Salig i troen på det gode i mennesket

Af Marianne Olsen

I denne tid med isolation er det noget særligt at dykke ned i god litteratur. Her er en novelle, som er læst i gymnasieskolens franskundervisning i et klasseværelse fyldt med elever og til fælles inspiration. I dag er situationen en anden, og den giver et særligt perspektiv til gyseren om legetøjsfabrikanten, der tror for godt om menneskene – og dog? Han bliver i hvert fald salig i sin tro.

Legetøjsfabrikant Karl Levy, der bor i München, har kæmpet i første verdenskrigs skyttegrave og har der fået en masse gode soldaterkammerater. Vi ser staks på navnet at han er jøde. Det er vigtigt i denne sammenhæng, for novellen begynder, da Hitler kommer til magten.

Karl Levy er både en dygtig forretningsmand og en sand humanist: I hans bogreoler finder man både Platon, Montaigne, Erasmus af Rotterdam og Heine, og på trods af hvad han kan høre på gaden, stoler han på menneskets gode natur. Skønt han har været ude for at blive overfaldet af nogle få slyngler, tager han sig ikke af om folk er klædt i naziuniform eller har arbejdsmandskasket på. Alt dette ændrer ikke på hans tillid til den menneskelige natur. Levy arbejder, drikker sin gode cognac, ryger sine store cigarer og hører ikke efter, når hans ”racefæller” opfordrer ham til at følge med og emigrere.

Heldigvis har vores tillidsfulde hovedperson et omsorgsfuldt ægtepar i sin tjeneste: Hr. og fru Schutz. (Schutz er tysk og betyder beskyttelse.) Fru Schutz laver den lækreste mad, og hr. Schutz sørger for have og reparationer i huset. Den gode tjener deler også Levys humanistiske indstilling og interesse, så de kan ofte drøfte de store digtere, når dagens arbejde er til ende.

Men som vi ved, kan det liv ikke fortsætte. Avisernes nyheder bliver værre og værre for Levy, og radioen er ikke bedre, så Levy tager en beslutning: Han overlader fabrikken til Schutz, så alt er i orden med købskontrakt og det hele. Og de udarbejder ovenikøbet sammen et moddokument, så han kan overtage den igen, når der kommer bedre tider.

Så bliver gulvtæppet i Levys bibliotek rullet sammen, og derfra bliver der installeret en stige ned til vinkælderen. Alt bliver gjort hyggeligt, så Levy kan bo der med bøger og beskyttet af det flinke tyske tjenerpar. Om aftenen hænder det at Schutz kommer med, når konen bringer det udsøgte aftensmåltid. Så sidder de to mænd og drøfter filosofferne og bestyrkes i den menneskelige naturs godhed.

Men aviserne kommer med dårligere og dårligere nyheder, og Levy beslutter at han ikke bryder sig om at læse mere. Han afskaffer også radioens meddelelser og nøjes med, at de flinke folk, der sørger for ham, fortæller nyhederne fra verden udenfor og trøster ham. Han får et chok, da han erfarer at England har tabt krigen, men så priser han sig lykkelig over det trofaste par, der usvigeligt passer på ham.

Der går nogle år og en dag vender en af Levys gamle venner hjem fra emigrationen og banker på i huset i Schillerstrasse. En gråhåret, noget skrutrygget herre åbner døren. Han kan kun fortælle at han ikke ved noget om hr. Levy.

Legetøjsfabrikken går strygende. I kælderen bliver den gamle arbejdsgiver stadig forkælet. Hans hud er blevet dårligere, han har somme tider et hjerteanfald.

Novellen ender sådan: ”Hver morgen kommer fru Schutz ned med en buket friske blomster som hun sætter ved hr. Karls hovedgærde. Hun ordner hans hovedpude, hjælper ham med at vende sig i sengen og mader ham med ske, for han kan ikke mere spise selv. Han kan dårlig nok tale nu, men af og til får han tårer i øjnene; hans anerkendende blik ser på de flinke folks ansigter, de folk som så fint har kunnet bekræfte den tillid som han havde vist dem og mennesket i almindelighed. Vi mærker at han dør som en lykkelig mand, mens han holder sine trofaste venner i hånden og i den sikre forvisning at han har set ret.”

Romain Gary, der selv var jøde, kæmpede i England mod nazismen under Anden Verdenskrig. Han er en af det 20. århundredes store franske forfattere, et menneske, der aldrig var i ro. TV har for nylig sendt en filmatisering af hans erindringsroman, La promesse de l’aube. Filmens danske titel er Løfte ved daggry.