Danmark overtræder menneskerettighederne når vi tilbagesender til Somalia, mener kronikør.
Af Anne Nielsen, speciallæge og medlem af SOS Racisme
”Færre har behov for international beskyttelse i Somalia”.
Denne sætning har medført at over 900 somaliere har fået ophævet deres beskyttelsesasyl i Danmark, beskyttelse mod tvangstilbagesendelse til Somalia. Det skete blot en måned efter, at et af verdens største terrorangreb fandt sted i Mogadishu. Denne løgn blev skrevet ind i Finanslovsaftalen for 2018 for at retfærdiggøre den daværende regerings og Dansk Folkepartis politik med at hjemsende folk til krigsramte lande og ophæve deres beskyttelsesasyl og en hårdere behandling af de udviste flygtninge.
Danmark havde fået en hemmelig hjemsendelsesaftale i 2016 med Somalia. Selv om situationen forværredes betragteligt i Somalia i 2016 og 2017, var det en prestigesag for Regeringen at tilbagesende somaliere hurtigst muligt til Somalia.
Siden har danske regeringer fortsat med at ophæve asyl for somaliere, afghanere og flygtninge med beskyttelsesasyl fra nogle andre lande. Aktuelt har mange syrere fået ophævet deres opholdstilladelser og er tvunget på udrejsecentre, selv om Danmark endnu ikke er begyndt at tvangsudsende til Syrien. Også til Syrien fraråder FN tilbagesendelser og anmoder indstændigt landene om at undlade tvangstilbagesendelser, og Amnesty og Human Rights Watch har nyligt dokumenteret overgreb på hjemvendte flygtninge.
I første halvdel af 2018 henvendte SOS Racisme sig til Politiken, Radio 24-7 og Information med dokumentation af den stigende vold og det stigende antal dræbte i Somalia. Vi bad journalister og redaktører på asylområdet om at tage sagen op, men desværre uden positivt resultat. Efter forgæves forsøg på at komme i pressen med dokumentationen, bragte vi et stort tema om Somalia i vores tidsskrift: SOS Racisme, Efteråret 2018 og fik til sidst en artikel i Altinget 27. november 2018. Forinden havde vi henvendt os til Flygtningenævnet, Udlændingestyrelsen, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Folketingets Udvalg for Udlændinge og Integration: UUI, somaliske foreninger, NGO’er og Foreningen af Udlændingeretsadvokater om situationen i Somalia. Det kom der desværre ingen grundlæggende ændringer ud af, men enkelte asyladvokater kunne bruge dokumentationen i Flygtningenævnet. De fleste somaliere, der fik ophævet deres opholdstilladelse, flygtede til andre lande for at undgå fængsel eller udrejsecenter og tvangshjemsendelse. Nogle fik asyl, andre lever måske stadig under jorden dér; og nogle blev sendt retur til Danmark som første asylland efter Dublinreglerne.
Lastbilbomberne i Mogadishu
I Finanslovsaftalen for 2018 stod der, at forholdene i Somalia var ændret så meget, at færre havde brug for international beskyttelse. Den blev offentliggjort 35 dage efter et terrorangreb d. 14. oktober 2017 i et meget befærdet vejkryds centralt i Mogadishu, hvor 587 mennesker blev dræbt, alle civile. Både før og efter havde der været flere terrorangreb med op til 100 dræbte, ofte civile. The Mogadishu Truck Bombing efterlod det tredjestørste antal dræbte ved et terrorangreb efter terrorangrebet på World Trade Center. Det var beregnet på at ramme en bygning for FN og AMISOM, men blev udløst, så det ramte civile.
En kæmpe eksplosion blev udløst, da en stor lastbil, der var fuld af sprængstof, fik punkteret dækkene af skud fra politiet, da den kørte forbi et checkpoint. Den kørte ind i nogle betonbarrierer, dækkene blev punkteret af skud fra politiet, da føreren flygtede. Eksplosionen antændt en tankbil tæt på, og den efterfølgende eksplosion var så kraftig, at minibusser kastedes op i 3. sals højde. Mange af de omkomne var revet i småstykker af eksplosion og brand og fald, og kunne ikke identificeres.
