Syrisk flygtning: Jeg har været heldig

23-årige Ahmad Nehad kom til Europa på bunden af et skib stuvet sammen med hundrede vis af andre flygtninge på flugt. Nu er han ansat ved Esvagt som ubefaren skibsassistent


Ahmad Nehad til højre sammen med kolleger. Foto: Hanne Baltzer.


Af Hanne Baltzer


Ahmad taler på dansk en stor del af tiden – både fagudtryk og hverdagsord. Han er optaget af, at han snart er uddannet ubefaren skibsassistent fra Svendborg Søfartsskole, ansat hos Esvagt pr. 24. januar og klar til at arbejde til søs. Han elsker at svejse, reparere og udbedre skader. Måske vil han også på sigt mere end det. ”Jeg har været utrolig heldig, og jeg er taknemlig over at være kommet til et land, hvor jeg kan uddanne mig og arbejde. Jeg vil gerne betale tilbage til Danmark ved at arbejde og gøre noget godt,” siger Ahmad engageret. Han har nydt månederne på søfartsskolen, fordi han lærer noget nyt hele tiden. Desuden hygger han sig med kammeraterne og er tilpas med lærerne på stedet, der også er med til at give ekstra oplevelser. Det bliver til mange samtaler om alt muligt. Han er meget videbegærlig og hjælpsom.

Livsfarlig sejlads Drømmen om at sejle blev født, dengang Ahmad var barn hjemme i Syrien. En af de ældre familiemedlemmer fortalte om at sejle, om de store have og om det gode sammenhold ombord. Det lød som et eventyr, synes Ahmad. Nu har han fulgt sin drøm, om end den har været længe undervejs, fordi han blev nødt til at flygte fra sit hjemland. Krigen i Syrien blev mere og mere voldsom, hvilket gjorde hverdagene meget utrygge. Familien flygtede til Tyrkiet, hvor hans far betalte menneskesmuglere for at sejle 15-årige Ahmad til Italien og dermed til Europa, så han måske kunne få en bedre tilværelse. Turen skulle vare kort tid, men flugten kom til at tage fem måneder.

Aftalen var ellers, at Ahmad skulle sejle med 20 mennesker på et skib, men det viste sig at være et virkelig dårligt vedligeholdt tankskib, hvor de i hundrede vis blev stuvet ned i lastrummet, og lugen lukket. De fik lidt brød og vand til de fire dage, hvor mange blev dårlige også at manglen på ilt og toiletter under de elendige forhold. Blandt andet var en gravid kvinde voldsomt udfordret og endte med at blive hentet med helikopter efter fire dage. Derved kom kystvagten ombord. Inden havde mandskabet åbnet lugen og mixed sig med passagererne. Kystvagten sendte bud efter et Røde Kors skib, som tog de mange flygtninge med til Kreta. Her var de en uge, inden Ahmad kom til Athen på et asylcenter for uledsagede flygtningebørn. Han havde ikke mange ejendele med sig – dog det vigtigste – pas og telefon, hvor han undervejs i flugten brugte telefonen til at finde videre, holde kontakten til sine forældre. Han tog også billeder for at kunne dokumentere overfor myndigheder, at hans historie var rigtig.


Mobiltelefonen er livline På en cafe i Athen mødte han en mand, der kunne hjælpe ham videre mod Italien med en lastbil mod et klækkeligt beløb, som hans far betalte. Ahmad mødte op og blev bedt om at kravle op på en hylde lige under loftet på lastbilen. Her lå han sammen med en anden i 38 timer uden at måtte rejse sig, inden han sammen med sin ukendte rejsefælle blev smidt af på en rasteplads i Italien. Ahmad er habil på engelsk, så han gik straks i gang med at finde ud af, hvorfra de kunne tage toget videre til Danmark. Hjemme fra Syrien havde han af og til nydt dansk ost og mejeriprodukter, så der ville han gerne hen. Da de kom til København, meldte Ahmad sig hos politiet og fortalte med sit pas som dokumentation, at han var syrisk flygtning. Han fik opholdstilladelse og flygtningestatus.


Ny tilværelse Han gik kort på sprogskole, men fik hurtigt arbejde på en restaurant i Ribe: ”Sproget er nøglen til landet, og det lærte jeg at tale, mens jeg først gik i skole, siden arbejdede og i dag har jeg flere danske venner. Jeg vil gerne med min historie fortælle, at alle har en mulighed for at arbejde og få en tilværelse. En chance mere. Et håb. Det er vigtigt for mig at understrege, at den chance fik jeg i Danmark. Naturligvis er det hårdt med nyt land, nyt sprog og skole, men ret hurtigt fik jeg et almindeligt liv, som andre har. Sådan husker jeg det,” siger han og tilføjer, at hans storebror også kom til Ribe, dog ad en helt anden flugtrute. ”Mine forældre er stolte af mig. De er stadig i Tyrkiet, og vi ses et par gange om året. Jeg vil også gerne kunne fortælle mine børnebørn engang, at hvis man arbejder for det, så kan meget lade sig gøre. Også selv om jeg blev nødt til at forlade mine forældre og mit hjemland,” tilføjer Ahmad. Han er klar til at sejle igen. Denne gang som sømand og på et skib under ordentlige forhold. Det giver tryghed og håb.


Artiklen har været bragt i WAVES, der er Sømandsmissionens magasin, og bringes her med tilladelse.