Saliha og Sebastian: Vi mødes i troen, selv om vi tror forskelligt
Saliha Fetteh og Sebastian Olesen fra Vollsmose tror noget forskelligt. Men bare det, at de har en tro, giver dem noget at tale og være sammen om.
Sebastian Olesen og Saliha Fetteh er fælles om at tro på Gud. Foto: Svend Løbner.
Artiklen blev bragt første gang den 2. januar 2021.
En kristen faster under Ramadanen. En muslim bruger timer på at studere gamle kirker. Det er ikke hver dag, man møder troende med så bredt et udsyn. Men det har Saliha Fetteh og Sebastian Olesen. Skyklapperne får ikke en chance, fordi de begge er så tydelige med, hvad de tror på. De holder ofte foredrag sammen på skoler i projekt ”Din tro, min tro” under Folkekirkens Skoletjeneste. – Nogle gange kan det være godt at komme lidt væk fra det man repræsenterer. For så ser man på sit eget med nye øjne, siger Saliha, og Sebastian nikker samstemmende.
Lyt til en podcast med Saliha og Sebastian her: Sameksistens.dk · Saliha og Sebastian: Vi mødes i troen, selv om vi tror forskelligt
Julefrokost og Ramadanfaste – Jeg får sådan en hyggelig højtidsfølelse under Ramadanen, som vi kristne gør det i julen. Så da faster jeg også nogle dage og bryder fasten sammen med mine muslimske venner, siger Sebastian. – Og jeg deltager i julefrokoster og påskefrokoster, supplerer Saliha. – Jeg kan også li’ at besøge gamle kirker. Det bliver jeg ikke mindre muslim af. Så er scenen sat til en spændende samtale om tro mellem to Vollsmoseboere. Saliha er lige flyttet til Odensebydelen, hvor Sebastian har boet i seks år. Saliha Fetteh er nordjyde og konverterede til islam for 40 år siden. Hun er cand.mag. i Moderne Mellemøststudier fra Syddansk Universitet og har en bachelor i arabisk fra Mustansariyya Universitet i Bagdad, Irak. Hun er forfatter og har været ekstern lektor ved Syddansk Universitet. Nu underviser hun i arabisk på VUC Odense. Sebastian Olesen er vokset op i en kristen familie i Vestjylland og fik en personlig tro som 14-årig. Han har en bachelor i Interkulturel pædagogik og arabisk fra Syddansk Universitet og arbejder for en nystiftet forening Al Beshara som har til formål at bygge venskaber mellem muslimer og kristne gennem foredrag og sociale medier.
’Troen bør gennemsyre hverdagen’ Religion forbindes ofte med konflikt og ekstremisme. Hvad betyder tro for jer? – Tro er for mig en overbevisning i mit hjerte om, at der er noget større end mig selv. Troen på, at der er en skaber, fortæller Saliha. Troen skal gennemsyre ens hverdag, pointerer hun. – Det nytter ikke noget at man tror på Skaberen, hvis troen ikke også udmunder i god opførsel. Troen skal være i hjertet, ikke kun i munden! Hvad betyder det personligt at have noget at tro på? – Der afhænger naturligvis af hvad og hvem man tror på. Man bliver jo selv formet af det, man fokuserer på. Eller den man tilbeder, supplerer Sebastian: – Jeg tror på, at Gud er kærlighed og når jeg retter min opmærksomhed mod ham, bliver jeg formet af den kærlighed og får lyst til at møde andre med den samme kærlighed. Kan du genkende det gudsbillede, Saliha? – Jeg tænker ikke så meget i Guds kærlighed, må jeg indrømme. Jeg tror det er meget kristent. Jeg tænker mere barmhjertighed. At man som troende skal udvise barmhjertighed over for andre og tage dem, hvor de er. Jeg tænker mere over, hvordan jeg gebærder mig, om jeg gør mig fortjent til det liv, jeg har. Og jeg oplever, at når jeg har været ude i en hård situation og så beder og kan se at tingene løser sig, så tænker jeg ikke kærlighed, men taknemmelighed.
