, var: Hvorfor får de tilbagefald? Hvad mangler de? Behandling af PTSD giver dem nemlig ikke den sociale omstilling, de har brug for. Hvis vi skal rykke integrationen endnu mere, skal vi have andre indsatser ind.
Undervis i kommunikation, relationskompetencer og konflikthåndtering
Den gamle model overser de sociale og samfundsmæssige stressfaktorer, pointerede hun.
- Den for ensidigt psykopatologisk, diagnoseorienteret. Vi skal gøre gensidighed og den sociale omstilling langt mere konkret. Derfor skal vi have fokus på mindset, hjælpe dem med oprigtigt at genfinde kontakten til håbet. Hvad er et menneskes vigtigste sociale hovedværktøj? Det er kommunikation. Desuden relationskompetencer, konflikthåndtering og viden om, hvordan man sætter grænser i Danmark.
- De har en masse sociale færdigheder med hjemmefra, men de mangler de danske for bedre at kunne navigere i den nye sociale virkelighed. Vi skal hjælpe med at give dem de bedste forudsætninger for at opnå følelsen af belonging. Hvis de føler, at de hører til, kan vi fastholde dem i sproglæring, uddannelse og job. Gør vi det, har vi nemlig forberedt dem på de mentale og sociale udfordringer og forhindringer, de kan møde på deres vej. Når flygtninge og migranter har lært det, er de også gode til at navigere sig ud af problemerne i hverdagen og på arbejdspladsen.
Det samfundskritiske perspektiv skal med
- Vi må ikke miste den kritiske tænkning, hvor vi tør tale om det der er svært, om det er på minoritetssiden eller majoritetssiden fortsatte hun. - Udfordringerne skal løses til gavn for borger og fællesskab.
Hvordan modtager samfundet borgeren? spurgte Naderah Parwani retorisk den store forsamling. Og kom selv med bud på svar:
- Har vi nogensinde kigget på den samfundsmæssige omstilling. Nej, vi mangler faktisk grundige undersøgelser omkring ansættelser og virksomheder, der ekskluderer minoritetsborgere, ulighed i vores sundhedssystem, muligheder for psykologisk hjælp, forskelsbehandling blandt politiet. Vi må kigge på diversitetsindsatser og kigge på, hvem der bliver ansat, og hvem der forfremmes.
- Spørgsmålet er, vil vi oprigtigt hinanden? Vil vi løse problemerne sammen? Hvad er alternativet? Fortsætter vi uden at have det samfundskritiske perspektiv med, er jeg bange for konsekvenserne af de polariserende tendenser.
Vi skal vise kulturel fleksibilitet
Naderah Parwani tænkte tilbage på den dag, hun som 8-årig selv kom til Danmark med sine forældre. Dengang gjorde Danmark meget for minoritetsborgere. Hun mindede om, at Danmark har været et af de lande, der har gjort meget for flygtninge og været med til at ændre mange livsskæbner.
- Jeg var flygtningebarn fra Afghanistan. Og nu står jeg her hos jer i dag som psykolog. Den slags historier skal vi være stolte af, og den integration skal vi fortsætte med. Hvis politikere og magthavere skaber krige, må vi bruge vores afmagtsfølelse til at handle og løfte de mennesker, der er mærket af konsekvenserne af de krige. Vi skal arbejde langt mere med kulturel fleksibilitet. Jeg vil tilbage til et Danmark, hvor vi får alle med. Og hvor vi fanger og fjerner forhindringerne, fordi vores fællesskab og vores fælles fred er langt vigtigere.
Den strukturelle diskrimination står i vejen
- Vi får ikke alle med i dag. Hvorfor lykkes kvinderne med at uddanne sig? Fordi de hele tiden bliver talt op. Men unge mænd halter bagud. Fordi vi systematisk taler mændene ned. Så har vi kvinder med tørklæde, som uddanner sig, men ekskluderes fra arbejdsmarkedet. Vi kan ikke overse den strukturelle diskrimination. Den står foran os og skal løses.
