Når man hører om dansk modstand under Anden Verdenskrig, kan man forfalde til at se hændelserne i et romantisk skær. Det er der ikke noget af i Mette Konows fortælling om Carsten Høeg.
Mette Konow (f. 1928) har igen udgivet en bog om sin far, Carsten Høeg: Forsker og Menneske (Forlaget Veivad 2020). Beretningen om hendes barndom, hendes voksende erkendelse af en anden og grum verden, helt anderledes end den, hun lever i med sine søstre og sine forældre, viser en sammenfletning af oplæring og den træning i mental styrke der kræves af et sandt medmenneske. Hun skriver bl.a. fra 1933, da hun var 6 år: ”Jeg beklagede mig til min far over, at den yngste datter, Gabrieli, var så irriterende: Hun lå tit på gulvet og sparkede. Han svarede: ”Bær over med hende. Hun har prøvet at stå i sin skolegård og blive spyttet på”. Det glemte jeg aldrig” (s. 55)
Videnskabsmand og medmenneske Carsten Høeg (1895-1961) var klassisk filolog med fransk som bifag. Derudover var han musiker, en lærd mand, der bragte videnskaben mange skridt videre, både ved sine filologiske studier, på sine mange rejser og ved sine arbejder med byzantinsk musik. Bogen har til sidst et appendix, et langt digt af Jomfru Maria ved Korsets Fod af Romanos, den største byzantinske digter, der levede omkring år 500 i Konstantinopel, oversat af Carsten Høeg. Blandt bogens lange række af righoldige emner vil denne omtale især beskæftige sig med hans medmenneskelige arbejde under Anden Verdenskrig.
Modstandsmanden Carsten Høeg var en af de fremmeste modstandskæmpere: Allerede i trediverne modarbejdede han nazismen med åbne øjne. Hans datter fortæller: ”Et led i fars undervisning på universitetet var, at han regelmæssigt forlagde timen til vores hus. […] en aften skilte sig ud: ”I aften vil jeg læse højt for jer, så gem jeres bøger til næste gang”. Det han læste for dem, gjorde et dybt indtryk på dem (derom har de fortalt mig mange år efter). Det var Mein Kampf, som lige var udkommet (i 1933)” Mette Konow skriver videre: ”Allerede kort tid efter 1933 flygtede en jødisk kollega, Dr. Zuntz fra Tyskland, med kone og tre børn til Danmark. De boede hos os trekvart år, og han fik et livslangt medarbejderskab ved Monumenta Musicae Byzantinae.” (s. 55).
Verden og videnskaben Mette Konow husker, hvad han sagde et par dage før besættelsen, den 9. april 1940: ”Far fortalte at tyskerne ville besætte Danmark: ”Hvis de kommer, skal I lade som om de var luft, aldrig tale til dem. Hvad der står i aviserne, bliver fuld af løgn.” (s. 57) Det giver sig selv at Carsten Høeg også hjalp flygtninge til Sverige, da Danmark ikke længere havde nogen regering efter den 29. august 1943, og jødeforfølgelserne satte ind. Mette skriver: ”Under jødeforfølgelserne havde vi åbent hus for jøder, der ventede på transport over Sundet til Sverige. Rudolph Simonsen, rektor for Det Kgl. Musikkonservatorium kom med sin 16-årige søn, Andreas. Rudolph Simonsen led af en streng depression og ville ikke med til Sverige, men ved hjælp af fars overtalelsesevner kom både far og søn lykkeligt afsted.”
Opslidende tid med store omkostninger Når man hører om dansk modstand under Anden Verdenskrig, kan man forfalde til at se hændelserne i et romantisk skær. Det er der ikke noget af i Mette Konows fortælling. Hun lægger ikke skjul på at det var en opslidende tid, der tog hårdt på hendes far, og hun mener – som mange andre der kendte ham, at den forkortede hans liv væsentligt: ”Den 7. maj 1944 kimede det på døren,” beretter hun, og fortæller hvordan de frygtede tyskere drog af med hendes far og satte ham i Vestre fængsel, men heldigvis kunne han spille distræt professor. De anede ikke uråd, og han blev frigivet. ”Bagefter kaldte direktør Svenningsen i Udenrigsministeriet ham op til streng samtale (Læsere af denne omtale har måske set Svenningsen i Søren Sætter-Lassens skikkelse i filmen Vores mand i Amerika – red.) Han forbød ham nogensinde at lave sabotage eller andet illegalt arbejde. Han svarede: ”Det kan De tro at jeg ikke vil love”. (s.59)
Interneringskartoteket Carsten Høeg er særligt kendt som den mand der udarbejdede ”Interneringskartoteket”. Mette Konow fortæller: ”På opfordring af Frode Jakobsen og Frihedsrådet indledte Carsten Høeg, sammen med en række unge hjælpere, fortrinsvis studenter, arbejdet med at samle et kartotek over de folk, som var stikkere, nazisympatisører, medlemmer af DNSAP, Tysklandsfrivillige osv. med det formål at forhindre selvtægt efter krigen (…) Det blev et stort og enerverende arbejde, som tog hårdt på far resten af hans liv.” (s. 59)
Familieliv under jorden Frode Jakobsens karakteristik af Carsten Høeg i den forbindelse kan man læse i hans nekrolog over ham: ”Man havde brug for en mand med en retfærdighedssans så streng, så skrupelløs som nogens – en mand, hvis renhed alle ville bøje sig for…” Mette reflekterer: ”Min mor, som sammen med Ida (Mettes storesøster, Ida Høeg Jacobsen – red.) og mig var under jorden de sidste 5 måneder under besættelsen, klarede ængstelsen og uvisheden på forbilledlig vis. Men den disharmoniske tid efter krigen, hvor der blev en kløft mellem modstandsbevægelsens og samarbejdets tilhængere (og den eksisterer endnu!), tog forfærdelig meget på hende. Hun havde svært ved at genkende den blide unge mand, hun havde giftet sig med, men takket være hendes hjælp og støtte blev han sig selv igen.” (s. 71)
Retsindighed og strenghed Efter krigen skriver Carsten Høeg bl.a. en kronik i Politiken, der netop viser hans usvigelige retfærdighedssans: ”En forfatter, der har gjort propaganda for nazistiske Tanker på en uværdig Maade er langt farligere end en lille Cykelsmed, der har lavet krigsvigtigt Arbejde for Tyskerne. En Mand der har været Distriktleder i D.N.S.A.P. bærer et tungere Ansvar end de fleste Frikorpsmænd…” (s. 67)
Et vidnesbyrd til vores egen tid Udover den her omtalte periode, fortæller Mette Konow om et menneske med humor, varme og en sjælden følsomhed. I en tid hvor vi søger ståsteder i de gamle dage, bliver bogen et must. Film som Vores mand i Amerika og den fremragende forestilling, Et tysk liv på Det Kgl. Teater, hvor Kirsten Olesen generøst giver Brunhilde Pomsel, Goebbels’ sekretær, stemme og skikkelse, og bogen Carsten Høeg, Forsker og Menneske, er et must. Gå ikke glip af denne bog, der byder på både gys og opbyggelighed.