’Tænk, hvis Rasmus Paludan havde gået på min musikskole…’

Denne artikel er del 1 af en serie på 3. Læs den næste her.

Der er langt fra Goldschmidts Musikakademi i Københavns Nordvestkvarter til Operaen på Holmen, hvor en af verdens bedste oboister, Henrik Goldschmidt, i øjeblikket spiller i Det Kongelige Teaters opsætning af Tosca. For på turen krydser man ikke bare indre Københavns myldretrafik, men også en usynlig grænse mellem to vidt forskellige verdener. En metafor, der på mange måder er sigende for den alsidige brobyggende musiker, som jeg skal møde til en snak om hans nye bog, Manden, der ville reparere verden med musik.

To verdener

Jeg har kort forinden besøgt Goldschmidts Musikakademi for at tale med børnene, deres forældre og personalet om det daglige liv på musikskolen. En skole, hvor elever fra alle kulturer kan få gratis musikundervisning med støtte fra private fonde og sponsorer. Fra vinduet i musikskolens fællessal har man udsigt til en parkeringsplads omgivet af graffitimalede mure. Udsigten skærmes en smule af et stillads, der vidner om, at overetagerne er under omfattende renovering. Det er et kvarter under udvikling. Ved siden af autohandleren overfor ligger et nyopstartet kafferisteri, hvor unge iværksættere nyder en cigaret og en kop kaffe i forårssolen. Gadebilledet er mangfoldigt; unge, pensionister, håndværkere, kunstnere og danskere af forskellig etnicitet…

Nu, hvor jeg er stået af på 9A-bussens endestation på Holmen, er sceneriet et helt andet. Træerne står i snorlige rækker langs kanalen, der viser hen mod det majestætiske operahus. Omgivelserne er smukke, men også en smule øde. Jeg opdager dog hurtigt en stime af glade pludrende mennesker, der alle synes at skulle hen til Operahuset. ”Publikumsorkestret”, hører jeg nogen sige. Kontrasten mellem de gamle kulturinstitutioners rammer og almindelige mennesker har altid undret mig.

Modvægt til had

Jeg møder Henrik Goldschmidt i receptionen. Det er ham, der skal dirigere Publikumsorkestret til deres prøve, men han har beredvilligt klemt et interview ind sit stramme program. I morgen skal han i P1, og lørdagen forinden var han både på P2 og i Go’ morgen Danmark. Alt sammen sideløbende med hans øvrige aktiviteter som udøvende musiker, rektor for Goldschmidts Musikakademi og professor på musikkonservatoriet. Det er en mand, der er engageret i samfundet.

Da vi har sat os, falder samtalen da også hurtigt på folketingsvalget, som netop er blevet udskrevet få timer inden:

– Der er lige blevet udskrevet valg i dag, og der er to nye partier, der stiller op, og specielt det ene stiller op udelukkende med had. Der er ikke nogen nuancer. Det er bare had mod én bestemt befolkningsgruppe. Nu drømmer jeg, men tænk nu hvis Rasmus Paludan havde gået på min skole, og havde fået masser af muslimske venner og havde spillet musik med dem, og oplevet, hvor fedt det er. Så havde han været hjemme og besøge dem og oplevet, hvor meget varme og kærlighed, der er. Så havde han oplevet, hvor varm og indbydende og gæstfri en kultur, det er. Tænk nu hvis…? reflekterer Goldschmidt.

Allerede efter få minutter er vi inde ved kernen i Goldschmidts projekt:

– Jeg arbejder hver dag for at skabe den modvægt. Hvis bogen her kan komme ud og sprede sig ud i nogle af de angstsamfund, hvor man er bange for fremmede. Så kan de se, at her er en jødisk mand, der rejser ubeskyttet ind i Palæstina og spiller og rejser glad hjem med nye venner. Det samme gør jeg på Nørrebro, hvor jeg sætter børn sammen fra alle kulturer – vi har både muslimer, kristne og jøder. Det vil jeg også gerne formidle med bogen. Vi skal gå en anden vej, for ellers ender vi bare med at bygge mure op og hade hinanden, fortæller han.

Hvad er det musik kan i den sammenhæng?

– Musik har en vidunderlig evne til at gå direkte ind i hjertet og røre et eller andet hos alle mennesker. Jeg har indspillet et stykke, der ligger på YouTube, ”Gabriel’s Oboe”, hvor folk fra hele verden skriver til mig – og det er hver dag. Den er set snart 8,5 millioner gange, og den rører ved et eller andet. Der er folk, der skriver, at de var blevet kynikere, og så satte de sig ned og lyttede til den, og pludselig vældede det op med tårer. Dét er musik, forklarer Goldschmidt.

Dette er første del af en serie på tre. æs næste.