Tarek fik en ungdom på ’flygtningefødder’

Integrationspris gik til palæstinensisk flygtning fra Nørresundby. Tarek Freiwat leder arabisksprogede menigheder i to nordjyske kirker.

Claus Oldenburg overrakte prisen til Tarek Freiwat. Foto: Birthe Munck-Fairwood.


Den 59-årige pædagogmedhjælper Tarek Freiwat fra Nørresundby har modtaget Tværkulturelt Centers integrationspris Årets Krus - Årets Knus 2022. Prisen, der består af krus, en kurv og et diplom, blev overrakt af pastor emeritus fra Garnisonskirken Claus Oldenburg. Det skete på Tværkulturelt Centers konference i København i marts, hvor også tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm havde sendt en skriftlig hilsen, der blev læst op.


Indsats for at bygge bro Tarek Freiwat er kristen palæstinenser og har i mere end 20 år samlet palæstinensere i arabisksprogede kirkefællesskaber i Brønderslev og Aalborg. Han modtog prisen for en mangeårig indsats for at bygge bro mellem herboende palæstinensere og det danske samfund og give arabisktalende flygtninge og migranter mulighed for at deltage i et kristent fællesskab på deres eget sprog. En indsats, der gennem årene har lettet indgangen til det danske samfund for mange nyankomne arabisktalende og hjulpet dem til at holde fast ved den kristne tro, som mange havde med fra Mellemøsten.

På flugt fra borgerkrig Selv voksede Tarek Freiwat op i en palæstinensisk flygtningelejr i Østbeirut og kom til Danmark i 1986 sammen med sin familie på flugt fra den libanesiske borgerkrig. Familien var katolikker, men i 1998 fik Tarek Freiwat kontakt med en arabisk gruppe i Bethaniakirken i Ålborg, hvor den kristne tro blev personlig for ham på en ny måde. Her blev grunden lagt til et mangeårigt engagement for bl.a. at undervise i kristendom på digitale medier, der når ud til arabere ikke kun i i Danmark, men også i Mellemøsten.

Ikke nemt at være statsløs I sin tale ved prisoverrækkelsen udtrykte Claus Oldenburg stor beundring for Tarek Freiwats indsats: ”Det er en ære for mig at få lov til at overrække dig Årets Krus – Årets Knus som en anerkendelse af det store arbejde, som du har udført blandt arabisktalende, hvoraf palæstinensere er en af de største grupper. Palæstinensere er statsløse. Det gør det ikke nemmere at være flygtning. Din indsats fortjener anerkendelse ud over alle grænser."


Tro giver overskud

"Du er født i en flygtningelejr. Så kom borgerkrigen, og din familie blev nødt til at flygte. Du har haft en ungdom på fødderne, på flygtningefødder. Jeg ved, at krigen har kostet nogle af dine familiemedlemmer livet. Du har prøvet det hele – at være flygtning, statsløs og undervejs. Men din kristne tro har båret dig igennem og givet dig dit store overskud. Det er troens og taknemmelighedens overskud. Så tak til Gud. Stort til lykke og Guds fred, ” sluttede Claus Oldenburg.


Ingen krig og traumer i himlen

Ved prisoverrækkelsen medvirkede også fløjtenist Linnéa Villén sammen med organist Roger Munck-Fairwood på klaver med en musikalsk hyldest, og Elizabeth Padillo og Jens Chr. Olesen sang duet på nepalesisk og engelsk.

Tarek Freiwat fik det sidste ord: ”Tusind tak til jer alle. Det siger jeg fra hele mit hjerte. Som palæstinenser er jeg statsløs, men jeg har et hjemland i himlen. Der er ingen krig og ingen traumer. Jesus Kristus er mit håb. Derfor vil jeg fortsætte med at give Jesu kærlighed til andre.”

Pr. 1. januar 2022 var der ca. 20.000 statsløse palæstinensere i Danmark.


Blå bog: Tarek Freiwat

  • Født i 1963 i en palæstinensisk flygtningelejr i Østbeirut.

  • Flygtede som teenager til Vestbeirut under den libanesiske borgerkrig.

  • Flygtede i 1986 sammen med sin familie til Danmark, hvor de fik asyl og blev bosat i Brønderslev.

  • Arbejder som pædagogmedhjælper i en børnehave.

  • Gift med Antoinette. Sammen har de tre voksne børn: Grace (37), Maria (33) og Jakob (32).

  • Medlem af Bethaniakirken i Aalborg og leder af arabisksprogede menighedsfællesskaber i Brønderslev Kirke og Bethaniakirken gennem mere end 20 år.

  • Bor i Nørresundby.