Roman viser nuancer i synet på Middelhavets flygtninge

Børnene vi mødte på stranden, er en roman, der vil meget på én gang. Den er grusomt aktuel og samtidig en klassisk ungdomsbog. Den kombination lykkes – næsten.

Handlingen foregår omkring Middelhavet, dels i en italiensk by, dels i en nordafrikansk.

Vi bliver ført ind i handlingen med et spring, da de to fortællere bliver grebet og i håndjern ført ind i en arrest. Det er fra den begyndelse fortællingen udfolder sig.

Handlingens to stemmer

Først møder vi den italienske Cecilia, en lige-før-pubertetspige på 13 år, der har alle ganske unge pigers problemer og irritationer: En storesøster, der er alt for avanceret til hende, samtidig med at hun underbevidst er tillokkende med alt det nye i livet, som hun selv ikke endnu kan opnå, i form af lange bade og en kæreste. Alt dette gør storesøsteren fjern, samtidig med at hun overskrider Cecilias grænser, hvad der understreges af, at de har samme værelse, hvor den ældre tror at hun skal bestemme.

Heldigvis er der også en storebror, Alfredo på 14 år, ’rolig og sej’.

Forældrene har også deres problemer, eller rettere faderen har, for han er vred over, at hans mor har fået en ny kæreste efter at hans far er død. Heldigvis opklares alle problemerne ved, at den nye kæreste er meget rig, har et hotel på den anden side af Middelhavet og kan hjælpe der, hvor der ellers ser ud til ikke at være nogen udvej.

Handlingens anden stemme er Dauds – fra Nordafrika. Hans far er blevet slået ihjel, og selv om han er jævnaldrende med Cecilia, må han flygte sammen med sine tre små søskende over havet, der rejser sig som en uhyrlig drage omkring de fire børn i en lille båd.

Angst eller tryghed?

Mødet på stranden er altså mellem børn fra Europa og børn fra Afrika. I bedre og mere fredelige tider havde de aldrig mødt hinanden. Nu bliver så det store spørgsmål, om krigene og forbrydelserne kan skabe solidaritet, eller om det hele bare fortsætter med tryghed på den ene side af Middelhavet og angst på den anden. Og i mødet?

Det er disse to tilsyneladende helt forskellige skæbner, de italienskes og de nordafrikanskes, der flettes sammen, og i romanens begyndelse og næsten-slutning er fælles om at være pågribelse og arrestation. Det er en raffineret opbygning, hvor erindringen bliver vækket, så læseren får det hele med.

Da forløbet bliver gentaget til sidst, slutter det hele i en slags åben ring med et delvis lykkeligt vedhæng som udgang. Mere bør ikke siges om handlingen, for den er spændende og det skal ikke ødelægges for de potentielt mange læsere.

I løbet af romanen møder vi mange nuancer af synet på Middelhavets flygtninge uden at blive konfronteret med de tusinder andre, der må slås med havets drage og ikke så sjældent gå til grunde i kampen med naturen. Det må netop være hensigten, at vi får navne på de ulykkelige mennesker, enkeltskæbner, som vi i vores verden kan læse om, når medierne orker at berette om vores skyld her i Europa.

Smugleri og drengen med skjorten

Et af de fine temaer, der bør omtales, er at bogen ligesom de ’gamle’ ungdomsbøger, byder på elementær spænding i form af sammenstød med smuglere og jagten på dem. Også det er i denne bog realistisk, da børnene kommer ud for hashsmuglere.

Der er et tema, som denne læser er særlig glad for: nemlig det med skjorten: Cecilia tjener lommepenge ved at stryge sin fars, fiskehandlerens skjorter, seks på en uge, så han kan være ren hver morgen, når han går til sin forretning for at arbejde med Middelhavets rigdomme. Skjorte-motivet kommer til at spille en rolle mellem Daud og Cecilia på den måde, at den bliver brugt som udveksling, da Cecilia lærer Daud det latinske alfabet, og hun anerkender hans fremgang. Læs selv!

Samhørighed og uvenskab

En særlig skildring er beskrivelsen af, hvordan uvenskab og skænderier bliver til samhørighed, når der dukker virkelige ulykker op – og hvordan de risikerer at komme igen, når konflikterne har ændret sig og delvis er blevet løst.

Der er med denne bog tale om et indlæg i tidens problemstillinger. Det er flot i en ungdomsbog og i et lettilgængeligt sprog at få så mange ægte fakta med – og alligevel at skildre flere slags stillingtagen hos de voksne, inklusive jalousi.

Lille forbehold

Hvad denne læser godt kan savne i en så vægtig roman er smertepunkterne, som der omtales mange af. Men teksten kommer aldrig helt derned, hvor alle de forfærdelige fænomener gør rigtig ondt. De er der -men uden at ryste.

Jeg tror at det har noget at gøre med de to stemmer, Cecilias og Dauds. Det er en glimrende ide at lade de to store børn få ordet, men jeg fornemmer hele tiden, at der alligevel er en alvidende fortæller bag teksten som ikke glemmer, at dette er en bog for unge, sårbare mennesker. Havde det gjort noget, at forfatteren ville vise sin alvidenhed? Jeg tror det ikke, men jeg vil ikke være stædig. Det må hver læser afgøre. Og bogen fortjener mange læsere.

Catrine Werchmeister: Børnene vi mødte på stranden Egolibris 2016, 362 sider