top of page

Syrisk flygtning: Danmark er dejligt, men politikere og medier skaber problemer

Opdateret: 21. maj 2021

Adnan Kanaan har lært dansk og arbejder som ingeniør i Odense. Alligevel risikerer han at blive sendt retur til Syrien. Han var en af talerne ved en demonstration i Svendborg, der samlede flere hundrede fynboer.



REPORTAGE: Det var Danmark, når vi er bedst. Glæde og godt humør. Alvor og vilje til handling. Klapsalver til nøglesætninger, der ramte, hvor samfundet gør ondt.

Vi er til demonstration på Torvet i Svendborg 19. maj, hvor hundredvis af mennesker er mødt frem i forårssolen for at protestere mod at regeringen tilbagesender syriske flygtninge til en diktator, der forfølger, fængsler og helt fjerner indbyggerne fra jordens overflade.

- Det er vanvittigt, indledte den første taler. - Det er vanvittigt at sende syriske flygtninge til Syrien og det er vanvittigt at lade dem rådne i udrejsecentre, når de kan uddanne sig og arbejde og dermed bidrage til det danske samfund. Nok er ok! fastslog Teddy Stafsen fra Radikale Venstre.



Valgte Danmark på grund af menneskerettigheder

To syriske flygtninge fik ordet, en af dem Adnan Kanaan:

- Det var en svær beslutning at flygte fra Syrien, men vi var nødt til det på grund af det regime, I kender. Så tænkte jeg, hvor er det bedste land at flygte hen? Hvor hersker menneskerettighederne, og hvor er der lige muligheder for alle? Derfor landede jeg i Danmark.

- Her skrev jeg under på en integrationskontrakt, som lovede, at jeg kunne få permanent opholdstilladelse efter fem år, hvis jeg lærte dansk og arbejdede i 2 år. Men siden har regeringen lavet reglerne om, og det er problemet her i Danmark: Regeringen laver altid om på reglerne.

- Jeg gik på sprogskole i ni måneder og bestod Dansk 2-prøven og fik job. I dag arbejder jeg som ingeniør på Leica Geosystems i Odense.


Negativt mediebillede presser flygtninge

Adnan Kanaan fortsatte:

- Danmark er et dejligt land, fordi der bor dejlige mennesker her. Jeg har fået meget hjælp med at lære reglerne at kende og få kontakt med virksomheder.

- Problemet er også medierne. Vi får altid et negativt billede af flygtninge og indvandrere. Det lægger et hårdt pres på flygtningene. Også regeringens påstand om, at det er sikkert at vende tilbage til Damaskus. Men vi arbejder hårdt og bidrager til samfundet. I kan se os på gaden, i butikker og i skoler. De succeshistorier vil vi gerne fortælle.

- Vi er eksempler på god integration. Men regeringen ønsker ikke integration, de tænker kun på at sende mennesker ud. Hvilket land vil I sende de syriske flygtninge tilbage til?

- Vi er et stærkt samfund her i Svendborg. Vi skal arbejde sammen for at skabe en god fremtid for os alle sammen. Hvad skal jeg fortælle mine børn om 10 år? Skal de vokse op i Syrien? Vi har et godt samfund her, venner og kolleger. Vi studerer og arbejder her. Den fremtid vil jeg gerne give mine børn.



Sagde fra over for inhuman flygtningepolitik

Stina Thomsen kvitterede som medlem af Svendborg Byråd for Enhedslisten.

- Vi har levet i lykkelig uvidenhed. Vi fatter ikke, hvad der i virkeligheden foregår nede i Syrien. Men når jeg som sygeplejerske taler med syriske venner og patienter får jeg øjnene på. Frygten i deres øjne sidder i mig lang tid efter, de er væk.

Men talen rummede alligevel håb:

- Vi kan være det Danmark, der støtter FN og menneskerettighederne. Vi har jo selv skrevet under på konventionerne! Hvor svært kan det være?

- Jeg er stolt af at vi i Svendborg Byråd har sendt et bekymringsbrev til regeringen, hvor vi fik sagt fra over for den inhumane flygtningepolitik. Vi har som byråd en forpligtelse til at forsvare kommunens borgere!


bottom of page