Syriske iværksættere: ’Vi forener syrisk og dansk kultur i vores restaurant’
Diana og Ahmed mødte hinanden i Svendborg og blev kærester trods et konfliktfyldt første møde. Nu har de to syriske flygtninge åbnet en restaurant for at dele deres kultur med danskerne.

Der er altid smil og godt humør i betjeningen på Diana og Ahmeds restaurant. Foto: Michala Linn
Vi møder Diana og Ahmed på Svendborg Spisested, en solbeskinnet restaurant på Gåsetorvet i Svendborg - kun få hundrede meter fra havnen. På bordet står et glas iskoldt hjemmelavet syrisk lemonade. En kebabrulle steger i køkkenet, men også mindre kendte syriske retter er at finde på menuen her, såsom Dolma (ris i vindrueblade), Sambosa (indbagt ost) og Manaish (små syriske pizzaer).
Syrisk gæstfrihed - Vores mål med restauranten er, at danskerne lærer os at kende. Vi ønsker at fortælle om vores mad, så danskerne lærer om syrisk kultur, fortæller Ahmed Makki, som ejer restauranten.
En af de syriske traditioner, som Ahmed og hans kæreste Diana Salloum lægger vægt på i restauranten, er uforbeholden gæstfrihed: - I Syrien siger vi, at når nogen kommer til dit hjem, skal du i de første tre dage ikke spørge om vedkommendes navn. De første tre dage skal man give mad osv., og først efter tre dage kan man spørge: ”Hvad vil du?” Det er en tradition, smiler Diana og trækker på skuldrene.

Et samlingspunkt for kulturer - Derfor prøver vi altid at give vores gæster følelsen af, at vi er familie. Vi ønsker at behandle vores kunder som venner, og så kommer folk tilbage. Og de respekterer os, fordi vi prøver at være en del af det danske samfund og giver til det danske samfund, siger Diana.
- Jeg bliver så glad, når vi har danske gæster, der prøver vores mad. De fleste i Danmark kender ikke til vores kultur, men vores danske gæster kommer igen og igen, fordi de kan lide maden her, smiler Ahmed stort. - Her i restauranten kan vi forene to forskellige lande i ét hus. Syrisk og dansk kultur. Vi blander det. Det er vores mål.
Efterlod alt i Syrien Både Diana og Ahmed kom til Danmark i 2015, hvor de måtte skabe sig en ny tilværelse helt fra bunden.
I Syrien havde Diana fast arbejde i Sundhedsministeriet ved siden af sine jurastudier på universitetet i Damaskus. Hun manglede kun to års praktik, før hun kunne kalde sig advokat. Et uddannelsesforløb, der blev sat i stå af borgerkrigen.
Ahmed arbejdede i sin families butik, som bedst kan sammenlignes med Tiger-butikkerne i Danmark, forklarer han. Men da Ahmed blev indkaldt til hæren, og da Diana så sine familiemedlemmer blive anholdt af syriske soldater, besluttede de sig hver især for at flygte.
Eller som Ahmed beskriver, havde han ikke noget valg: - Jeg kan ikke slå mennesker ihjel.

