Samtalens etik: Giv modparten i debatten et fair spillerum
Samtalen er grundlæggende for demokratiet og samtalens etik skaber balance i ophedede politiske debatter. Kaj Munk inspirerer med sin respekt for modparten og viljen til at lytte.
Modelfoto: Wix
Af Peter Øhrstrøm, professor ved Aalborg Universitet og formand for Kaj Munk Forskningscentret,
og Christian Grund Sørensen, postdoc v. Kaj Munk Forskningscentret og sognepræst.
Hvordan bør vi behandle hinanden i diskussioner med den modpart, vi er allermest uenig med? Det spørgsmål er helt afgørende, hvis debatten i det offentlige rum og i den private sfære skal være tålelig og måske endda frugtbar. Man kan ligefrem sige, at den gode debattone er en forudsætningen for demokratiet.
En af dem, som på den danske kulturs præmisser, har lært os mest om samtalens etik – og vore forpligtelser over for hinanden, når vi er mest uenige, er præsten, dramatikeren og samfundsdebattøren Kaj Munk (1898-1944). Han lagde stor vægt på respekten for modparten og viljen til at lytte. Han formulerede gerne principielle forsvarstaler for deltagere i den offentlige debat, som forsvarede synspunkter, som Munk slet ikke selv ville støtte.
Ingen må behandles uretfærdigt eller nedladende
Modparten i debatten må ikke behandles uretfærdigt eller nedladende. Vi skal behandle hinanden ordentligt og give vores modpart et fair spillerum. Sagen er nemlig, at det stort set aldrig er sådan, at fornuften kun er på den ene side i en medmenneskelig debat. Med Munks egne ord:
”Vi har jo nemlig gjort den Iagttagelse, at Ordene aldrig helt dækker en Mening. Endvidere, at alle Mennesker er forskelligt indrettede, så de i Følge Anlæg og Natur og Paavirkninger nødes til at mene nogle et om en Sag, andre noget andet. Hvem der har Ret, er svært at sige, og stundom var de maaske ingen Ret, og stundom var de maaske enige, hvis de blot kunde udtrykke sig helt klart.” (Prædiken til Fastelavn (A) (1) 1925).
Det kender de fleste godt. I mange tilfælde har begge sider af debatten til en vis grad ret, og vi ville gøre ret i at lytte til hinanden og tage ved lære. Munk fortsætter:
”Ud af denne Indsigt er da saa kommen hos alvorlige Mennesker for det første en Trang til at undgaa Ordstrid, der for det meste er gold, og heller arbejde paa Enighed og især i Enighed, selv om det skal koste nogle Selvhævdelsesofre, og for det andet en ærlig Vilje til at have Respekt for andres Anskuelser og en stor Sky for at stemple nogen med Kætternavn.” (Prædiken til Fastelavn (A) (2) 1925).
Modparten skal respekteres for sit engagement
Vores modpart i diskussionen skal altså ifølge Munk ikke bare sværtes til og kaldes kætter (eller noget værre). Den samvittighedsfulde modpart skal simpelthen respekteres for sit engagement i debatten:
”Mennesker, der staar helt og tappert paa deres Samvittigheds Side, dem kan jeg nu engang ikke lade være at have Ærbødighed for, ihvad de saa mener og siger og gør, og hvor lidt jeg synes om det… Jeg fremsætter ikke dette Synspunkt, fordi jeg tror, det er det eneste rette; ethvert menneskeligt Standpunkt er forkert. Men jeg kommer frem med det, om jeg muligvis derigennem kunde hjælpe nogen til at klare dem deres eget. Selv at skønne — det er det store Maal for enhver, der samler sig under Luthers Navn.” (Prædiken til Fastelavn (A) (2) 1925).
Henvisningen til Luther sigter til Rigsdagen i Worms 1521. Her bliver Luther af den pavelige gesandt afkrævet at tilbagekalde sine reformatoriske skrifter. Luther afviser såvel kejser- som pavemagt med henvisning til, at det ikke er tilrådelige at handle imod sin samvittighed. Kun overfor Bibelens ord eller ”klare grunde” kan Luther tilbagekalde. De ”klare grunde” er henvisning til renæssancehumanismens idealer for logik og argumentation.
Det er de samme grundlæggende regler for en åben debat, som bl.a. oplysningstidens Voltaire står for. Fejlagtigt er han blevet tillagt dette citat som dog synes at dække såvel Voltaires som Munks dialogiske princip: Jeg foragter Deres mening herom, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre den.
Prædikede selv respekt for ateisten Brandes
Naturligvis betyder Munks udsagn om samtalens etik ikke, at der aldrig forekommer misforståelse, og at alle holdninger og udsagn er lige gode eller sande. I 1920’erne var Munk engageret i en stor debat om kristendom kontra ateisme. Med skuespillet Ordet replicerede Munk overfor den ret højtråbende ateisme fra kredsen omkring Georg Brandes. Men også her i den betændte debat levede Kaj Munk op til sit princip om at respektere sin modparts ærlige engagement. I et brev til vennen Niels Nøjgaard skrev Munk i 1927:
”.. mit Kald i Danmark blev: fra Golgathahøjen ved Foden af Korset at prædike Respekt for Brandes”.
Munk skrev ovenikøbet et tankevækkende skuespil om Brandes, ”I Brændingen”, hvori han naturligvis også bidrog til debatten ved at præsentere en række alvorlige svagheder og problemer forbundet med Brandes’ position. På den måde viste han, at selv en fundamental diskussion om religion og livssyn kan føres med respekt for modparten.
Modparten må høres med respekt
Hvor samtalens etik hos Kaj Munk løfter arven fra renæssancehumanismen og oplysningstiden er det tydeligt, at denne etik er udfordret i dag. Fra flere sider – politisk og ideologisk - kan magtens etik undertrykke den nødvendige åbne dialog.
Det danske samfund må besinde sig på, at også den som tager fejl, kan have ret. Samtalens etik giver spillerummet til at lære af hinanden.
Peter Øhrstrøm er professor i informationsvidenskab ved Aalborg Universitet og bestyrelsesformand i Kaj Munk Forskningscentret samme sted. Han er cand.scient. i matematik og fysik, lic.phil. (ph.d.) i idéhistorie samt dr.scient. i videnskabshistorie. Han var medlem af Det Etiske Råd i perioden 2000-2010.
Christian Grund Sørensen er postdoc på Kaj Munk Forskningscentret og sognepræst i Folkekirken. Han er cand.theol., cand.it. i Multimedier & livssyn og ph.d. i medier og livssyn. Hovedredaktør på udgivelsen af Kaj Munks prædikener og publicerer afhandlingen Prædikanten Kaj Munk ultimo 2023.