Af Mogens S. Mogensen, kulturkonsulent
Det er i dag – om end ikke i alle kredse – en kendt sag, at der i mange lande foregår religiøs forfølgelse udført af stater og af ikke-statslige aktører. Det er nok mindre kendt, at kristne er den religiøse gruppe, der rundt om i verden oftest udsættes for forfølgelse. Ikke desto mindre er der i de senere år produceret en lang række rapporter, der dokumenterer denne kristenforfølgelse, der især findes sted i et geografisk område, der strækker sig fra Libyen i vest over Mellemøsten til Sri Lanka, Kina og Indonesien i øst, og fra Nordkorea og Rusland i Nord til Nigeria i Syd.
Rapporten In Response to Persecution (2017) er den første systematiske globale undersøgelse af, hvordan kristne samfund reagerer på forfølgelse. Forskningsprojektet, der er støttet af The Templeton Religion Trust, er en del af The Religious Freedom Research Project, som University of Notre Dame’s Center for Ethics and Culture står for. Rapporten er et resultat af feltstudier med interviews af forfulgte kristne i 25 lande, udført af 17 internationalt anekendte forskere mellem oktober 2014 og november 2015. Forskerne er naturligvis klar over, at kristne ikke er den eneste religiøse gruppe, der forfølges, og at kristne også selv – især tidligere – har udført religiøs forfølgelse.
Forfulgte kristnes tre strategier Undersøgelsen viser, at kristne typisk anvender tre forskellige strategier som respons på den forfølgelse, de udsættes for. Den mest reaktive strategi er overlevelsesstrategien, hvor kristne fokuserer på at søge at bevare deres liv og sikre trossamfundets vigtigste aktiviteter. Det kan ske på mange forskellige måder.
En mere proaktiv tilgang er der i associeringsstrategien. Her fokuseres der ikke kun på overlevelse, men på at bygge relationer, broer og partnerskaber. Denne strategi søger at overvinde det problem, som forfulgte kirker ofte oplever, og som de forfølgende regeringer og grupper søger at udnytte, nemlig isolationen.
Den tredje strategi, som anvendes af forfulgte kristne, er konfrontationsstrategien. Her udfordrer kristne offentligt de regeringer og ikke-statslige aktører, der forfølger dem. Formålet med denne strategi er at eksponere uretfærdigheden, at mobilisere andre for at modarbejde uretfærdigheden og for alt i alt at erstatte uretfærdigheden med religiøs frihed. Problemet med denne strategi er, at den let kan føre til en forværring af forfølgelsen af de kristne.
De fleste bruger overlevelsesstrategier
Den mest udbredte strategi som respons på forfølgelse er ”overlevelsesstrategien”, som følges i 43 pct. af tilfældene. Associeringsstrategien følges i 38 pct., mens konfrontationsstrategien kun tæller 19 pct. Når det gælder konfrontationsstrategien, så er den med meget få undtagelser ikke voldelig og involverer ikke terrorhandlinger.
Kristnes respons kan til en vis grad forklares ud fra forfølgelsens intensitet. I meget undertrykkende samfund som fx Iran og Saudi Arabien er overlevelesstrategier ofte de eneste realistiske. I samfund præget af krig, som Irak og Syren, er overlevelsesstrategier også dominerende, selvom der i sådanne kontekster også er tilfælde, hvor kristne har grebet til våben. I mere åbne samfund har kristne samfund større mulighed for at anvende associeringsstrategier og visse former for konfrontationsstrategier.
Synlige og politiske resultater
Nogle strategier har givet synlige resultater, fx en ændret politisk holdning eller en reduktion af volden. Rapporten henviser bl.a. til præsidentvalget i Indonesien i 2014, hvor kristne samarbejdede med de største islamiske bevægelser om at fremme Indonesiens tolerante vision Pancasila, og hvor der blev valgt en muslimsk præsident, der gik ind for Indonesiens multireligiøse og pluralistiske tradition – sammen med en kristen vicepræsident.
Forfølgelse af kristne (og andre religiøse grupper) er et meget udbredt og meget alvorligt problem i verden i dag, men denne rapport viser, hvordan kristne kirker udviser stor kreativitet og anvender mange forskellige strategier som respons på forfølgelsen. Samtidig viser rapporten, at der for kirker, NGO’er, regeringer osv. er mange muligheder for at udvise solidaritet med de forfulgte, en solidaritet, der kan gøre en væsentlig forskel, hvis den tager de forfulgtes kontekst, strategier og behov alvorligt.
Mogens S. Mogensen er kulturkonsulent i www.intercultural.dk, ekstern lektor og forfatter til flere bøger om kultur- og religionsmøde.