top of page

Studerende er mentorer for flygtninge i prisvindende studieboliger

Tekst og billeder: Svend Løbner

Studieboliger med indbygget integration. Det kaldes det nybyggede Delehusene på Frederiksberg. Byggeriet har netop modtaget en pris som Årets byggeri af Magasinet Byggeri.

– Det har en integrationsvinkel, som med fordel kan gentages andre steder. Og det er et fleksibelt byggesystem, der kan tilpasses mange byggegrunde, sagde Scott Hollingsworth, formand for dommerkomiteen.

Venligboliger

Delehusene er Frederiksberg Forenede Boligselskabers (FFB) nyeste boligafdeling og det første byggeri efter det såkaldte Venligbolig Plus koncept. I hver bolig bor to studerende eller to flygtninge, der deler køkken og badeværelse. I hver opgang er der fælles køkken og fællesrum, som indbyder til samvær.

For hensigten med byggeriet er at fremme integration. Hver studerende er mentor for en flygtning.

 
 

Netavisen Sameksistens drog forbi Delehusene for at tage billeder og mødte her gutterne Ali og Ahmed, der begge er flygtninge fra Afghanistan. Ali flyttede ind for 14 dage sigen, og Ahmed har kun boet her i to dage.

Øver sig i dansk

De giver begge udtryk for, at der er en god stemning mellem de studerende og flygtningene, og at de laver mad og spiser sammen og derved lærer hinanden bedre at kende.

– Her lærer vi at tale dansk. Vi går begge i sprogskole, men vi har brug for at øve os, fortæller Ali, og Ahmed samtykker.

 
 

Delehusene består af 41 boliger for studerende og flygtninge på Roskildevej 54, Frederiksberg. Boligerne er ret små, men der er gode fællesrum, der indbyder til fællesskab. Den månedlige husleje ligger på omkring 2.500 kr. pr. person. ekskl. forbrug.

 
 

Tilfreds borgmester

Den fantasifulde arkitektur falder fint ind i det parklignende landskab i centrum af Frederiksberg. Fra taget på toppen af anden sal kan man skue over byen. Taget fungerer også som terrasse med indgang til nogle af lejlighederne, der i bedste Penthouse-stil har udsigt over by og park.

Borgmester i Frederiksberg Kommune, Simon Aggesen (K), er godt tilfreds med Delehusene i hans kommune:

– Vi håber, at vores nye borgere, der er flygtet hertil, kommer til at få nogle gode bekendtskaber og fællesskaber, og på den måde bliver integreret på den bedst tænkelige måde, siger han til DR.

bottom of page