Sagal viser omsorg for sine medmennesker

Af Marianne Olsen

Sagal har sat sig ved bordet i spisestuen med en stak papirer. De skal udfyldes og sendes til Center Sandholm, hvor hun skal møde for at få sin opholdstilladelse forlænget.

Da hun var kommet til Danmark i 2016 med sine to små børn, begyndte hun straks at sætte sig ind i en verden, der for hende var noget helt andet, end det hun kendte hjemmefra. Hjemme var dengang Etiopien. Hun var lige fyldt 30 år og bogstavelig talt alene i verden.

Takketale på dansk

Alt hvad der var omkring hende, viste hun omsorg, og det var umiddelbart hendes held. Det gjorde at hun i alle døgnets vågne timer arbejdede på at forstå sine omgivelser – i sprog og handling, og da hun i sommer sidste år bestod dansk 1-prøven, holdt hun en takketale på dansk for sine lærere.

Man siger at danskerne har dovne ører og helst kun hører deres egen egns sprog. Det er en holdning som alle glemte, når Sagal talte med dem og lyttede.

Kald som handicaphjælper

Når man kommer her til landet som flygtning, får man forskellige muligheder for at arbejde med løntilskud. Den chance fik Sagal også, da hun fik arbejde som handicaphjælper. Hun opdagede at det var et kald. Hun fortalte hvor glad hun var for ’sine borgere’, hjalp dem med alting, både personlig pleje og indkøbsture, for at nævne de to yderligheder, hun skulle tage sig af.

Da tilskudsperioden holdt op, fik hun arbejde som rengøringshjælp på sygehuset i nærheden af mig, og vi fik et par stunder sammen efter arbejdstid.

Vil klare sig selv

Sagal blev klar over at også dette arbejde med tilskud havde sine grænser.

”Jeg vil ikke gå på rådhuset for at få arbejde foræret. Jeg vil klare mig selv nu,” sagde hun til mig en dag.

Og hun fandt selv arbejde: Kl. 04:30 står hun op og bliver hentet i en stor bil for at gøre rent både i Slagelse og forskellige steder i København. Børnene, som nu går i 5. og 6. klasse står selv op og går i skole, og ved aftenstid spiser de sammen.

Håbet lever

Sagal ser frem og håber at hun nu kan begynde på en SOSU-uddannelse og opfylde sit kald og hjælpe dem, som har brug for hjælp:

”Jeg elsker de mennesker!” siger hun med varme i stemmen. ”Og når jeg i forbindelse med uddannelsen får SU, kan vi godt klare os. Jeg tjener godt nu, så det bliver ikke noget problem.”

Sagal har ingen familie tilbage i Etiopien. Vi er blevet hendes valgfamilie her i Danmark, og nu sidder hun og udfylder sine papirer.

Der bliver solskin i min stue. Det er hendes livsmod og hendes håb, der varmer på denne kølige regnvejrsdag.