Af Marianne Olsen, lektor
Efter de sidste fire års fejlslagne politik burde den nye regering for længst være trukket i arbejdstøjet. Men hvad sker der?
De nye ministre udmærker sig i al for høj grad ved vanetænkning. For det er vanerne fra de forløbne fire år, der ser ud til at blive genoptaget.
Misbrug af sproget
Siden den daværende formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard, forbød udtalelsen ’racistisk’ fra Tingets talerstol, skønt ytringen i frihed skulle karakterisere nogle faktuelle racistiske provokationer fra en af hendes partikammerater, fyger det fortsat med misbrug af vores danske sprog.
Det har været alt for let at løbe i ’de gamles’ fodspor og tale om ’danskerne’, skønt der er en og anden på Tinget, der vil have lov til at bestemme, hvem der er dansker, når statsborgerskabet er opnået. Men den går altså ikke.
En ny retning?
Vælgerne har nu sammensat et Folketing, og der er dannet en regering, som må forventes at føre landet i en ny retning, en retning, hvor vores land er et land blandt andre lande i verden, et land, hvor vi ønsker at tage os af hinanden, et land hvor du er lige så meget rets-subjekt, som jeg er.
Pressen har – på vælgernes vegne – henvendt sig til Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og spurgt, om vi vil tage danske statsborgere i syriske lejre hjem til Danmark som hører til her. Vil man i givet fald retsforfølge dem, som er forbrydere? Vil man tage deres børn hjem, så de ikke bliver oplært til had i de lejre, der er betegnet som helvede?
For det er deres ret.
Et retssamfund?
Men Udenrigsministeren er ifølge Politiken ikke indstillet på at hjemtage danske fremmedkrigeres børn fra lejrene i Syrien.
Kan man så sige, at Danmark er et retssamfund? Er det virkelig det, når det er ikke enhver borger, der er rets-subjekt. Hvordan skal det forstås, at man er dansk statsborger, men ikke noget rets-subjekt?