Redaktør: Min datter er min helt

KRONIK: Tabitha giver mig håb om det gode i mennesket. Hun tager den med ophøjet ro, selv om hun er svigtet af det politiske system, skriver Svend Løbner. Tabitha var nemlig på listen til at få dansk statsborgerskab, da en politisk aftale fjernede hende ugen før, forslaget skulle op i Folketinget.


Tabitha Tut Madsen. Privatfoto


Tabitha har gennemlevet det mest utrolige. Krig, flugt, svigt, vold og det, der er værre. Alligevel har hun gennemført uddannelse, arbejdet som en hest, stiftet familie og knyttet sig til kirke og venner.

Men hun kan aldrig få dansk statsborgerskab. For ifølge en aftale mellem Regeringen, Venstre, Konservative og Liberal Alliance den 20. april 2021 regnes hun for kriminel for altid, ene og alene på grund af en enkelt fejl, hun begik som helt ung. Hun bed fra sig – bogstaveligt talt – og det gav hende en betinget forvaringsdom på 30 dage.


Vores adoptivdatter er statsløs

Tabitha Tut Madsen er vores adoptivdatter. Hun er statsløs kvoteflygtning, født i en flygtningelejr af forældre fra et land, der ikke eksisterer længere. Hendes børn er statsløse. Og hun vil efter den nævnte aftale aldrig nogensinde i fremtiden kunne opnå dansk statsborgerskab.

Det groteske er, at hun allerede den 17. december 2020 havde fået lovning fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om at blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse den 29. april 2021. Hun havde nemlig opfyldt alle betingelser: bestået danskprøve, indfødsretsprøve, uddannet sig og arbejdet og ikke ligget samfundet til byrde på nogen måde. Hun har udstået den angivne karenstid på 6 år fra den betingede dom og har altså en ren straffeattest.

Men ugen før lovforslaget skulle op i Folketinget blev hun pillet af listen. Regeringen og de tre borgerlige partier effektuerede aftalen med tilbagevirkende kraft. Og Tabitha stod tilbage som sorteper, alene på grund af en uheldsvanger aften.


PTSD gav automatisk reaktion

Da hun gik i byen som andre unge, fik hun blackout, røg ud i et skænderi, og vågnede næste dag op i detentionen. Her bliver hun præsenteret for, at hun i forbindelse med at hun blev bragt derhen, havde bidt en betjent i låret.

Enhver med blot lidt psykologisk indsigt forstår, at bid sker i afmagt. Er den unge kvinde desuden krigsflygtning og vidne til vold og overgreb, er situationen indlysende. Især når hun med diagnosticeret PTSD bliver taget fat i af en fremmed mand og tvunget ind i en fremmed bil.

Det fik hun en betinget dom på 30 dages fængsel for. Betinget, dvs. en advarsel om konsekvenser ved at overtræde loven. Hun har aldrig før eller siden været i konflikt med myndighederne og kom da heller aldrig til at afsone dommen.

Som plejefar tænkte jeg dengang: Hun har aldrig begået noget ulovligt, og vi kender hende. Så det er nok ikke noget problem. Som forældreløs kvoteflygtning havde hun nok at tænke på; nu skulle hun færdiggøre sin uddannelse og komme i job.

I dag ærgrer jeg mig gul og grøn over, at vi ikke med det samme hun blev 18 år havde søgt om statsborgerskab for hende. Hun hører til her i Danmark. Uden et statsborgerskab er hun jo reelt statsløs. Det samme er hendes tre børn, som er født i Danmark. De er vores børnebørn, født af vores datter.


Overlevede vold og overgreb

Tabitha er vokset op i en flygtningelejr i Etiopien. Hendes forældre var flygtet fra et område af Sudan, der siden er blevet til Sydsudan. Hendes forældre døde, mens hun var helt lille, hun boede på tålt ophold hos en onkel og blev i lejren vidne til voldsomme episoder, som hun helst ikke vil tale om. Sammen med en anden onkel og dennes familie kom hun til Danmark som kvoteflygtning for 20 år siden.

Jeg husker hende som en sød, stille og frygtsom ung pige, der kom i vores kirke sammen med onklens familie. Hun blev hurtigt venner med vores datter på samme alder, og snart kom hun jævnligt i vores hjem og tog med på vores ferier. Da vi startede et gospelkor, sang hun med.