’Religion er ikke en privatsag’ Men nogle politikere vil holde religion ude af det offentlige rum… – Jeg mener, at vores danske politikere skal kigge sig lidt omkring. Folketinget indleder et nyt arbejdsår med en gudstjeneste. Jeg tror ikke, der er noget parlament i den arabiske verden, der starter deres arbejde efter sommerferien med en fælles bøn. Så hvis man vil holde religionen ude af samfundet, skal man starte dér, hvor man selv befinder sig, siger Saliha og Sebastian supplerer: – Det giver ikke mening at religion skal holdes i den private sfære. Religion fylder i menneskers liv, og derfor kommer den også til udtryk. Derfor virker det ikke, når politikere siger, at religion skal være en privatsag. Men det er en udfordring, at mange danskere mener, at religion er en privatsag og derfor ikke taler om det. Og så kommer der en masse mennesker med mellemøstlig baggrund som har en meget stærk identitet i religionen – og det er måske her konflikten er. – Ja, det tror jeg, istemmer Saliha, og Sebastian uddyber: – Hvis begge parter – både kristne og muslimer – havde en stærk tro og ville leve efter den, så tror jeg integrationen ville gå bedre.
Når politikere misbruger kristendommen Saliha vender tilbage til eksemplet om Folketingets åbningsgudstjeneste: – Jeg siger ikke, at man skal sløjfe åbningsgudstjenesten. Kristendommen er jo ikke bare en religion, det er også en del af den danske kulturarv. Men når en politiker så siger, at vi skal holde religion ude af det offentlige rum, kan jeg godt blive lidt spydig! Samtidig er politikere på højrefløjen begyndt at tale meget om kristendom. Det kan godt få Sebastian op af stolen: – Det er jo altid dejligt, når nogen har en tydelig tro og kommer til en større erkendelse af Jesus, men jeg synes også det er ærgerligt, hvis den samme politiker så i næste åndedrag gør noget, som skader omdømmet af min tro. Hvis man fx taler meget dårligt om andre mennesker, stigmatiserer dem og fremlægger regler som ødelægger menneskers liv. Ord og handling skal stemme overens.
’Troen passer til ens tænkemåde’ Saliha og Sebastian er rørende enige, så nu går vi tættere på og spørger, hvad de er særligt fascineret af i deres egen tro: – Fascinerende er ikke et ord, jeg bruger, svarer Saliha. – Da jeg i tidernes morgen konverterede til islam, var en af årsagerne, at jeg havde en tro på Gud som skaber, og når man som ung ikke får sit åndelige behov opfyldt i sit hjem eller nærmiljø, så begynder man at søge andre steder. Og så tager man det, der passer bedst til ens måde at tænke på. Det gjorde jeg, og det hviler jeg i i dag. Jeg er ikke fascineret, men ser tingene som de er. Det er ærgerligt, når politikere gør noget, som skader omdømmet af min tro, siger Sebastian Olesen. Foto: Svend LøbnerSebastian har ikke problemer med ordet fascination: – Igen kommer jeg tilbage til ordet kærlighed. Der er noget unikt i kristendommen ved at Gud sender sin søn til jorden for at leve et menneskeliv. Det er jo dybt forargeligt i islam… – Ja, istemmer Saliha. – Men det er netop det, der er så fascinerende, insisterer Sebastian. – Det er fantastisk, at den almægtige Gud vil gå så langt for at møde sit skaberværk og os mennesker. Saliha er uenig, men beundrer alligevel de personer, det hele begyndte med: – Det kan til gengæld fascinere mig, at du har en mand, en profet i mine øjne, Jesus, og en anden mand, Muhammed, som sammen har skabt to store verdensreligioner, som millioner af mennesker følger i dag. Det tror jeg ikke, de havde forudset dengang.
