top of page

Syrisk møbelpolstrer: ’Det er vigtigt at smile’

Når man smiler, slapper kunderne af og åbner op, fortæller Kawa Sle, der flygtede fra Syrien til Danmark i 2010 og blev selvstændig møbelpolstrer i 2018.



- Man skal ikke være lukket. Man skal være åben, konstaterer iværksætter og møbelpolstrer, Kawa Sle.

- Det næsten hver dag, at jeg fortæller, hvad jeg laver, og hvor jeg kommer fra. Når man er udlænding, kommer der automatisk spørgsmål: ”Hvor længe har du været i Danmark?”, ”Er din familie stadig i Syrien?” osv., og så begynder vi at snakke lidt om Syrien, og hvorfor jeg er flygtet.

- Jeg er også nysgerrig, tilføjer han. - Jeg spørger også: ”Hvad laver du? Har du fået nyt job? Ej, hvor spændende!”, gengiver han.


Møder verden med et smil

Kawa Sle holder til på Møllergade i Svendborg, hvor han ompolstrer alt fra antikke arvestykker til moderne designermøbler. Stofferne udvælger han selv fra blandt andre Danmark, Italien og Frankrig: - Jeg har næsten 300 kollektioner her i butikken, så jeg henter stof rigtig mange steder, lyder det fra iværksætteren.

- Folk kigger ofte ind og spørger, hvad jeg laver, for det er ikke tydeligt udefra. De er meget venlige og smilende, og det er jeg også, fortæller Sie.

- Det er vigtigt at smile. Så virker man åben, og så kan folk slappe af og snakke med dig. Nu er jeg flygtet til Danmark, og så er det mig, der skal lære dansk, og mig, der skal komme i kontakt med folk. Det er det krav, jeg stiller til mig selv, forklarer han.


’Vi kunne ikke fjerne Assad’

I Syrien var Kawa Sle en del af det kurdiske mindretal. En befolkningsgruppe som traditionelt set har været i opposition til regeringen, der har været et arabisk ledet diktatur: - Før Assad regerede det hans far, så vi har altid levet under diktatur og prøvet at fjerne eller udskifte præsidenten, så vi kunne få frihed og demokrati, men det er ikke lykkedes os, forklarer Sle.

Kawa Sle betragter ikke sig selv som meget politisk aktiv, men det behøver man heller ikke at være for at blive sortlistet af Assads regime, forklarer han: - Idarat er Syriens FBI, og de holder øje med dig hele tiden. De ser, hvad du søger på og læser på Facebook, så du kan ikke dele kurdisk indhold. Alligevel lavede vi demonstrationer. Så kom politiet, og jeg løb for ikke at sidde i fængsel resten af mit liv. De slår hårdt ned på alt, forklarer han.

- Da jeg indså, at vi ikke kunne fjerne Assad, flygtede jeg. Jeg kan ikke bruge hele mit liv under sådan et styre.

I dag hænger der en Jesus-figur på væggen i Møllergade, og det er der en særlig grund til, forklarer Kawa Sle: - Jeg synes, at han var en god mand. Han var ikke politiker. Han har ikke grundlagt et land eller været konge og startet krige. Derfor kan jeg godt lide ham, lyder det.


Kæmper for permanent opholdstilladelse

I Danmark endte Kawa Sle på asylcenteret Holmegaard på Langeland, hvor han boede i to og et halvt år, før han fik midlertidig opholdstilladelse. Herefter flyttede han til Svendborg og fik familiesammenføring med sin kone og to børn. Siden har han kæmpet for at få permanent opholdstilladelse i Danmark: - Jeg søger opholdstilladelse hvert andet år, men hver gang strammer de reglerne for permanent opholdstilladelse, erfarer Kawa Sle.

- Da jeg ikke fik opholdstilladelse dengang, var reglerne, at man skal være her i syv år og have job i to og et halvt år. Men i 2016 blev reglerne strammet meget. Man skal have været i Danmark i otte år og have arbejdet i fire og et halvt år. Man skal bestå ’Dansk 2’ og være aktiv frivillig på skolen eller i boligforeningen. Og man skal bestå en test, som ligner statsborgerskabstesten, forklarer han.

Nu kan Kawa Sle endelig sætte kryds ved alle regeringens krav: - Nu er jeg klar. Jeg har arbejdet i fem år og boet i Danmark i otte år, og jeg har bestået prøven. Så næste år kan jeg søge igen, og så er jeg sikker på, at jeg har det hele på plads, siger Kawa Sle stolt.



Omstillingsparat erhvervsdrivende

Kawa Sle har arbejdet, siden han kom ud af asylcenteret på Langeland. Han har måttet genopfinde sig selv flere gange for at følge med efterspørgslen i Danmark. I Syrien arbejdede han som skrædder, men måtte konstatere, at der ikke var meget skrædderiarbejde at finde her: - Folk kan gå ned og købe et par nye bukser fra Kina meget billigere, forklarer han.

Derfor søgte Kawa Sle nye veje, og i 2014 fik han arbejde som sejlmager på Tåsinge. Her faldt efterspørgslen dog drastisk i vintermånederne. Så igen måtte han tænke kreativt: - Jeg havde lært en møbelpolstrer at kende: Mogens Ydendahl fra Svendborg. Så om vinteren begyndte jeg at arbejde som møbelpolstrer i hans firma, fortæller Sie.

Få år senere opstod muligheden for at springe ud som selvstændig erhvervsdrivende: - Ydendahl blev ældre og ældre og tog sig primært af kontorarbejdet, mens jeg lavede møblerne. I 2018 stoppede han, og så overtog jeg firmaet og flyttede ind til Svendborg.

I dag, tre år senere, kan Sie konstatere, at der er ”masser at lave”: - Jeg er en god gammeldags møbelpolstrer, og dem har vi ikke så mange tilbage af i Danmark. Så det går fremad i virksomheden. Jeg skal også have en ny lærling snart, afslutter Kawa Sle – med et smil.


Besøg den smilende møbelpolstrer i Svendborg her.

bottom of page