Sarah fra Pakistan: ’Jeg har altid haft håb’

Sarah Wasti Ayub har aldrig haft en forventning om, at livet skulle være let.

Foto: Birthe Munck-Fairwood

Som en del af Pakistans kristne mindretal voksede Sarah Wasti Ayub op med forældre, der lærte hende at tage udfordringer op, stole på Gud og aldrig opgive håbet. Fra hjemlandet har den 36-årige pakistaner en BA i erhvervsøkonomi og en MPhil i konflikt- og fredsstudier. I Danmark arbejder hun som pakker for et online supermarked, mens hendes mand søger om dansk autorisation som læge - en proces, der tager flere år. Og så er hun begyndt at lære dansk, fortæller hun med et smil, mens hun serverer pakistanske samosas i lejligheden i Tåstrup.

Pakistanere er et imødekommende folk

Hendes familie har været kristen i tre-fire generationer. På mødrene side konverterede hendes oldefar til den kristne tro og blev senere præst. Også i hendes fars familie har den kristne tro dybe rødder. Sarah Wasti Ayub fortæller med varme i stemmen om opvæksten i Pakistan i en veletableret familie, hvor hendes far arbejdede som ingeniør i cementindustrien.

- Jeg elsker mit land og det liv, vi havde i Pakistan. Pakistan er et meget smukt land, og pakistanere er et venligt og imødekommende folk. I Pakistan er 96 procent af befolkningen muslimer, så som kristne tilhørte vi et mindretal. Det var ikke altid let, men er der over tre millioner kristne i Pakistan. Det svarer til halvdelen af Danmarks befolkning. Vi er faktisk mange.

Muslimske veninder

Sarah voksede op i storbyen Karachi på en compound for medarbejdere i den virksomhed, hvor hendes far var ansat.

- Det var et fantastisk sted, hvor folk var åbne og liberale. Vi boede i en smuk fireværelses lejlighed med balkon. Jeg voksede op med to yngre brødre, og vi tog på stranden, cyklede, spillede basketball og badminton og gik til koncerter med popsangere. I vores familie blev der aldrig gjort forskel på drenge og piger.

- Selvfølgelig var der også udfordringer. Jeg oplevede da somme tider, at nogle af mine klassekammerater gerne ville omvende mig til islam, men jeg vidste jo godt, at det var noget, de havde hjemmefra. Fra deres familier. Og der var altid andre i klassen, der tog mit parti og forsvarede mig. Det blev aldrig rigtig ubehageligt. Jeg havde også veninder, der var muslimer. Jeg besøgte dem i deres hjem, og de kom hjem til os. Det var helt normalt.

Flytning gav kulturchok

Da Sarah Wasti Ayub var 12 år, flyttede familien til en anden provins. Her var kulturen meget anderledes. De fleste kvinder gik med islamisk klædedragt, og det var sjældent, at kvinder kørte bil.

- Det var lidt af et kulturchok for os. Vi flyttede på grund af min fars arbejde. I Karachi var det dårlige tider for cementindustrien. Da der opstod uroligheder i byen, fik folk ikke løn i flere måneder. Min far var meget åben om situationen og hvorfor det var nødvendigt, at han skiftede job. Men han ville ikke rejse uden os. Det var vigtigt for ham, at vi var sammen som familie. Selv om det var en stor forandring, fulgte der også mange positive ting med.

En oplevelse nogle år senere blev på mange måder skelsættende for familien. Først senere forstod Sarah Wasti Ayub alvoren.

