Af Svend Løbner
Jeg har en god og en dårlig nyhed – hvilken vil du have først?
Sådan starter en kendt joke – men her er det slet ikke en joke. Tro i harmoni arrangerede en religionsteologisk debat mellem repræsentanter for jødedom, kristendom og islam. Debatten afslørede teologiske forestillinger, der definerer hver religions grundidentitet og derfor også skaber afstand til de to andre religioner.
Den dårlige nyhed er, at det meste af aftenen blev brugt på at kridte banen op og mindre på at fortælle om de ligheder, der trods alt er mellem de tre monoteistiske religioner.
Den gode nyhed er, at når det kommer til praktisk sameksistens mellem jøder, kristne og muslimer, så finder religiøse mennesker som regel ud af at leve sammen. Og endda overskride ret høje teologiske mure for at nå hinanden.
Som rabbiner Jaïr Melchior fortalte:
– I den rabbinske tradition betragtes kristendommen på den ene side som en forlængelse af jødedommen og på den anden side som ren afgudsdyrkelse, hvilket skyldes treenighedslæren. Når spørgsmålet ”Kan man udlåne penge til kristne?” kommer op, vil jøder med det samme tænke: ”Hvad hvis der opstår en tvist, som kommer for retten, og den kristne så lægger sin hånd på den kristne bibel for at love at sige sandheden? Så har jøden jo indirekte medvirket til at den kristne sværger på en bog om afgudsdyrkelse, og det er en synd!” Men i praksis ser man alligevel bort fra dette og låner gerne penge ud til kristne.
Et ambivalent forhold
Debataftenen om religionsteologi i jødedom, kristendom og islam fandt sted i Skt. Ansgars’ menighedssal i Bredgade i København den 4. februar. Aftenen blev arrangeret af foreningen Tro i Harmoni som led i FNs World Interfaith Harmony Week. Religionsteologi er den gren af teologien, der omhandler forholdet til andre religioner. Ud over rabbiner Jaïr Melchior medvirkede lektor ved Aarhus Universitet Jakob Egeris Thorsen og post.doc. ved Dansk Institut for Internationale Studier Saer El-Jaichi.
Sidstnævnte lagde ud med at indrømme, at Islam og Koranen har et ambivalent forhold til jødedom og kristendom. På den ene side ophøjes Islam til at være den endelige åbenbaring, som jødedom og kristendom kun er en delvis og forvansket forløber for. På den anden side indskriver Koranen sig i den monoteistiske tradition og betragter muslimer sammen med jøder og kristne som ”bogens folk”.
Flerguderi og treenighedslære
– Islam er et opgør med den arabiske polyteisme og med tiden også med jødernes og de kristnes måde at udlægge gudstroen på. Den nye vil markere sig og omdefinere og reformere den eksisterende tro. Der er teologisk uenighed, men socialt er der samtidig en evne til at indoptage en accept af den anden, sagde Saer El-Jaichi, der betragter sig selv som muslim og islamforsker med en historisk-kritisk tilgang til islam.
Han fortalte, at Koranen er resultat af 20 års åbenbaringer, som både indeholder konflikt og fred, og som derfor bør tolkes i en historisk sammenhæng.
– Man gør vold mod teksten, hvis man tager enkelte vers ud af sammenhængen og fordømmer. Koranen skriver mere om Jesus end om Muhammed. Den kritiserer den kristne treenighedslære, men roser også bogens folk for deres fromhed, sagde islamforsker Saer El-Jaichi.
Ingen tolerance i jødiske skrifter
Jaïr Melchior måtte indrømme, at der ikke er den store tolerance mellem jøder og andre religioner i Toraen og de tilhørende skrifter i Gamle Testamente. Eneste rigtige dialog er når profeten Elias slår 400 Baalpræster ihjel!
Jøder er altid minoritet og som regel i teologisk opposition til magthaverne. Et eksempel er Farao, hvis land og familie måtte grueligt meget igennem, før han lod israelitterne rejse til det forjættede land. Det var mest af alt en åndelig kamp, fortalte rabbineren:
– Den jødiske teologi kommer som noget, der adskiller sig fra det, de andre gør. Toraen handler om et folk der formes ved at flygte fra Ur til Karan og videre til Kanaan. Folket flygter senere fra slaveriet i Egypten. Det er en teologisk rejse. De ni plager er en straf fra Gud. Men det er også en teologisk debat med Egyptens vismænd. Ikke kun Moses stiller sig frem, men også Aron, for han er præsten og laver mirakler. Den åndelige kamp viser sig ved, at hver gang Aron træder frem, kommer sandsigerne også frem.