Dødstallet blev dagen efter opgjort til: mere end 200, endnu en dag senere: mere end 300, og siden, af en komité opgjort til 513 - og til sidst efter nøjere granskning af en somalisk komité til 587. Al-Shabaab har aldrig indrømmet at stå bag angrebet, men er blevet tillagt skylden for det, efter at en anden involveret havde indrømmet det. Han førte en anden varevogn, der eksploderede, da den blev checket, og dræbte to vagter næsten samtidig med den store eksplosion. 14 dage senere fandt et nyt terrorangreb sted mod et hotel med lastbilbomber og bevæbnede mænd, her blev mindst 30 dræbt, ifølge al-Shabaab som tog ansvaret for det: mindst 70 dræbte. Herefter måtte tankbiler og lastbiler i en periode ikke køre inde i Mogadishu i dagtimerne.
Er det ligegyldigt hvor mange civile der dør af terroraktioner?
Statsminister Lars Løkke Rasmussen kondolerede efter terrorangrebet. Men hvordan kunne han som regeringschef så lægge navn til teksten i Finanslovsaftalen: ”at færre i Somalia havde behov for international beskyttelse”, når der stadig var krig og voldsomme terrorangreb i Mogadishu, som gik ud over enhver, der var til stede, også civile? Var det simpel uvidenhed? Det kunne jo heller ikke være nyt for Flygtningenævnet, som måtte have hørt om terrorangrebet i Mogadishu, og som havde refereret til en analyse fra ACLEDDATA om stigende vold i Somalia, i sit svar til SOS Racisme.
I SOS Racisme tænkte vi, at hvis vi kunne dokumentere, at volden mod civile var øget eller på samme niveau i Mogadishu som i 2011, hvor Flygtningenævnet efter en dom ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg havde afgjort, at enhver ville være i fare ved tvangshjemsendelse til Mogadishu, måtte Flygtningenævnet og Regeringen jo ændre holdning og rette sig efter de nye facts!
Vi fandt på Flygtningenævnets hjemmeside en publikation fra ACLED og så, at ACLED’s database - ACLEDDATA.COM - var offentligt tilgængelig. Databasen omhandler begivenheder pga. politisk vold, dvs. krig og politiske konflikter. Hver enkelt beskrivelse af en voldelig begivenhed rummer et helt kort resumé på en halv til tre linjer, et skøn over antal dræbte, med oplysninger om tid og sted, voldens udøvere og ramte, og omfatter alt fra militære træfninger, bombardementer, droneangreb, terrorangreb og vold - mellem væbnede parter, og fra bevæbnede mod civile. Den omfatter nu de fleste lande i verden, og kan anbefales!
Flygtningenævnet lod sig ikke påvirke af facts
Alligevel mente Flygtningenævnet altså ikke, at det aktuelt var farligt for enhver at opholde sig i det sydlige og centrale Somalia inkl. Mogadishu, hvis man ikke var personligt forfulgt.
SOS Racisme forsøgte, om vi kunne ændre Flygtningenævnets indstilling om tilbagesendelser til Somalia, som vi mente udgjorde refoulement (et retsprincip, som betyder, at et land ikke må udsende et menneske til et andet land, hvor han eller hun er i risiko for forfølgelse – red.) og overtrådte international ret. Flygtningenævnet havde jo den sidste afgørelse i det danske asylsystem.
I SOS Racisme sendte vi derfor vores dokumentation baseret på udtræk fra ACLEDDATA til Formanden for Flygtningenævnet. Vi kunne vise, hvordan antallet af dræbte ifølge ACLEDDATA var steget, og i 2017 var meget højere end i 2011, hvor Den europæiske Menneskerettighedsdomstol havde afgjort, at risikoen i Mogadishu for enhver var så stor, at det ville overtræde § 3 i Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention, at sende dem hjem.
Vi spurgte Formanden, om Nævnet ikke mente, at risikoen nu var så stor, at der var farligt for enhver at blive sendt tilbage til Mogadishu, således at somalierne mindst burde have midlertidigt beskyttelsesasyl? Hertil svarede han, at man på Koordinationsudvalgets seneste møde d. 19. april 2018 havde drøftet situationen i Somalia og praksis generelt. Man havde ikke fundet grundlag for at ændre praksis, og de generelle forhold begrundede fortsat ikke opholdstilladelse efter § 7, 3 i udlændingeloven. Under punktet om Somalia i mødereferatet på Nævnets hjemmeside stod der dog kun en standardvending: ”Der var forud for mødet udsendt opdateret praksisnotat til udvalgets medlemmer. Der var ikke bemærkninger til nævnets praksis”.
Vil Flygtningenævnet bruge opdaterede facts?