- Inklusion uden gensidighed er stadig eksklusion. Hvis flygtninge er med omkring et bord uden at blive lyttet til er de stadig ekskluderet fra fællesskabet. Så udadtil kan ting fremstå fint, men når vi kigger på de sociale processer, så er der ikke samspil. Her kan arbejdet med anti-diskrimination løfte de demokratiske processer og den demokratiske kommunikation, hvor vi lærer om andetgørelse, undertrykkelsesmekanismer og magtrelationelle aspekter.
Fra indlært hjælpeløshed til kreativ håbløshed
Og så kom Naderah Parwani ind på sin egen erfaring som psykolog:
- I psykiatrien mødte jeg borgere med indlært hjælpeløshed. De havde mistet troen på sig selv, mistet deres handlekraft. Indlært hjælpeløshed betyder ikke indlært dovenskab. Indlært hjælpeløshed er en psykologisk, socialt og fysiologisk reaktion på gentagende kriser og fiaskoer, hvor man ikke er lykkedes med tingene. Det er en mental, følelsesmæssig og fysiologisk udmattelse.
- Vi skal huske, at de har udkæmpet mange kampe og gennemlevet masser af fiaskoer, inden de kom til os. De er ikke dovne! Alle de fiaskoer udmatter, så man mister sin handlekraft og tro på sig selv. Når man har mistet kontrollen over sit eget liv, ender man med en indstilling, der siger: ”Det virker ikke for mig. Livet vil mig ikke.”
- Den håbløshed udspringer af reelle oplevelser, men ender med at fastlåse nogle flygtninges tanke- og adfærdsmønster. Men det kan opløses gennem ”kreativ håbløshed”, hvor vi gennem konkrete og kreative metoder sammen undersøger deres undgåelsesadfærd, og hvorfor livet ikke falder i hak for dem. Det giver dem på lov til at forløse svære følelser, udtrykke sig, og mulighed for at hele de svære traumer. Men herefter skal vi ind og kigge på, hvordan traumer har påvirket deres mindset og handlekraft.
Ud af lidelseshistorien, så de kan se fremtiden for sig
Helt konkret foreslog hun medarbejderne at illustrere visuelt og spørge borgeren: Hvor er du om 5 år? Give dem fremtidsperspektiv, men også en erkendelse af, at der er noget, de er nødt til at arbejde med for at genfinde sig selv.
- Man bruger derfor ”defusionstrategier”, dvs. metoder, der trækker dem ud af deres lidelseshistorier, og hvor de udefra arbejder med det, der er sket. De skal blive bevidste om, hvilke lidelseshistorier, der systematisk giver dem tilbagefald. Det skal de se visuelt på en tavle.
- Hvordan rammer disse historier ind i værdier, der betyder noget for dem? Der kan være sorg, vrede og så meget andet, som fastlåser dem mentalt. Det skal vi opløse, og det sker ikke kun gennem åndedrætsøvelser, men gennem at klæde dem på med værktøjer, der kan hjælpe dem under pressede situationer. Det handler i virkeligheden om at bruge deres erfaringer som en muskel. Det betyder, at vi bygger tryghed omkring dem ved at klæde dem på med mindset-træning, social færdighedstræning, følelsesregulering, kommunikation og grænsesætning. Og det rykker.
Dette paradigmeskifte betyder en integration, der bygger på gensidighed. Det betyder, at ikke kun flygtninge skal arbejde med sig selv. Det skal de fagprofessionelle også. Det skal vores samfund også. De skal kigge på deres fordomme, og hvordan de kan komme til at forskelsbehandle, stigmatisere og ekskluderer borgere. Hvilke narrativer kører i vores hoveder, når vi sidder over for hinanden? En ny og mere ligeværdig, forstående og anerkendende tilgang betyder, at vi ”renser skoven for brændte træer” og tør at bygge noget sammen.
Naderah Parwani er cand.psych. med egen praksis og initiativtager til et netværk af 260 psykologer og psykologstuderende mod diskrimination. Hun er også med i Sameksistens’ redaktion.