Slukker egypternes solgud
– Kampen afgøres af mørket, hvor israelitternes Gud slukker egypternes solgud. Israelitterne får besked på at lejre sig ved Det Røde Hav, selv om de kunne gå tørskoet ind i ørkenen som i dag er opdelt af Suezkanalen. De lejrede sig ved havet, ved Baalsebub, havets gud. Ham skulle de også lige besejre på vejen!
Den tidlige jødedom var altså et opgør med polyteismen, præcis som islam blev det mange hundrede år senere. Det fik Jaïr Melchior til at konkludere:
– Muslimer har vi ingen problemer med. De gør ikke noget af det, der er forbudt, bl.a. afgudsdyrkelse. De tror på én gud og har ingen gudebilleder. Jøder har lov til at bede i en moské. Kristne har vi det sværere med. Flere steder er det forbudt at bede i en kirke og endda at bo ved siden af en kirke fyldt med gudebilleder.
Tre religionsteologiske tilgange
Lektor Jakob Egeris Thorsen kom hurtigt ind på begrebet frelse i sit indlæg om det kristne – og især katolske – syn på andre religioner. Er der frelse, dvs. evigt fællesskab med Gud, for ikke-kristne? Her skitserede han tre overordnede positioner: eksklusivismen, inklusivismen og pluralismen:
– Eksklusivismen er altdominerende position. Den fastholder at kun kristendommen er sand, og andre religioner kun er menneskeskabte traditioner. Det er kun de kristne, der bliver frelst, men Gud kan frelse andre af anden ekstraordinær vej – om ikke andet så ved døden.
– Inklusivismen mener, at kristendommen er sandheden, men at mennesker, der lever samvittighedsfuldt i andre religioner, kan blive frelst. Dem kalder man ”anonyme kristne” og vil kunne genkende Kristus, når de ser ham efter døden. De er nemlig allerede ”tunet ind på Guds frekvens”.
– Pluralismen er den mest udbredte position rent folkeligt. Her mener man, at alle religioner er ligeværdige og forskellige veje til Gud. Dogmerne skal forstås på mytologisk plan. Religionerne er forskellige i det ydre, men siger grundlæggende det samme.
Det kan lyde tolerant, men tager ikke forskellen mellem religionerne alvorligt, mener Jakob Egeris Thorsen.
– Det er ikke sjovt at være i dialog med en pluralist, tilføjede han og kom endelig ind på kristendommens forhold til jødedom og islam:
– Kristne anerkender den første pagts gyldighed og betragter kristendommen som en udvidelse af Guds pagt med jøderne til at gælde alle folkeslag. Islam har man større problemer med, fordi Koranen underkender Kristus som frelser og forkaster treenighedsdogmet. Efter Andet Vatikanerkoncilet lægger Katolsk Kirke dog vægt på de sider ved islam, der ligner kristendommen.
Enige om at være uenige
Således kridtede de tre religioners talsmænd banen op. Men hvor ligger så muligheden for sameksistens – uden at man mister teologisk integritet?
– Man kan ikke lave et hurtigt bypass, selv om vi alle ved, at det både godt, nyttigt og svært at leve sammen. Vi må acceptere, at vi er uenige og samtidig indse, at der er klogt at tale sammen, sagde lektor Jakob Egeris Thorsen.
– Der er heller ikke brug for teologisk enighed, men det at leve sammen er kritisk for vores fremtid, supplerede rabbiner Jaïr Melchior og tilføjede:
– Jeg ønsker ikke, at vi skal bede sammen, men at vi hver især beder med fuld respekt for de andre. Jeg vil insistere på præstens ret til at tro, at Jesus er eneste vej til frelse, og han må også gerne prøve at overbevise mig. Han skal ikke ændre sin tro, for at vi kan mødes. Vi skal mødes uanset og i respekt.
– Jeg tror ikke, der er en teologisk opskrift på sund enighed. Det er især svært for de monoteistiske religioner at blive enige, for de er alle magttraditioner. De har meget fastlåste opfattelser af, hvad der er sandt og falsk. Vi vil aldrig gå på kompromis med vores tro, sagde islamforsker Saer El-Jaichi og slog fast:
– Den rigtige måde at være sammen på, er at flytte fokus fra teologien og i stedet tage afsæt i menneskerettighedsparadigmet og anerkende de universelle menneskelige træk. Det andet er spild af tid. Lad os være enige om at vi er teologisk uenige. Og så være sammen alligevel, sluttede han.
Og så kom der alligevel en god nyhed til sidst!