Nyhedsanalyse: Tv-debat afslører modsætning mellem politikere og befolkning i spørgsmålet om hjemsendelse af syriske flygtninge.
Screenshot fra Debatten på DR, der kan ses her.
Den danske befolkning er øjensynlig ringe repræsenteret af Folketinget og en regering, der udsætter mennesker for henrettelse, tortur og bortførelse.
Det står klart efter at et flertal i Folketinget har besluttet at fratage de syrere, der bor hos os, deres opholdstilladelse. Og når de først er ude, er der stor sandsynlighed for at vi glemmer alt om dem, vi burde give beskyttelse.
Det enhver fik at se
Det var det, seerne fik syn for i Debatten på DR2 torsdag den 8. april:
På den ene side var en række politikere opstillet. Som et pudsigt indslag forsvarede Socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund sin uvidenhed med at henvise til sin lønramme, mens civilbefolkningen, der var stillet op på den anden side, fortalte om forholdene i det Syrien, som danske politikere ikke vil have nogen diplomatiske forbindelser med, men som de gerne vil sende flygtninge tilbage til.
En lektor, en direktør, en læge og en musiker
Pernille Laier Larsen, der underviser på Svendborg Gymnasium, var kommet til at interessere sig for syrernes situation i Danmark, da nogle elever på hendes skole, der havde fungeret fint, pludselig forsvandt.
Hun havde undersøgt syrernes sag og bl.a. læst FN’s rapport om Syrien 10 år efter borgerkrigen startede. Sjovt nok blev hun modsagt af Inger Støjberg, som nu er løsgænger. Hendes modsvar var, at det jo bare var politik, så det behøvede man ikke tage alvorligt!
Generalsekretær for Dansk Flygtningehjælps ungdomsafdeling DFUNK Natasha Al-Hariri mente at en krigsforbryder, i dette tilfælde altså Syriens diktator, der har forbrudt sig mod menneskeheden, skal straffes for sine forbrydelser.
Men Morten Messerschmidt ville ikke tage stilling til den sag. I stedet begyndte han at tale om Kina, hvad man må anse for at være spild af tid, når emnet var syriske flygtninge i Danmark.
Befolkningen: ”Ikke i vores navn”
Udenfor tv-debatten finder vi forfattere, musikere og andre ildsjæle, som tager vores syriske medmennesker i forsvar. En af dem er Benjamin Koppel, der har oprettet et hashtag på Facebook: #ikkeivoresnavn.
Så er det sagt både af civilbefolkning og en enestående kunstner: Danmark er et rigt land, og det er uforståeligt at vi skal sende mennesker tilbage, mennesker, der med rette frygter for deres liv og helbred, mennesker som netop kan blive udsat for overgreb, fordi de er flygtet fra det regime, man fra politisk hold har bestemt at de nu skal sendes tilbage til.
Koppel tilføjede at han ikke skulle sige, hvad han dog alligevel ville sige: Han havde ikke stået i debatten, hvis hans familie var blevet prisgivet i 1943 i stedet for, som tilfældet var, var blevet reddet over til Sverige og der var blevet modtaget med venlighed.
Haifaa Awad, der er vokset op i Syrien, har fået sin lægeuddannelse her i landet og ofte er taget tilbage for at arbejde som læge for de sårede landsmænd, er et menneske der straks, når det er muligt, tager tilbage for at bygge landet op. Det er bare ikke muligt nu, så længe Assad sidder og har held til at ødelægge det fine gamle kulturland.
Politisk opfordring til civil ulydighed?
Ud fra Rasmus Stoklunds indlæg må man forstå, at han foretrækker at vi, der betaler skat, skal betale for at en HF-elev to måneder før hun kunne have taget sin eksamen, nu skal overføres til Kærshovedgård og rådne op der i stedet for. Hun tør nemlig ikke begive sig af sted til diktaturets barbariske regeringsførelse. Og Stoklund kan ikke sende hende ud til et land, han ikke selv tør have diplomatisk forbindelse med.
Det er i disse vanvittige situationer, politikerne indirekte opfordrer befolkningen til at begå civil ulydighed. Den danske befolkning står i hvert fald i diametral modsætning til folketingspolitikernes og regeringens politik på udlændingeområdet.