top of page

Regeringen vil kigge evakueringsindsats i Afghanistan efter i sømmene

En gruppe på tværs af ministerierne skal kulegrave og lære af det kaotiske forløb.


Illustrationsfoto: Wix


Evakueringen af personer ud af Kabul var en af de mest komplekse internationale kriseindsatser, som danske myndigheder har gennemført.

Som alle andre lande stod Danmark over for en meget vanskelig udfordring med behov for hurtig evakuering, ikke alene af danske statsborgere og udsendte, men også af et stort antal lokaltansatte, tolke og andre, som havde samarbejdet med Danmark, samt ansatte ved internationale organisationer og deres familier.

- Forløbet kalder efter regeringens opfattelse på grundig refleksion - og på, at der drages læring for at sikre, at myndighederne fremover er bedst muligt rustet til at løse lignende kriseopgaver, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Evalueringen vil bestå af en samlet, tværgående kortlægning og evaluering af myndighedernes arbejde med evakueringen fra Kabul. Særligt Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet samt Udlændingestyrelsen og Rigspolitiet var involveret i indsatsen.

Der etableres en tværministeriel gruppe til at forestå evalueringen bestående af Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Justitsministeriet samt relevante underliggende myndigheder.

Evalueringen ventes at vare 3-4 måneder.

bottom of page