Smartphones er virkelig smarte, og det ville være et stort tilbageskridt at kasserer dem til fordel for dumbphones. Men de såkaldte sociale medier er i virkeligheden meget asociale, og deres spredning via smartphones som invasive arter er meget samfundsskadelig.
Den seneste trend, når det gælder telefoner, er at skifte smartphonen ud med en såkaldt dumbphone, som fx en af de Nokia-telefoner, som mange af os brugte, før iPhone kom på markedet. Baggrunden for trenden er åbenbart, at smartphonen med alle dens apps og sociale meder gør brugerne afhængige, så de hver dag bruger mange timer alene i selskab med deres smartphone.
Inden man kasserer sin smartphone, synes jeg lige, vi i sandhedens interesse skal minde hinanden om, hvilke nyttige redskaber vi fik samlet i et lille apparat, der kan ligge i enhver bukselomme. Redskaber, som jeg sætter stor pris på, og nødigt vil undvære.
I de ’gode gamle’ dage havde jeg ved siden af min nokia-mobiltelefon et camera, det er nu en del af min iPhone. Jeg gik med en lommebog, hvor der var en kalender og en adresseliste (og en to-do liste), som nu er en del af min smarte telefon. Når jeg skulle ud at køre, måtte jeg have en kortbog med eller senere en GPS, for ikke at finde vild. Da jeg stadig var på arbejdsmarkedet, blev jeg vækket af mit vækkeur, og på arbejdet betjente jeg mig af en diktafon. Det er i dag alt sammen en del af min smartphone. Og sådan kunne jeg blive ved.
Så, fra min side, nej tak til at skifte smartphonen ud en dumbphone. Men problemet med smartphonen er, at den er blevet inficeret med en lang række sociale medier, der rettigligt burde kaldes asociale medier, som producenterne har udviklet med et formål at gøre brugerne afhængige. Og jo mere tid – dvs. opmærksomhed – brugerne bruger på de sociale medier, jo flere penge tjener producenterne ved at udsætte brugerne for en syndflod af reklamer.
Udover at være afhængighedsskabende er disse medier også dybest set asociale. At være social, at socialisere, indebærer et møde ansigt til ansigt, et samvær og nærvær med opmærksomhed på den eller dem, man er sammen med. Socialisering kan også foregå gennem en kommunikation på afstand, sådan som det tilsyneladende foregår på sociale medier, men på sociale medier er der tale om en lige så hurtig kommunikation, som når man mødes ansigt til ansigt, men uden den gensidige opmærksomhed som kommunikationen ansigt til ansigt indebærer, med alle de risici for relationen, som det indebærer. Dertil kommer, at de sociale medier ikke lægger op til at lytte og være opmærksom på den anden, men at promovere sig selv fx gennem selfies. Mange håbede, at de sociale medier ville fremme den demokratiske samtale, men det modsatte er sket. De sociale medier har været med til at underminere demokratiet ved at fremme polariseringen i befolkningen og fremme konflikterne.
Derfor er min konklusion meget enkel: Smartphones er virkelig smarte, og det ville være et stort tilbageskridt at kasserer dem til fordel for dumbphones. Men de såkaldte sociale medier er i virkeligheden meget asociale, og deres spredning via smartphones som invasive arter er meget samfundsskadelig. I haven må vi kæmpe for at holde invasive arter nede, ellers tager magten i haven. På samme måde ville det være en god ide at bekæmpe – eller i det mindste begrænse – de invasive asociale medier på vores smartphones.