Hjemvendt fra en rejse i Østafrika er jeg taknemmelig for den afrikanske kultur, men samtidig rystet over elendigheden i en flygtningelejr for sydsudanesiske flygtninge.
Jeg er netop kommet hjem fra en reportagerejse til Uganda, Kenya og Tanzania, og det præger denne måneds SAMEKSISTENS. Jeg rejste for flyselskabet MAF med støtte fra Danida via en pulje fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde. Målet var at fortælle, hvad forskel det gør, at et humanitært flyselskab flyver ud med nødhjælp, sundhedsteams og skolematerialer til isolerede mennesker i afsidesliggende og ofte ufremkommelige områder.
Mødet med flygtninge fra Sydsudan, der sidder fast i limbo i en af verdens største flygtningelejr i Uganda, sidder stadig i mig. Kvinder, der grædende fortæller, at de måtte flygte fra soldater og rebeller, der gik fra hytte til hytte og slagtede familier. Men også frivillige i lejren, der opmuntrer flygtningene, arrangerer fodbold for deres børn, lærer familierne at dyrke rigtigt i den tørre jord og måske det vigtigste: holder gruppemøder, hvor flygtningene kan lette deres hjerter, fortæller de hjertegribende historier og opleve lindring for deres traumer.
Mødet med en iværksætter fra masaistammen i det sydlige Kenya kan jeg heller ikke slippe. Pelua Siloma blev selv solgt som billig arbejdskraft med fik chance for at komme i skole og har nu oprettet en skole for andre masaibørn, gravet brønde for deres familier, oprettet en sundhedsklinik og driver et landbrugsprojekt, der danner forbillede for bæredygtige dyrkningsmetoder for hans stammefæller. Sikke en herlig fyr!
Og så er jeg rigtig glad for, at det lykkedes at flyve ud til mangati-stammen i det centrale Tanzania med et team af sygeplejersker trods regn, tåge og dårlig sigtbarhed. Der var ingen veje til landsbyen, så derfor er de månedlige sundhedsflyvninger med MAF livsnødvendige. Omkring 70 primært kvinder strømmede til fra nær og fjern for at få deres børn vaccineret, da de hørte flyet nærme sig. Gravide kvinder fik et tjek af en jordemoder. Nogle af dem havde vandret i to timer for at nå frem, inden flyet vendte tilbage til distriktshospitalet igen.
Hvad kan vi så bruge de historier til i SAMEKSISTENS? Først og fremmest til at give os perspektiv på verden, for det andet at gøre os bare en lille smule taknemmelige for det velfærdssystem, vi har herhjemme, og for det tredje at få indblik i det hjælpearbejde, som udføres af ildsjæle – både i organisationer som MAF og blandt lokale kapaciteter i det, vi kalder udviklingslande.
For mig selv, som er vokset op i Tanzania, var det en helt særlig glæde at tale kiswahili igen og møde alle de dejlige mennesker med en åben og ligefrem kultur, som jeg er vokset op med.
Også her er jeg taknemmelig. Men samtidig rystet over den nød og elendighed, som krig og konflikt medfører.