top of page

Slut med sjov, skør og skrøbelig radio?

Af Svend Løbner

En æra er måske forbi. I hvert fald hvis Radio24syv taber udbuddet om ny DAB-kanal. For så vil en finurlig, modsat og ofte provokerende radio være passé. Og spørgsmålet er, om ikke danskerne vil savne den flippede stemme i æteren. Medier kan samle eller skille – eller begge dele. Radio24syv har i hvert fald skabt både glæde og vrede siden starten i 2011.

Radio24syv har nu lagt billet ind på den ny DAB-kanal i konkurrence med DK4 og kanalen Loud. Radioens to programchefer afslørede på mediefestival, hvilke typer, de gik og går efter som studieværter.

– Vi har pligt til at have værter med kantede og personlige holdninger og som ikke deler sol og vind lige. Vi skal have værter, der siger noget, man virkelig kan slå sig på, siger Mads Brügger på en mediefestival for internetbaserede medier, som var arrangeret af foreningen PRAUDA tirsdag den 24. september i København.

Tab kontrol og vis humør

Netavisen Sameksistens deltog på festivalen, hvor Mads Brügger sammen med Mikael Bertelsen gav idéer til, hvordan man starter egen radiokanal eller skaber liv og glade dage på podcast.

– Vi kan godt li at kontroltabet og den pinlige tavshed opstår, og at der bliver spurgt og svaret på noget som fremkalder chok, gru, forfærdelse, latter og vrede. Det kræver at værterne lytter efter og ikke har et smukt manuskript som sikkerhedsnet, siger Mads Brügger.

– Og at man tør være til stede med sit humør, supplerer Michael Bertelsen. – Vi havde en drøm om, at folk skulle tænde for Radio24syv blot for at høre, hvad humør, radioen var i. Og at det var ok, at den nogle dage skrabede bunden og andre dage var helt euforisk.

Bryder journalisters monopol

Radio24syv skulle ikke være taleradio som Danmarks Radio P1, slog de to programchefer fast:

– Vi ville bryde journalisternes monopol på at fortælle historier i radioen. Ved Danmarks Radios begyndelse var det faktisk mange andre end journalister, der fortalte historier: skolelærere, forfattere, forskere, digtere, operasangere. Men til sidst var det journalisterne, der sad på rovet, fortæller Mads Brügger og fortsætter:

– Vi gerne ville undgå at lyde som P1 på en prik. Vi kunne tænke os andre stemmer og måder at gå til virkeligheden på. Det skulle være folk, der havde så lidt erfaring med radio som over hovedet muligt. At det faktisk var en kvalitet, hvis de ikke havde lavet radio før.

Modige værter skaber magi

– Der bliver brugt mange kræfter i medierne på at ramme det fejlfri ottetal, supplerer Mikael Bertelsen. – Al energi bevæger sig ind imod middel, hvor man ikke har nogen problemer. Man kan tage hjem fra arbejde, og der er ikke nogen, der er sure. Der er heller ikke nogen, der er vildt begejstret, men man har ligesom fået fred, siger Bertelsen og fortsætter:

– Vi opdagede ret tidligt, at når du har en studievært, som laver en gigantisk maveplasker, og du så – som vi har øvet os på – kan rumme det, acceptere det og støtte op om at folk havde været modige, så var det de værter, der dagen eller ugen efter så lavede noget helt magisk. Fordi de havde modet til at falde igennem æterens blå midtpunkt.

Værter skal turde lave fejl

Radio24syv gjorde tidligt op med den nulfejlkultur som ofte præger danske medier.

– Når man er ny, kan man slippe afsted med at begå fejl, og det er bedre, end hvis det går helt galt længere henne i processen, fortæller Mads Brügger.

– Hvis man vil lave noget, der stikker ud i landskabet, så skal man have mod på noget, som ikke i første, anden eller tredje ombæring er sindssygt vellykket og sidder lige i skabet. Det gør det nye sjældent. Vi bruger meget tid på at fortælle vores værter, at hvis de slår en skævert, så er det ikke nødvendigvis enden på det hele. Vi sidder ikke og vejer hvert ord på en guldvægt. Vi er interesserede i det lange seje træk.

Årets værste skuffelse

De første år var der ”dårlig stemning” omkring Radio24syv, husker Mikael Bertelsen. Visse politikere ønskede endda at lukke radioen. Og den kendte mediekommentator Kurt Strand kaldte efter de første seks ugers programmer kanalen for ”årets værste skuffelse”:

”Medieverdenen er jo fuld af daglige skuffelser, men største skuffelse er, at Radio24Syv, trods en perlerække af gode kræfter på lønningslisten, fortsat ikke evner at løfte sig over et tåkrummende ringe lokalradioniveau i mange af sine sendetimer.,” sagde han til fagbladet Journalisten.

Men modstanden havde en utilsigtet virkning:

– I forhold til at ryste folk sammen, så er en modvindskultur en gave for et nystartet medie. Man kommer til at holde sammen ved at være under så voldsomt angreb, fortæller Mikael Bertelsen.

Ekstra dårligt eller genialt

Studievært på Radio24syv styrede samtalen mellem de to programchefer, men havde også selv tre kriterier for en god studievært: 1. Programmet skal være så vildt, at man har lyst til at fortælle den som anekdote. 2. Værterne skal være klar på at tabe ansigt. 3. Man skal blive ved og ved og ved…

Punkterne får en kommentar med på vejen af Mads Brügger:

– Hvis man kigger på programmerne i helikopterperspektiv, så er 80-90 procent lige meget. Programmet er glem lige i det øjeblik, det er blevet sendt, eller i hvert fald dagen derpå. Men det ekstraordinært dårlige og det ekstraordinært geniale står tilbage. Og begge de yderpoler synes vi er interessante.

Ikke magtens kæledægge

Mikael Bertelsen bryder ind:

– Man kan sidde ved middagsselskaber, hvor folk ruller sig ud med indignation og begejstring, og sige: ”Hvor er du god til at fortælle! Prøv at gå ind i et radiostudie! Men når den røde lampe lyser, er et radiostudie pludselig et meget skrøbeligt sted at stå. Så ryger 80 procent af indignationen. Alle har måske en uges fed radio i sig, men at være indigneret eller begejstret uge efter uge er en helt særlig disciplin.

Men går det ikke for vidt, hvis man bliver fjender med alle?

– En radio som Radio24syv skal jo være fjender med alle. Hvis vi ikke var det, så var der noget galt. Jeg ville betragte det som fejl, hvis vi var magtens kæledægge, siger Mads Brügger og konkluderer:

– Vi jagter stadig værter og indhold, der ikke findes magen til andre steder.

Den 22. oktober bliver det afgjort om det bliver Radio24syv, DK4 eller Loud, der vinder udbuddet om den ny DAB-kanal.

bottom of page