Theilgaard: ’Jeg er whistleblower for klimaet’
De fleste kender ham fra tv-skærmen, hvor han i årevis har forudsagt det, vi alle taler om: den danske vejr.
Men Jesper Theilgaard er mere end jovial vejrvært. Han har også sat sig så meget ind i jordens klima, at han kan tilføje klimaekspert til sit cv.
Og det er i den anledning, at vi har sat ham stævne på Cafe Jorden Rundt i Charlottenlund, for at få det hele på det rene: Hvor akut er klimakrisen egentlig? Hvad svarer han til dem, der ikke mener, vi skal bekymre os om global opvarmning?
Jesper Theilgaard finder plads i sin travle kalender – der er bud efter klimaeksperten, der kan udtale sig klart og mundret til medier – og han sætter sig forpustet ved cafébordet, mens kaffen hældes op.
Vi går direkte på:
Hvor akut er klimakrisen?
Når man taler om, at noget er akut, er det fordi, man skal handle. Og det skal vi. Problemet er, at de ting, vi sætter i gang i dag, kun langsomt får effekt. Så hvis man skal løse klimakrisen, skal man gøre noget i dag, der kan stabilisere den ustabilitet, der er i klimaet, på lang sigt.
Sideløbende skal vi jo så tilpasse os. Det er sådan set hovedproblemet; at vi skal gøre to ting på én gang. Vi skal både løse problemet på lang sigt og tilpasse os på kort sigt. Det kan være med nye afgrøder, vandafledninger, vandboringer osv.
Det er akut. Vi har ikke ret meget tid at løbe på. Det er alt fra 2-3 til 5-10 år, afhængigt af hvem, man taler med, og hvor stor en snor, man vil give klimaet.
Har tallet for hvor meget temperaturen må stige nogen gang på jorden?
Måltallene er mere eller mindre arbitrære. For eksempel, at temperaturerne må stige med maksimalt to grader. Dels er tallet et gennemsnit for hele kloden – nogle steder er det væsentligt mere, og andre steder er det væsentligt mindre.
Det er jo risici, vi taler om her. Og risikoen er blandt andet, at verdenshavene stiger med et antal centimeter – men om det er en halv meter, 75 centimeter eller under 30 centimeter, ved vi ikke. Derfor er man nødt til at arbejde i scenarier og gøre sig klart, hvor stor en risiko, man vil tage.
Prøv at skitsere for mig – hvad er lige præcis problemet?
Overordnet set handler det om, at Jorden og Solen forsøger at være i balance med hinanden. Vi får energi fra Solen, vi bruger noget af energien, og resten sender vi tilbage til verdensrummet. Det er dybest set den ligning, der er. Problemet er så, at vi gennem udledning af drivhusgasser forhindrer en del af tilbagestrålingen til verdensrummet. Det vil sige: vi får stadig den samme mængde energi ind, men vi kan ikke komme af med helt så meget. Derfor ophobes der energi.
Vi får en større energimængde til rådighed. Den kan naturen bruge til, hvad den har lyst til. Det kan vi ikke rigtig styre. Men det er lidt forskelligt fra år til år, hvor energien bliver placeret henne. Nogle gange er det opvarmning af verdenshavene, nogle gange er det ændringer af vejrsystemerne, andre gange smelter der noget is.
Ét er, at man kan se det store globale billede, men når man så går ned i detaljer, så er der nogle steder i verden, der er mere udfordrede. Det er typisk de lande, hvor man ikke har lige så stor modstandsdygtighed, er fattigere og ikke har ressourcerne til at gøre det, man faktisk burde gøre.
Sydøstasien er generelt meget afhængig af Monsunen. Monsunen har altid været et stabilt vejrsystem – tørt om vinteren og regnfuldt om sommeren. Det er det, befolkningen har indrettet deres samfund efter. Det har vi dybest set også gjort herhjemme med årstiderne. De er bare ikke så stabile, som monsunregnen i Sydøstasien. Men når man har en gammel kultur, som er bygget op om nogle standardiserede vejrmønstre, så har man også noget knowhow, erfaring og viden om, hvordan man dyrker landet med det klima og vejrsystem. Når det så bryder op og bliver ustabilt, så kan jeg godt forstå, at befolkningerne slår ud med armene og siger: ”Det gør ikke, som det plejer!”
Fortæl lidt personligt – hvorfor er du engageret i det her?
Nu har jeg været meteorolog i over 40 år, så jeg har jo fulgt vejret i alle afskygninger – ikke mindst herhjemme. Og så har jeg jo lagt mærke til, at klima og vejr forandrer sig i takt med hinanden.
Du kan simpelthen se, at der er sket en forandring over de sidste 40 år?
Ja. Samtidig kan jeg også se, at det for vores efterkommere er af stor betydning, at vi får løst klimakrisen. Så hvis jeg kan medvirke til at åbne folks øjne på en eller anden måde, så gør jeg selvfølgelig det. Det er en pligt, synes jeg. Det er lidt ligesom at være whistleblower. Jeg er whistleblower for verdens klima.
Hvad vil du sige til de landsbyboere, som bor tæt på de klimaforandringer, som vi ikke kan ændre på her og nu?
