Tesfayes pessimisme er slående

Integrationsministerens retorik nedgør mennesker, der flygter fra krig og klimakatastrofer, og anerkender ikke nytilkomnes kamp for at tilpasse sig dansk kultur.

Foto: Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye (S). Pressefoto.

Jeg bliver så træt. Metaltræt helt ind i skriveknoglerne af hele tiden at skulle reagere på politikeres stadige nedvurdering af de svageste borgere i vores samfund: Mennesker, der flygter fra krig og søger asyl og beskyttelse for deres børns skyld.

Men de skal have en stemme, skal de. Nogen må forsvare dem og i det mindste nuancere det sort-hvide billede, folkevalgte politikere fremturer med igen og igen. Selv en minister, som er sat i verden for at fremme integration, udtaler, at hans mål er, at der ikke skal komme en eneste asylansøger ind i Danmark.

”Faktisk mener jeg, at én spontan asylansøger er en for mange. Målet er nul spontane asylansøgere…”, siger han til Politiken 21. januar 2021.

Hvor dybt kan man synke?

Negativ tone i officielle udmeldinger

Jeg er den tvivlsomst heldige modtager af pressemeddelelser fra Udlændinge og Integrationsministeriet. De seneste uger er emnerne: ”Laveste antal asylansøgere nogensinde registreret”, ”Tiltag imod negativ social kontrol virker” og ” Regeringen sender millioner til at hjemsende migranter på Vestbalkan”.

Alle handler de om stramning, kontrol og armslængdes afstand til verdens problemer. For flygtninge er som bekendt kun symptomet på en verden i ubalance. De flygter fra krig, som skyldes magt over ressourcer, som er knappe på grund af klimaforandringer.

Regeringens højresving er bekymrende nok. Men endnu mere bekymret bliver jeg over den intention, som lyser ud af udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes udtalelser i forbindelse med de tre pressemeddelelser.

Færre asylansøgere betyder mere velfærd

Om laveste antal asylansøgere siger han, at det er ”vigtigt for regeringen, at der kommer så få asylansøgere som muligt,” og fortsætter: ”Færre asylansøgere betyder alt andet lige færre udgifter til sagsbehandling, indkvartering og udsendelse af dem, der får afslag på asyl. De penge kan vi i stedet bruge på mere velfærd herhjemme og på forfulgte i nærområderne.”

Altså færre asylansøgere er lige med flere penge til velfærd. Hvordan regeringen konkret vil hjælpe forfulgte i nærområder, står hen i det uvisse. Det er jo nok svært at overtale Assad, endsige befri hans modstandere fra diktatorens fangekældre.

Pessimismen er slående

Selv den glædelige nyhed om at tiltag mod social kontrol virker, skal have malurt i bægeret: ”… jeg tror desværre kun vi ser toppen af isbjerget. Vi ved fra undersøgelser, at alt for mange unge ikke selv kan vælge deres kæreste og leve et normalt dansk ungdomsliv."

Integrationsministeren har simpelthen svært ved at glæde sig over en succes på integrationsområdet. Han anerkender ikke nytilkomnes kamp for at tilpasse sig dansk kultur. Han formår slet ikke at perspektivere resultaterne derhen, at når integrationen virker, så vender kurven altså opad, og så vil vores nye danskere i endnu højere grad tage frihedsrettighederne til sig. Pessimismen er slående.

Kikkerten for det blinde øje

Det gælder også den tredje pressemeddelelse om millioner til at hjemsende migranter på Vestbalkan. Ikke et ord om, at mange er desperate flygtninge.

I pressemeddelelsen udtaler Tesfaye: ”…det er hverken politisk eller humanitært holdbart, at så mange migranter opholder sig under åben himmel…”

Nej, og derfor skal vi hjælpe dem! Men her er svaret, at ”erstatte den ukontrollerede migration med ordnede forhold”, og de ordnede forhold består i, at ”hjælpe regeringer på Balkan med at håndtere situationen på grænserne og få sendt folk på flyet hjem.”

De skal ikke have hjælp, hvis de er flygtninge. De skal ikke have muligheder til gavn for dem og os, hvis de er højtuddannelse fageksperter. Nej, vi vil slet ikke have dem! Vi sætter kikkerten for det blinde øje, vender verden ryggen og holder mennesker i strakt arm, mens vi isolerer og hygger os med vores egen velfærd.

Brug for afradikalisering

Derfor bliver jeg så træt. Træt af pessimismen. Træt af protektionismen. Træt af patroniseringen; at vi dels ikke vil lukke andre ind til os, at vi dels nedvurderer og bagatelliserer deres kamp for at integrere sig, og dels bilder os ind, at vi kan stoppe flygtningestrømmen med en informationskampagne.

Jeg tænker nogle gange: findes der et afadikaliseringsprogram for politikere?