Fascineret af omsorgen for de svage Nu vender vi spørgsmålet om: Hvad beundrer I i hinandens religioner? – Jeg beundrer den kollektivistiske kultur vi finder i Mellemøsten, indleder Sebastian: – Jeg kan godt være lidt misundelig på den måde, man tager sig af hinanden på, og den omsorg, man har for de ældre. I moskéen beder muslimer skulder ved skulder – dog ikke under Corona – mens vi kristne sidder lidt spredt i kirkerne. Saliha pointerer, at dette nok har mere med kultur end med religion at gøre: – Man kan også se det blandt kristne i Mellemøsten. Der er jo et fantastisk fællesskab. Jeg har selv boet et sted, hvor den ene nabo var katolik og den anden protestant. Katolikken kom altid ind ad døren, når hun skulle til messe og spurgte, om de ikke skulle tænde et lys for mig også. ”Ja, gør du bare det,” sagde jeg. De havde deres eget fællesskab i kirken, men når de så var udenfor kirken, gled de bare ind i den muslimske majoritets fællesskab. – Jeg tror faktisk, at det er nemmere at blive en del af hinandens fællesskab, når man har en tro. Man behøver ikke at tro det samme, fortsætter Saliha, og Sebastian nikker – og smiler, da hun fortæller om Sebastians besøg, da hun boede i den jordanske hovedstad Amman: – Jeg bad Sebastian om at bede bordbøn, inden vi skulle spise. Jeg er da ligeglad med, om Sebastian beder den eller en muslim gør det. Jeg føler, vi har et fællesskab. Sebastian venter på, at Saliha skal svare på det samme spørgsmål, som han svarede på… Hvad er det så, der fascinerer dig ved kristendommen, Saliha? – Når jeg rejser i Mellemøsten, besøger jeg ind imellem kristne organisationer der driver børnehjem eller hjælper voldsramme kvinder eller fattige. Der har de kristne formået at organisere sig meget bedre end så mange muslimske organisationer har. Det beundrer jeg.
Dom, himmel og helvede… Det er tydeligt, at Saliha og Sebastian er vant til at tale om tro – men her kommer måske et uventet spørgsmål: Men hvad ser I som udfordring i jeres egen tro? Sebastian lægger ud: – Jeg frustreres mest over den tydelighed, der er i Bibelen om, at der er en dommedag, hvor man enten kan lande i Paradis eller i Helvede. Og at troen på Jesus er den eneste adgangsbillet til Paradis. Det er da også en voldsom historie. Hvad tænker du om det, Saliha? – Lige den med himmel og helvede kan jeg godt forholde mig til. Men efter hånden som jeg er blevet ældre, er jeg begyndt at sige til mig selv: Du gør dit bedste, og så skal du lade være med at gå og spekulere over det 24 timer i døgnet. For så risikerer jeg som muslim at blive lidt falsk, måske. At man gør gerningerne med et vist formål. Og det gider jeg ikke. Vorherre kan se, hvad der er i mit hjerte, så jeg lader ham dømme. Bestræb dig på at være et ordentligt menneske, og så lad Gud afgøre resten – men lad være med at være falsk!
Jihad er at stræbe, ikke dræbe Er der noget i selve troen der frustrerer dig? – Nej, egentlig ikke. Der er ikke så mange love og regler i islam, som man skulle tro. Man har et fundament: de fem søjler (Trosbekendelsen, de fem daglige bønner, betaling af zakat, faste under Ramadan, og pilgrimsfærden til Mekka – red.) Dem skal man overholde. Meget af det andet er kultur og historie. Så er der nogen, der peger på ”hellig krig”. Men begrebet jihad kan tolkes på mange måder. Ordet betyder bare “at bestræbe sig”. Og man kan bestræbe sig på så mange måder. Fx på at være et ordentligt menneske og være et forbillede for andre. Samtalen er nu så langt fremme og fortroligheden så massivt til stede – ikke mindst fordi Saliha og Sebastian er vant til at rejse og holde foredrag på skoler sammen – at Sebastian udfordrer Saliha med Bibelens beretning om Jesu korsfæstelse, som Koranen benægter omkring 600 år senere: Er det ikke en udfordring, spørger han: – Jo, det er jo det historiske. Men som muslim er det blot vigtigt at have sin tro i orden og efterleve de fem søjler i islam. Når jeg læser historien – både den muslimske og den kristne – tænker jeg enten ”det forstår jeg” eller ”det må I længere ud på landet med”. Hvis der kun var én fortolkning i hhv. islam og kristendom, hvorfor er der så mange grupperinger indenfor begge religioner?
