’Send flere flygtninge. Integrationen går glimrende!’
Af Svend Løbnerog Michala Linn
Michala Bendixen er kendt fortaler for flygtninge og er de seneste 12 år lykkedes med at få omstødt mange sager for afviste asylansøgere. Som formand for foreningen Refugees Welcome er hun godt inde i lovgivningen og har gjort sig grundige overvejelser om flygtninge, migranter og integration i Danmark.
Vi besøger hende på kontoret i Valby og agerer ”djævelens advokat” for at få hendes svar på den mest udtalte indvending mod at modtage flere flygtninge. Det er ofte de samme argumenter, der går igen i flygtningedebatten. Ét af dem er, at ”Danmark ikke kan tage imod et ubegrænset antal flygtninge!”
Et spørgsmål om indstilling
Hvad siger du til argumentet: Vi kan ikke åbne grænserne på vid gab, for det kan vi ikke holde til som et lille land.”
– For det første har Danmarks grænser aldrig været åbne på vid gab. Der har aldrig været fri indvandring. Det antal mennesker, der er kommet til Danmark nogensinde, er relativt lille i forhold til næsten alle lande, vi kan sammenligne os med. Det er i virkeligheden ganske få personer, der kommer. De fylder meget og får utrolig meget opmærksomhed. Jeg synes, at man skulle tage den lidt mere med ro.
– Vi er et af de mest sikre, fredelige og rige lande i verden, og vi burde kunne løfte utrolige byrder. Hvis vi ændrede vores indstilling, ligesom dengang, der kom en gruppe ungarske flygtninge, kunne vi modtage ufattelig store mængder af flygtninge. Der var dengang en stemning af: ”Jamen, vi skal løfte og hjælpe og tage imod dem på Hovedbanegården. De skal ind i samfundet, og de skal være så velkomne.”
– Hvis vi kunne understøtte integrationen og hjælpe den endnu mere på vej, er der slet ikke noget problem ved flere flygtninge. Integrationen er nemlig ikke slået fejl, den går faktisk ganske glimrende. Og vi har brug for arbejdskraft og unge. På mange måder er flygtninge en enormt stor ressource, så det er vores egen skyld, hvis det ikke lykkes. Det er fordi, vi gør det så svært at komme ind i vores samfund.
– Vi ser hele tiden flygtninge som et problem og stritter imod. Forestil dig, at vi sagde: ”Vi skal tage så mange, som vi kan, og gøre så stor en indsats, som vi magter” i stedet for at sige: ”Det kan vi ikke, og det er ikke vores problem.”
Vi skal beregne omkostningerne rigtigt
Men nogle mener, at vi ikke kan tage mere? Du har hørt den med de 33 milliarder, de koster om året?
– Men hvor har de det fra? Hvordan har de regnet det ud? De flygtninge, vi har, belaster ikke budgettet, hvis vi regner det ordentligt ud. En ting, som ikke er med, er for eksempel de flygtninge, der ankommer som voksne og unge. Når de får en uddannelse, kommer ud på arbejdsmarkedet og betaler skat resten af deres liv i Danmark, så har vi tjent en masse penge på, at vi ikke har opfostret dem som børn i Danmark. Noget af det dyreste, rent samfundsøkonomisk, er børn. Og de har ikke været børn i Danmark. De har ikke belastet budgetterne med vuggestue, børnehave, sundhed, ydelser og tilskud. De er kommet i den alder, hvor de allerede er klar til at arbejde. Det er en kæmpe gevinst for et samfund at få voksen arbejdskraft importeret på den måde.
– Men jeg synes også, at det er en ubehagelig måde at regne tingene ud på. Jeg har også set et regnestykke, der siger, at kvinder har en negativ indvirkning på samfundsøkonomien. Hvordan kan man sige, at et barn koster så og så meget, og at en kvinde koster mere end en mand? Hvad er det for en måde at regne samfundsøkonomien ud på? Jeg kan slet ikke tage det alvorligt.
– Det er selvfølgelig rigtigt, at der er grænse for, hvor mange nyankomne, man kan tage imod. Der kan være nogle praktiske problemer ved at tage imod rigtig mange mennesker i løbet af en kort periode. I Sverige løb de for eksempel tør for madrasser på et tidspunkt under det, vi kalder flygtningekrisen. Men der er ikke noget, der ikke kan løses.
Frygt undergraver ’danske værdier’
Nogle forestiller sig, at den danske grundtvigske kultur bliver skiftet ud med en anden kultur, og at vi i sidste ende bliver et andet land…
Det, synes jeg, er udtryk for en manglende selvtillid. Hvis vi virkelig mener, at vores værdier er så stærke og vores samfund er så fantastisk, så kunne det nok godt overleve, at der kommer nogle nye mennesker ind og deltager. Hvis vi troede en anelse på os selv, ville vi slet ikke være så nervøse.
– Jeg kan slet ikke forstå, at vi føler os truede, for rigtig mange undersøgelser viser, at de nytilkomne også tager vores værdier til sig ret hurtigt. Mange vælger Danmark – hvis de har muligheden for at vælge – på grund af vores humanistiske livssyn og vores retssystem, som de ved fungerer.
– Det er nogle af de ting, vi er ved at ødelægge nu. Vi er i gang med at undergrave det, som egentlig var de danske værdier på grund af fremmedfrygt. Jeg synes, at vi er ved at ødelægge vores eget samfund – det er ikke indvandrerne, der ødelægger vores samfund. Det er os selv.