Et nyt liv i Danmark - Da jeg kom til Svendborg, prøvede jeg at finde arbejde og fik til sidst job i et pizzeria. Det var det eneste, jeg kunne få, men jeg elsker også mad og at lave mad. I de første tre år arbejdede jeg fuldtid, mens jeg satte penge til side, så jeg en dag kunne åbne min egen restaurant, fortæller Ahmed.
- Min eksmand var flygtet til Danmark først, og så kom jeg senere med min datter, tilføjer Diana.
- Vi boede i København i 2-3 år, før vi blev skilt, og jeg flyttede til Svendborg.
Fra skænderi til kærlighedshistorie Diana smiler ved tanken om sit første møde med Ahmed: - Det første møde var ikke godt. Min ven og jeg kom forbi for at købe noget mad i det pizzeria, hvor Ahmed arbejdede. Og helt ærligt, så brød jeg mig ikke om stedet. Jeg kunne ikke lide maden, og jeg spurgte min ven: ”Hvorfor tog vi herhen? Det er ikke godt. Måske skal vi hellere gå et andet sted hen?”
Ahmed hørte det og sagde: ”Hvis du ikke kan lide stedet, så bliv væk og kom ikke tilbage!”
Parret får øjenkontakt og griner. Diana fortsætter: - Nu var det sådan, at min nabo også købte pizza det her sted. Så en dag kom jeg forbi, fordi vores børn skulle lege sammen, og så mødte jeg Ahmed igen. ”Hvad? Er du her igen?”, sagde han.
- Fra det øjeblik faldt muren mellem os. Som dagene gik, begyndte vi at lære hinanden at kende, og så blev vi rigtig gode venner - og senere begyndte kærlighedshistorien.
En fælles drøm Der gik ikke længe, før parret begyndte at drømme om fremtiden: - En dag mødtes vi for at lave noget mad, og så sagde Ahmed: ”Måske skulle vi åbne en restaurant sammen en dag.” Jeg regnede med, at vi bare drømte om fremtiden, så jeg sagde: ”Ja, hvorfor ikke?”, husker Diana.
Ahmed fortsætter: - Men en dag kom min bedste ven og fortalte om en lille restaurant, der var til salg. Jeg spurgte Diana, om hun havde lyst til at hjælpe til, og så var det afgjort. Jeg købte jeg den, smiler han.
Diana nikker: - Da han ugen før havde spurgt om restauranten, sagde jeg: ”Ok, jeg er klar til det.” Men det skete fra den ene dag til den anden. Og nu skulle vi gøre det!

Ahmed i fuld gang med at forberede kebab. Hans drøm om egen restaurant er endelig gået i opfyldelse. Foto: Michala Linn
Nytænkning og hårdt arbejde Det blev starten på Svendborg Spisested, som serverer syrisk mad og pizza til sine gæster, både udendørs, indendørs og som takeaway. På trods af en lang periode med Coronarestriktioner, har restauranten overlevet krisen:
- Vi startede i november 2019 få måneder før Coronakrisen, så det var en hård start for os. Men vi kæmpede. Hver dag kom vi og arbejdede i restauranten. Og vi kom igennem det, siger Ahmed.
- Restauranten er ikke bare en restaurant for os. Det er vores drømme. Vores restaurant er næsten som et andet barn. Jeg har allerede ét, smiler hun og henviser til sin niårige datter.
- Men Ahmed afprøver hele tiden nye ideer til restauranten, og jeg prøver at lave nye opskrifter og tilføje noget nyt til menuen. Så måske er det derfor, vi klarede os igennem krisen, forklarer Diana.
Råd til andre flygtninge Parret er nu mange erfaringer rigere, som de glædeligt deler ud af. Også da vi spørger, hvilke råd de har til nye flygtninge i Danmark, svarer de samstemmende: - Vores råd er, at Danmark er et godt og smukt land, men man skal give til Danmark, indtil Danmark giver tilbage. I Syrien siger vi: ”For at få 10 skal man først selv investere de 9”. Så de skal prøve at opbygge Danmark på en ny måde, arbejde, gøre noget godt og hjælpe mennesker, siger Ahmed.

Diana opfordrer danskerne til at komme i restauranten, "så de kan finde ud af, hvem vi er". Foto: Michala Linn
Tag det første skridt - Danskerne er ikke så sociale, som vi er. De skal have et lille skub. Så vi må tage det første skridt. Det er svært at skabe en relation, hvis man ikke tager det første skridt. For at være helt ærlig, er det ikke alle danskere, der accepterer os. Men når vi tager det første skridt, vil de fleste gerne vide mere, fortsætter han.
Diana supplerer: - Danskere er klar til at lære en anden kultur at kende, så vi må opfordre dem til at komme til os, så de kan finde ud af, hvem vi er.
- Dansk og syrisk kultur er forskellige og begge kulturer har smukke sider. Det, vi prøver at gøre her, er at skabe kontakt mellem de to sider, slutter hun.