Vi havde samtidig indsendt en liste med udtrukne data om voldelige begivenheder i og omkring hjembyen for Abdi: en somalisk afvist asylansøger, der var blevet tvangsudsendt til Mogadishu i 2017, og hvis sag i anonymiseret form var resumeret i Flygtningenævnets Beretning. Fem måneder efter tvangsudsendelsen var han blevet interviewet via Skype af Politiken i december 2017, kort efter det store terrorangreb. Flygtningenævnet og Udlændingestyrelsen troede ikke på hans beretning om, hvordan han var blevet tvangshvervet til al-Shabaab og kort efter var flygtet fra en militær træningslejr. Han fik afslag på asyl af individuelle grunde, efter § 7,1 og § 7,2 i udlændingeloven. Desuden mente Flygtningenævnet på baggrund af to 9 mdr. gamle telegrammer, at al-Shabaab ikke mere havde magten i hans hjemby, så han kunne bare rejse tilbage. Han flygtede til et andet land, men blev tilbagesendt efter Dublinreglerne til Danmark og fængslet i Ellebæk, indtil han blev tvangsudsendt til Mogadishu, juli 2017. Han kunne ikke bo i sin hjemby i Somalia, for al-Shabaab havde igen indtaget byen, og hans familie var flygtet, måske til Kenya. Men han fik at vide af Udlændingestyrelsen, at selv om han hverken havde klan eller familie i Mogadishu, måtte han bo og forsørge sig selv, da han jo var rask og kunne arbejde! Men virkeligheden viste sig at være anderledes i Mogadishu, end Udlændingestyrelsen havde sagt: uden klan kunne han ikke få arbejde, og uden familie var der ingen at bo hos, eller som kunne brødføde ham. Indimellem fik han lov til at sove om natten hos en familie i en selvbestaltet IDP-lejr i Mogadishu, men der var ikke sikkert dér. Desuden blev mange selvbestaltede lejre bulldozet med det somaliske politis hjælp fra 29. december 2017- 19. januar 2018, og 34.000 blev hjemløse. Politiken har ikke haft kontakt med ham efter 2018.
Brug for opdaterede oplysninger
Vores pointe til Flygtningenævnet var: hvis Nævnet på sit møde havde haft en opdateret liste over voldelige begivenheder omkring hans hjemby, havde han - formentlig - fået beskyttelsesasyl! For man kunne se, at der fortsat var kampe omkring byen og ind i byen, og at også civile blev dræbt. Vi foreslog derfor Flygtningenævnet at sende et opdateret udtræk fra ACLED’s database om det sted, flygtningene var flygtet fra, eller det sted, som Udlændingestyrelsen ville bruge til at anvise dem som Internt Flugt Alternativ, IFA, så at deltagerne i Nævnsmøderne havde bedre chance for at vurdere, om der var behov for beskyttelsesasyl i de konkrete sager. I krig veksler volden hurtigt fra sted til sted, derfor kunne tidligere vurderinger af sikkerheden i hjembyen eller i et IFA nemt være ændret, som i denne sag. Men formanden for Flygtningenævnet svarede, at ”I overensstemmelse med princippet om den fri bevisvurdering, der gælder for nævnets behandling af asylsager, bearbejder nævnet ikke oplysningerne”. Der henvistes til Nævnets baggrundsmaterialer, som er offentligt tilgængelige, og at enhver jo så kan bearbejde og fortolke disse oplysninger; desuden at også andre relevante oplysninger kan indgå i grundlaget for nævnets behandling af asylsager.
Men Nævnet er ikke selv helt konsekvent i sit forhold til ”fri bevisvurdering”. For samtidig udsender nævnet jo sine egne, fortrolige opdaterede praksisnotater til nævnsmedlemmerne i et møde - men ikke til asylansøgeren og dennes advokat. Og Flygtningenævnet har fx. sammen med Udlændingenævnet og Udlændingestyrelsen udarbejdet et notat om retten til privatliv og familieliv og hvornår denne ret vil være overskredet, hvis man fx ophæver en opholdstilladelse.
Vi spurgte også Flygtningenævnet om rimeligheden i at anvende Mogadishu som Internt Flugt Alternativ (IFA) for internt fordrevne. Flygtningenævnet ville fortsat bruge Mogadishu og Kismayo som IFA, men var opmærksomme på UNHCR’s Guidelines og praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. UNHCR havde i sine retningslinjer fra 2014 og 2016 skrevet imod at anvende Mogadishu som IFA.
Dette er en første af en serie på flere kronikker fra Anne Nielsen om hjemsendelse af somaliske flygtninge.