top of page

Rapper: ’Musik heler og bygger bro mellem mennesker’

Musik er en kraftfuld kilde til at bringe folk sammen uanset farve, siger Leewie Blaze, der er rapper og aktivist i Minneapolis.


– Kunst inspirerer og frigør. Musik bringer folk sammen uanset farve og baggrund. Verden er vores legeplads. Ordene kommer med overbevisning fra Lewiee Blaze, der helt tilfældigt blev kendt herhjemme, da DR TV lavede en reportage fra Minneapolis i USA, hvor George Floyd blev dræbt af en politimand – et mord, der satte verden i brand med protester i storby efter storby for at protestere mod racisme og fastslå budskabet ”Black Lives Matter!” Også Leewie Blaze var på gaden for at protestere, da to journalister fra DR fangede ham og spurgte ind til den stigende racisme i USA. Lewiee er rapper og aktivist for unge sortes rettigheder og bruger musik til at bygge bro mellem befolkningsgrupper og generationer. I Berlin sad en ung producer og så interviewet med Blaze på DR TV, og snart kom et samarbejde i stand mellem S.A.M. og Lewiee Blaze, hvor Blaze rapper ”spoken word”, og S.A.M. producerer underliggende klubmusik.

Racisme er en sindssygdom Vi fik fat i Lewiee Blaze på mail og spurgte blandt andet hvordan han vurderer den nuværende situation i USA vedrørende racisme. – Jeg forstår, hvad det er, og hvordan det har påvirket vores samfund gennem hundreder af år. Det har skadet generationer, splittet familier og koloniseret samfund. Jeg er dog ikke offer for racisme, og jeg ønsker ikke at kæmpe imod den. Jeg tror, det er en sindssygdom, som racister skal tackle selv. Den kan være rodfæstet i frygt, bekymring, tvivl, hvad ved jeg. Men jeg ved, hvem jeg selv er, og ingen skal overbevise mig om andet. Samarbejdet med S.A.M. på tværs af Atlanten har også resulteret i en kampagnevideo, der opfordrer amerikanerne til at stemme: Der er meget vrede derude – hvordan tror du kunst som musik kan tilføre positiv værdi i situation? – Kunst heler. Kunst har altid givet afløb for folks følelser. I kunsten finder mennesker inspiration, håb og en følelse af frihed. Kunsten har så mange medier at udtrykke sig igennem. Selv nyder jeg malerier, mad, havearbejde, fotografering, grafik og meget mere.

Vil fjerne stigmatisering Lewiee Blaze uddyber sit syn på musik: – Musik betyder alt for mig, og jeg er taknemmelig for at være god til det. Musik er en kraftfuld kilde, der bringer folk sammen uanset farve og baggrund. Vi mærker alle en kærlighed til lyd. Vi føler alle vibrationerne og frekvenserne af instrumenter og vokal. Sammen med ord giver musikken os noget at forholde os til eller have det sjovt med. Min mission er at levere et positivt budskab og ”afstigmatisere” samfundet gennem musik og andre former for kunst. Hvad laver du personligt for at afbøde situationen? – Den sande revolution begynder inden i hver enkelt. Derfor må vi gøre hvad vi kan for at skabe liv og fremgang på trods af vores smerte. Så jeg gør, hvad jeg elsker, hvad jeg er god til, og giver det, verden har brug for. At være forankret i sit formål, i sin lidenskab og i fred er den virkelige befrielse. Selv om vi ikke er frie, før vi alle er frie. Derfor vil jeg fortsætte med at oplyse andre om den bemyndigelse, de allerede har.

Vil styrke unge med kærlig vejledning Fortæl mig om dit arbejde, og hvad du håber at opnå? – Jeg er historiefortæller, visionær og guide. Jeg brænder for helbredelse og systematiske reformer, specielt i vores retslige- og uddannelsessystemer. Jeg er først og fremmest musiker; jeg skriver sange, producerer, rapper og digter. – I 2017 grundlagde jeg en ungdomsorganisation. Vores navn er N4 Tribe. N4 repræsenterer N til den fjerde magt. Disse fire kræfter er nye tanker, nye medier, ny ledelse og nye fortællinger. Vi er et kollektiv af kreative, der bruger kunst som aktivisme for at bekæmpe social stigmatisering. – Jeg håber at kunne skabe et samfund i samfundet. Etablere et fundament, der engagerer, uddanner og styrker den næste generation af unge, der vokser op i marginaliserede samfund. Jeg tror, at hvis vi fylder de unge med ubetinget kærlighed, medfølelse og god vejledning, så vil vi altid have håb for fremtiden.

Når både unge og gamle Hvordan bliver din musik modtaget af publikum? – Jeg får ofte at vide, at mine ord giver en følelse af helbredelse. Jeg har en tendens til at give folk noget, de kan forstå og forholde sig til ud fra lignende oplevelser. Jeg er velsignet med at kunne appellere til mennesker på tværs af generationer. Både unge og gamle udtrykker kærlighed til min fortælling om sandhed og visdom. Hvad er din drøm for den kommende generation? – At vi begynder at træffe beslutninger for os selv i stedet for hele tiden at få at vide, hvad vi skal gøre, eller blive tysset på, når vi vil tale op imod det, vi føler er forkert. De kloge er unge, og de unge er kloge. Jeg drømmer om den dag, hvor verden indser det og respekterer det.

Samarbejde over Atlanten Hvordan er samarbejdet med S.A.M.? – Jeg elsker virkelig S.A.M. Jeg tror, at vores forbindelse er en velsignelse og er blevet til med et specielt formål. Jeg er meget taknemmelig for, at vi kunne få forbindelse gennem musikken og opbygge et venskab. Jeg kan forestille mig et langt samarbejde med S.A.M.! Hvad betyder det for dig, at nogen på den anden side af kloden støtter din kamp og din kunst? Det betyder alt. Det hjælper mig med at fortsætte. Det underbygger mit formål og hjælper mig med at forstå, hvor forbundet vi egentlig er. Denne verden er vores legeplads. Den måde, jeg voksede op på, gør at vi nemt bliver sat i bås. Vores hjerner inddeler i kasser, og vi ser ikke det større billede. Jeg forstår nu, at verden er meget større end de fem blokke, jeg voksede op i. Min mission er at bruge denne jord som min legeplads og spillebane og bringe fred til alle.

bottom of page