Anklaget for blasfemi

- Jeg var omkring 15 år, da det skete. I Pakistan kan blasfemi straffes med alt fra en bøde til dødsdom. Loven bruges sjældent, men nogle forsøger at bruge den, hvis de ønsker hævn over andre. På min fars virksomhed var der en yngre medarbejder, som ikke passede sit arbejde. Som teamleder påtalte min far det, og kort efter blev min far taget ud af bussen på vej hjem fra arbejde af en ophidset folkemængde, som medarbejderen havde samlet, og anklaget for blasfemi. Men inden der skete mere, nåede sagen frem til ledelsen, og en seniormedarbejder stod frem og forsvarede min far. Han kendte min far og vidste, at han aldrig ville sige noget dårligt om islam eller nogen anden religion eller person. Dermed faldt sagen til jorden. Min far fortsatte med at arbejde i virksomheden, indtil han gik på pension. Og det endte med, at den medarbejder, der havde anklaget min far, mange år senere fortalte ham, at han aldrig havde mødt så venlig og retskaffen en mand som min far.

- Jeg er meget stolt af min far og vil gerne ligne ham mere, fortæller Sarah Wasti Ayub.

Foto: Birthe Munck-Fairwood

Efter to år i Danmark indrømmer Sarah gerne, at det ikke har været omkostningsfrit at flytte familien fra Pakistan til Danmark. Men hverken hun eller hendes mand har fortrudt, at de tog springet ud i det ukendte.

- Vi havde hørt, at Danmark mangler læger. Min mand er læge. Vi var en ung familie med overskud til at prøve noget nyt. Det handlede ikke om levestandard. Materielt havde vi alt, hvad vi kunne ønske os i Pakistan - hus, bil, gartner, chauffør og hushjælp. Det handlede snarere om livskvalitet. Og til en vis grad om tryghed. Der er ting, man ikke kan købe for penge. I Pakistan lever man med vagter alle steder. I Danmark kan man lade sit barn løbe foran sig på gaden. Her er større tryghed og en anden frihed. Så da en ven for nogle år siden fortalte os om muligheden for at arbejde i et skandinavisk land, begyndte vi at overveje det. Og efter et år var vi klar til at rejse.

Pakker i et online supermarked

I begyndelsen håbede Sarah at finde arbejde, der svarede til hendes uddannelse.

- Det var selvfølgelig naivt. Det finder man ikke uden netværk. Og slet ikke i en coronatid, hvor alt lukkede ned. Efter seks måneder havde vi brugt vores opsparing, og der ville gå endnu et par år, inden min mand havde bestået alle eksaminer og kunne få sin autorisation. Derfor skulle jeg have et arbejde. Det blev så som pakker i et online supermarked. Det var hårdt i begyndelsen. Min krop var ikke vant til den slags arbejde. Nu går det bedre. Jeg er stadig træt efter arbejde, men det er OK. Om kort tid skal min mand op til den sidste eksamen og får forhåbentlig snart sin danske autorisation, så han kan begynde at arbejde som læge.

Håb og nåde driver værket

Som voksen har Sarah Wasti Ayub tænkt meget over, hvad det betyder at have et håb.

- Jeg har altid haft håb. Det havde jeg i Pakistan, og det har jeg her i Danmark. For mig er håb som et skjold. Vi vil altid opleve problemer og udfordringer. Håb afhænger ikke af, hvor mange udfordringer, vi møder, men hvordan vi møder dem. For mig er håb ikke bare en mulighed. Det er en konsekvens af mit forhold til Gud.

Hun er taknemmelig for, at forældrene tidligt lærte hende og hendes brødre til at tage ansvar for deres liv.

- Vores forældre var der altid og lyttede til vores problemer, men de sprang ikke bare til og løste dem for os. De har altid stolet på os og vist os stor tillid. Det har forberedt mig på lidt af hvert. Udfordringer er en del af livet. Men jeg tror, at det altid er muligt at komme videre. Og at når det sker, er det nåde. Guds nåde.

Sarah Wasti Ayub

• Født 1985 i provinsen Punjab i Pakistan.

• BA i erhvervsøkonomi, MA i virksomhedsadministration og MPhil i Conflict and Peace Studies.

• Kom til Danmark i 2019 og arbejder som pakker på Nemlig.com

Artiklen er tidligere bragt i bladet Nyt på Tværs og bringes her med tilladelse fra Tværkulturelt Center.