top of page

Skørt at sende flygtninge hjem til vold og diktatur

Af Svend Løbner, redaktør

”Hvis de æ’ fakta, så benægter a’ fakta!”

Det århundredgamle citat har fået ny aktualitet. De danske myndigheder sender i disse dage et tilbud rundt til herboende flygtninge, som skal friste dem til at rejse tilbage til bl.a. Syrien, selv om landet er i kaos, volden er udbredt, og den frygtede diktator stadig sidder ved magten.

FN’s uafhængige undersøgelseskommission for Syrien dokumenterer i sin seneste rapport voldsomme kampe i det nordvestlige og østlige Syrien. Rapporten advarer om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, vilkårlige angreb, plyndringer og forfølgelse foretaget af væbnede grupper.

Syv års fjendtligheder har skabt et sikkerhedstomrum i landet. Det øger risikoen for fortsat vold, uden at voldsmændene bliver stillet til ansvar. Rapporten kalder udsigten til at syriske flygtninge trygt kan vende hjem ”helt illusorisk”.

Det er den illusion, de danske myndigheder befinder sig i lige nu. Trods regeringsskifte er man åbenbart så forhippet på at få flygtningene ud af landet i en fart, at man overhører alle advarsler. En stram udlændingepolitik er åbenbart vigtigere end menneskers sikkerhed. At have vundet folketingsvalget er blevet vigtigere end at sikre menneskerettigheder. At have meninger er nu vigtigere end at forholde sig til fakta.

bottom of page