Multietniske kulturer fungerer
Det er jo især muslimer, der står for skud, selvom islam er mange forskellige ting. Hvad er din kommentar til det?
– Bosnierne, som er muslimer, var nogle af dem, som var de nemmeste og hurtigste at integrere i samfundet. De har faktisk klaret sig bedre på uddannelsesmarkedet, end danskerne har. Så jeg kan ikke se, hvad danskerne er så nervøse over.
– Men det er klart, at når man går fra at være et homogent samfund til at være et multietnisk samfund, så er der nogle spilleregler, man skal aftale, og nogle nye udfordringer. Men det er som sagt ikke noget, der ikke kan løses.
– Det fungerer jo i mange andre lande. Hvorfor kigger vi ikke lidt på, hvad man gør i de lande, som har haft en multietnisk kultur i mange år? Hvorfor kigger man ikke på USA og Canada for eksempel? Der er jo ikke nogen, der hidser sig op over, at de skulle være mere homogene, og at det er forfærdeligt, at de ikke har nogen sammenhængskraft. Det er jo netop en multietnisk kultur, der fungerer.
– Det, jeg synes, man skal tage alvorligt, er, at der er rigtig mange danskere, som stemmer på de yderligtgående fremmedfjendske partier, som selv føler sig personligt skræmt og er bange for at blive skubbet til side i deres eget land. Den frygt er man nødt til at tage alvorligt, for hvorfor har de det sådan?
Frygten handler om globaliseringen
Hvad er årsag til fremmefrygt?
– Jeg tror ikke, at det handler så meget om, at folk ser anderledes ud og har en anden religion. Jeg tror i virkeligheden, at det handler om globaliseringen. Mange af dem, som skriver hadefulde beskeder på vores Facebook-side, kan ikke stave. De skriver et utroligt ringe dansk. Alene det gør, at man er i yderkanten af arbejdsmarkedet. Det siger noget om, hvor de kommer fra. Rent geografisk er det også i yderområderne i Danmark med spredt befolkning og stor arbejdsløshed, at folk stemmer på Dansk Folkeparti. Det er jo ikke de store byområder og velhavende kvarterer.
– Man tror, og de tror selv, at det er på grund af ”de fremmede”. Men jeg mener, at det snarere er noget globalt. Det er i virkeligheden en social ting, hvor disse mennesker føler sig marginaliseret og skubbet ud af et samfund, hvor de ikke føler, at de kan følge med. Det er jo helt reelt, og det har de fuldstændig ret i. Du kan dårligt nok blive håndværker uden at være rigtig god til at skrive og regne, og stort set alle jobs kræver, at man er ret god til teknik og kan bruge en computer. Så der bliver en restgruppe, som ikke kan finde ud af det eller er bange for, at de ikke kan lære det.
Ingen frygt i det direkte møde
Kan man forestille sig, at der er brug for integration den vej?
– Man kunne gøre nogle indsatser for at få de svageste tilbage på arbejdsmarkedet og få opkvalificeret folk, der er ved at sakke agterud i det her hæsblæsende globaliseringsræs, der kører – den såkaldte ’vækst’.
– Det er interessant at se, når man rejser, hvordan arbejdsmarkedet er fuldstændig anderledes i mange andre lande. Der er jobs og funktioner til stort set alle, uanset om du er analfabet eller handicappet. De jobs, har vi med vilje skåret væk i Danmark, og det var måske ikke så smart igen. Så står der 20 automater på en station, men der er ingen, du kan spørge, og hvis systemet går ned, er der ingen hjælp at hente.
– Måske er vi gået for langt i teknologiseringen og effektiviseringen, for vi har skubbet en stor gruppe mennesker ud af selvforsørgelsen, for der er ikke rigtig brug for dem. Så føler de sig selvfølgelig truet af de nye, for de vil arbejde med hvad som helst og gøre alt, for det er de vant til. Men når to mennesker sidder over for hinanden, er der ikke noget problem. Det kulturelle møde mellem fx en syrisk kvinde med tørklæde og en ældre kvinde på Lolland viser sig faktisk at gå glimrende. Når man mødes ansigt til ansigt, er der ikke den fremmedfrygt.
Lovgivningen dæmoniserer fremmede
– Det er et utroligt paradoks, at næsten alle de flygtninge, jeg taler med om, hvordan de oplever at være i Danmark, siger: ”Vi er simpelthen blevet taget så godt imod af vores naboer og af vores børns lærer henne på skolen. Det tager noget tid at få nære venner, men folk er så åbne og hjælpsomme og søde og venlige.” Og samtidig, når de begynder at kunne forstå dansk, bliver de fuldstændig rystede over den massive negative omtale af dem som personer og som gruppe i medierne. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være at blive dæmoniseret på den måde, i det samfund, der tog så godt imod én, og som man gerne vil være en del af. Og det fortsætter endda med dem, der vokser op her.
– Når folk ser, hvordan udlændingelovgivningen rammer ude i virkelighedens verden, tror de ikke deres egne øjne. Det er for mig et bevis på, at det faktisk ikke er det, de har stemt på. Man hører hele tiden, at ”det er befolkningens vilje”, men jeg tror faktisk, at langt de fleste ville sige, at det er for meget, hvis de vidste, hvordan lovgivningen virker i praksis, og hvem det rammer. Folk bliver som regel fuldstændig rystede. Men det er lykkedes at adskille det konkrete levende menneske, som man ikke har noget imod og godt kan identificere sig med og så den store grå masse af farlige mennesker, som er på vej til at overtage vores land.