Jeg vil jo trække nogle linjer op i forhold til det, de har været vant til, og det, de kan begynde at registrere. Jeg tror, det kan gøre en forskel at ”pin pointe” de ting, som de godt kan se. Man må få det ned i øjenhøjde: ”I har sjældent før haft oversvømmelse før. Nu har I lige haft det tre gange!” Gøre dem opmærksomme på, at de her forandringer er blivende. Vi kommer ikke tilbage til det gamle klima.
Hvad gør man så for at beskytte sig? Man flytter for eksempel længere væk fra floden og højere op på skråningen. Det kan gøre nogle ting mere besværlige, men det er der ikke noget at gøre ved, hvis man vil tage de forholdsregler, det indebærer at beskytte sig. Men man kan ikke bare sige, at de skal flytte. Lokalbefolkningen er nødt til at forstå, hvorfor de er nødt til at flytte.
Hvad vil du sige til de lande, som er ramt af meget tørke?
Jeg vil nok i første omgang sige: ”I er nødt til at have fred, for ellers er det her lige meget.” Ufred og krig blokerer jo fuldstændig for at tage højde for klimaproblemet. Dels fordi mennesker bliver slået ihjel, dels fordi mennesker ikke kan få lov til at leve i fred og passe på deres land. I ufredstider lever man fra hånden til munden. Det handler om at få vand og mad, og så har man ikke overskud til at tænke på det større billede.
Vi har tit det problem i flodområderne, at folk, der bor tæt på flodens udspring, får vandet først. Hvis de så lægger en dæmning og bruger vandet, så er der ikke noget tilbage til folkene længere nede. Så det er meget kompliceret. Vand som ressource er jo meget værdifuldt.
Mange steder fælder man regnskov for at dyrke jorden. Fortæl, hvad det betyder for klimaet?
Det er mindst todelt. For det første har træ en fantastisk evne til at opsuge kulstof. Fotosyntesen i bladene trækker jo CO2 ud af atmosfæren og sender ilten tilbage. Det gode ved den proces er, at vi kan trække CO2 ud af atmosfæren og bruge det. Hvis man bruger træ som byggemateriale, som man gør mere og mere, så kan man oplagre kulstof i træ, og så er det holdbart i mange årtier. Men hvis man gør, som man traditionelt har gjort, at man fælder noget regnskov og brænder det af, fordi man ikke ved, hvad man skal gøre ved træet, så udleder man jo hurtigt den CO2, som træerne har i sig, samtidig med at man fjerner træerne til at opsuge CO2-en i atmosfæren.
Hvis man bygger af træ, så opbevarer man kulstof. Hvad vil det sige?
Det, vi har brug for, er kulstof-oplagring. Kulstof er C’et i CO2-en. I fotosyntesen trækker bladene så CO2 ind, tager kulstoffet og smækker det ind i byggematerialet, som er træet, og sender ilten, O2’en, tilbage i atmosfæren. Ilten indånder vi, og så udånder vi faktisk CO2 igen. Så der er en fin symbiose mellem os og træerne og planterne. I og med at vi har haft meget kulstof i atmosfæren, så er skovene en god ting, fordi det trækker CO2-en ind, og kulstoffet kommer ikke tilbage, fordi det bliver brugt. Og træ, som byggemateriale er det nye sort. Det er det nye byggemateriale. Man begynder også at bruge træ til højhuse.
Ser du håb for, at vi kan vende udviklingen, hvis vi gør den massive indsats, der skal til?
Det er jeg nødt til at tro på. Alternativet fører ikke nogen steder hen. Vi er nødt til at tage forskernes udsagn alvorligt; at der er klimaforandringer, at temperaturerne stiger, og at årsagen er drivhusgasser. Men vi er også nødt til at acceptere, at når vi gør de ting, der er anbefalet, så er det vejen til stabilitet.
Samtidig er vi ikke helt sikre på, i hvor høj grad klimatiltagene virker. Der er måske kun 66 procents sandsynlighed for, at de virker tilstrækkeligt. Der er også en risiko for, at den globale opvarmning bare fortsætter. På den anden side er der også en lillebitte chance for, at det hele går i sig selv, men det er der nok ikke ret mange, der tror på.
Klimasystemet er kaotisk, så vi ved ikke præcis, hvad der sker, så vi er nødt til at forholde os til risici. Videnskaben advarer os, og det må vi acceptere og indrette os efter.
Nogle siger, at klimaforskere forveksler de naturlige klimaforandringer med menneskeskabte klimaforandringer…
Det er noget forfærdeligt vrøvl. For det første ved vi udmærket godt, hvad der er hvad. Der er mange myter, som går i flæng. Men man kan ikke komme uden om, at det, der sker nu, er en kunstig forøgelse af CO2 i atmosfæren. Det er drivhuseffekten, der styrer det her.
Og vi kan tydeligt se, at der er mennesker, der rammes af tørke og oversvømmelser på grund af klimaforandringerne. Dem har vi ansvar for at hjælpe. Vores humanisme forhindrer, at vi bare lader stå til.
Artiklen er et remix af et interview til et Mission Øst-magasin med temaet KLIMASULT og bragt med tilladelse. Mission Øst arbejder bl.a. med katastrofeforebyggelse i Nepal, træplantning i Nordkorea og dyrkning af hårdføre afgrøder på bæredygtig vis i Afghanistan og Myanmar.