Men onklen skulle vise sig at være særdeles voldelig. Da Tabitha blev spurgt, hvad hun ønskede sig til fødselsdag, svarede hun: en nøgle til mit værelse. Vi tilbød hende at bo hos os og sagde: Hvis du nogensinde får brug for hjælp, så kontakt os! Det gjorde hun en sen nat. Mens jeg sad oppe og så fjernsyn kom der en sms: ”Du må gerne hente mig nu. Han slår mig.”

Jeg hentede hende og kontaktede kommunen dagen efter. Vi blev antaget som netværksplejefamilie og fra da af har Tabitha været en del af vores familie. Vi har adopteret hende og hun er vores datter på lige fod med vores tre andre børn.


Har samlet sig selv op

Siden har Tabitha udviklet sig til en voksen og moden kvinde. Hun kom på en kristen efterskole, blev afløser på det lokale plejehjem, tog en uddannelse som salgsassistent, fik arbejde i flere tøj- og skobutikker, og da den sidste butik måtte lukke, gik hun i gang med uddannelsen som social- og sundhedsassistent.

Samtidig har hun stiftet familie med mand og tre børn. Hun går til gudstjeneste i den lokale frikirke og holder fast i sin kristne tro, som har været stort set det eneste holdepunkt gennem det omtumlede liv. Også et holdepunkt nu, hvor al ret og rimelighed er sat over styr med en helt ubegribelig aftale om at svigte mennesker, der blot på et enkelt tidspunkt i deres ungdom har begået en fejl.

Men Tabitha er min helt. Hun har samlet sig selv op fra en kummerlig barndom til at hun i dag er et helstøbt menneske, der hver dag møder på studiet, går på arbejde, passer sine børn og holder sammen på sin lille familie. Hun giver mig håb om, at der stadig er noget godt i mennesker. At det gode vil vinde til sidst. Og at et tilbageslag kan vendes til sejr, hvis vi bliver ved at kæmpe.


Surrealistiske stramninger

For mig selv er det surrealistisk at se stramning efter stramning på udlændingeområdet kulminere med en aftale mellem S, V, K og LA, der betyder, at ”ansøgere, der er idømt en såkaldt foranstaltningsdom efter straffelovens kapitel 9 fremover udelukkes fra at kunne blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse”.

Læg mærke til ordet ”fremover”. Det betyder, at personen aldrig på noget tidspunkt i deres liv kan opnå dansk statsborgerskab. Er det rimeligt? Tabitha har en ren straffeattest efter 6 år uden overtrædelse af loven. Men den omtalte aftale dømmer hende ude for altid.

En uge før, Tabithas ansøgning skulle behandles i Folketinget, modtog hun et brev i e-boks: ”Du kan ikke blive optaget på lovforslaget om dansk indfødsret og kan dermed ikke blive dansk statsborger.”

Et slag i ansigtet. Alt var ellers klar, og hun glædede sig til at holde en stor fest sammen med familie og venner på sin 30-års fødselsdag.

Men hun blev uden videre pillet af listen. Stor var skuffelsen, smerten og følelsen af at være tilsmudset og regnet for kriminel sammen med inkarnerede voldsforbrydere.


Menneskerettigheder og kristne værdier?

Selv var jeg i chok, vildrede og til sidst vred over, at man i en retsstat som Danmark kan lave love med tilbagevirkende kraft til skade for vores medmennesker. Som kristen, som præst og som journalist for kirkelige hjælpeorganisationer, som arbejder for at sikre menneskerettighederne og sprede kristne værdier i verden, skammer jeg mig over, at mennesker bliver behandlet sådan i Danmark.

Men det er lige her, min datter Tabitha er en helt. Hun tager den med ophøjet ro og står som et lysende eksempel. Jeg fornemmer kun sorg hos hende, ingen bitterhed. Jeg ser udholdenhed: Lad os prøve igen, far! Ikke vrede, oprør eller det, der ligner.

Det har hun ellers al god grund til. Og det ville være fuldt forståeligt med den baggrund, hun har.


En kort version af kronikken er bragt i Avisen Danmark.

1 kommentar