KRONIK: Undertrykkende regimer bruger blasfemilovgivning som juridisk værktøj til at diskriminere minoriteter. I stedet bør de have en racismeparagraf til at sikre deres menneskerettigheder.
Kronik af Filip Buff Pedersen, politisk rådgiver i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling Blasfemiparagraffer beskytter guder. Racismeparagraffer beskytter mennesker. Så kort og enkelt kan der skelnes mellem de to paragraffer. Og så klart er argumentet for at ikke have en blasfemiparagraf, som den for eksempel udnyttes i Indonesien, men at bevare en racismeparagraf, som vi kender den herhjemme (Straffelovens § 266 b). Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU) arbejder blandt andet for at fremme tros- og religionsfrihed. Mennesker skal have ret til at praktisere deres tro, skifte til en anden tro eller forlade troen helt. Tros- og religionsfrihed beskytter nemlig mennesker – ikke guder, religioner eller ideer. På den måde er tros- og religionsfrihed et værn mod social kontrol og helt grundlæggende for et demokrati. Tros- og religionsfrihed beskytter også menneskers ret til at kritisere guder, religioner og ideer. Det er vigtigt – både indenfor religionen og i samfundet generelt – at man kan og tør stille de svære og nogle gange provokerende spørgsmål. Det står blasfemilovgivning i vejen for. I Danmark blev blasfemiparagraffen fjernet fra Straffeloven i 2017. I forarbejdet argumenterede vi i DMR blandt andet for at hadprædikanter skal mødes med en robust frihedslovgivning, der sikrer den enkelte frihed til at tænke, tro og ytre sig. Vi ville ud af den prekære situation, hvor andre lande kunne bruge den danske blasfemiparagraf til at legitimere deres blasfemilovgivninger og udmåle uforholdsmæssigt strenge straffe for overtrædelse. Indonesien er et af de lande, som bruger blasfemiparagraffer til at undertrykke minoriteter. Landet har en aktiv blasfemilovgivning, der har endda været tilløb til at stramme loven på det seneste. Det har ført til en markant stigning i blasfemisagerne, der primært anlægges mod minoriteterne: kristne, hinduer, buddhister og konfucianister. Ateister, agnostikere eller de hundredvis af lokale oprindelige naturreligioner anerkendes slet ikke. Der har været 97 blasfemisager i Indonesien i perioden 1965-2017, de fleste fra 1998 og frem. Det er vores erfaring, at majoriteten bruger blasfemilovgivningen som juridisk værktøj til at undertrykke minoriteterne. Dette sker i tillæg til chikane, intimidering og vold fra sunni-militante samt systemets embedsmænd og sikkerhedsstyrker. De kristne reagerer overraskende lidt på denne undertrykkelse. De siger, at de ikke oplever det store problem med blasfemi: ”Det er i vores DNA. Jesus og de første disciple også blev hånet og forfulgt.” Kirken ønsker dog retfærdighed, og at freden fremmes gennem dialog. Udgangspunktet er, at alle landets borgere har samme rettigheder og pligter. Derfor taler kirken også imod diskrimination af ahamadia-muslimer, shia-muslimer, hinduer, konfucianister og katolikker, når deres rettigheder bliver krænket. Og netop derfor er racismeparagraffen, som vi kender den herhjemme, relevant. Hvor blasfemiparagraffer kun beskytter bestemte religiøse idéer og systemer, beskytter racismeparagraffer alle mennesker. I dansk sammenhæng beskytter paragraf §266b mennesker mod hån eller nedværdigelse på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering. En sådan paragraf beskytter mennesker og bør derfor bevares. Til gengæld bør blasfemiparagraffer afskaffes. Kun sådan kan vi sikre tros- og religionsfrihed. Og det er en grundlæggende forudsætning for demokrati. Derfor kæmper Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling for tros- og religionsfrihed – også i Indonesien sammen med vores dygtige og udholdende lokale samarbejdspartnere. Alle mennesker har ret til at tro og tænke som de vil.