Beder, tænder lys og laver mad Så er vi tilbage ved kulturen og traditionerne, ikke mindst de traditioner, der bliver udtrykt i højtiderne. Hvad tænker I, når I møder hinandens højtider? Sebastian begynder: – Jeg får som nævnt en hyggelig højtidsfølelse under Ramadanen, som jeg også gør op til jul. Og så er jeg bevidst om at mange muslimer i denne periode bruger meget tid på at søge Gud. Så her bruger jeg også selv ekstra meget tid til at bede for muslimer. Nogle gange har jeg også fastet et par dage og været hjemme hos muslimske familier og brudt fasten. Saliha fortæller også om at være fælles om fasten: – Da jeg boede i Irak, var min ene nabo kristen katolik og fastede også – dog på en anden måde end vi muslimer. I Ramadanen sagde hun, inden jeg gik på arbejde: Jeg skal nok lave aftensmad, så det behøver du ikke at spekulere på. Og jeg gjorde det samme for hende. Der var en forståelse imellem os, fordi vi begge havde en tro.
Juletraditioner overføres til Ramadanfejring – Her i Danmark synes jeg også, der er en stigende forståelse for hinandens traditioner – især blandt de unge. De går i børnehave og skole sammen, og så er der selvfølgelig den lille gruppe, som ikke vil have noget med hinanden at gøre. Jeg synes, at man som troende menneske, enten man er muslim eller ej, har man en pligt til at respektere andres religiøse traditioner. Sebastian bryder ind: – Jeg har også set, at mange muslimer har et juletræ derhjemme. Det kan Saliha godt genkende: – Jeg kender mange muslimer, som siger: ”Julen siger ikke mig noget, men det er hyggeligt, og jeg gør det for mine børn.” De er måske vokset op her i Danmark og har været misundelige på deres legekammerater som havde juletræ og fik gaver. Saliha oplever, at mange – især unge – er begyndt at tage den danske kultur til sig. – Jeg opdager, at de har Ramadankalender, Ramadanlys osv. Hvor har de fået den idé fra? Der kommer mere og mere af det. Og det er tegn på, at man udveksler idéer og lærer af hinanden. Man tager noget fra de andre og gør det til sit eget.
Tydelighed giver tryghed Kan man beholde sig egen dybfølte religiøse overbevisning og samtidig tage en anden kultur til sig på den måde? – Ja, det kan man sagtens, siger Sebastian. – Når jeg møder et andet menneske, prøver jeg at gå så langt jeg kan, uden at gå på kompromis med min egen tro. Også når jeg er sammen med muslimer. Fasten er også en del af den kristne tro, og der står ikke noget om, hvornår vi skal faste, og hvordan vi skal gøre det, så jeg kan lige så godt gøre det i Ramadanen som på et hvilket som helst andet tidspunkt. – Jeg er helt enig med dig, Sebastian, siger Saliha. – Nu holder jeg ikke juleaften, for mine forældre er døde, og i min familie tager man ud og rejser i stedet for. Men jeg har da deltaget i julefrokoster og påskefrokoster. Og jeg har læst historie og kan derfor også li’ at besøge gamle kirker. – Kirkerne er også en del af min kulturarv. Dér kan jeg godt rende rundt i mange timer og lede efter skjulte symboler. Det bliver jeg ikke mindre muslim af, ligesom Sebastian ikke bliver mindre kristen af at besøge en Moské i Amman og drikke en kop te med imamen.