Thomas Feveile: Vigtigt at familier taler ud om traumatiske oplevelser

Flygtninge med traumer kan gå ubehandlede rundt i årevis. Ud over de spildte år, har de det dårligt og påvirker deres børn, så traumerne går i arv. Behandlingscentret Oasis i København vil stoppe den onde cirkel.


Thomas Feveile. Fotos: Svend Løbner


Hvorfor sidder mor på toilettet og græder? Hvorfor kan far ikke sove? Er det min skyld?

Sådan kan børn af traumatiserede forældre føle og tænke. Derfor er en familieindsats vigtigt, når det drejer sig om at afbøde de psykiske konsekvenser af tortur.

Derfor har indsats over for familier en særlig knap på Rehabiliteringscentret Oasis’ hjemmeside. Her foretages nemlig holistisk behandling af flygtninge, som har været udsat for tilbageholdelse, overgreb og direkte tortur i hjemlandet.

Oasis er et behandlingssted drevet af offentlige midler. Centret er skabt i foreningsregi og del af den samlede sundhedsindsats.


PTSD rammer børnene indirekte

SAMEKSISTENS tropper op på centret, der bebor to etager i Nygade i København for at tale med direktør Thomas Feveile, der også har baggrund i hospiceverdenen, hvor han blandt andet stod i spidsen for Danmarks første børnehospice ved Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup.

Og vi er nysgerrige på, hvorfor familier – ud over forskellige terapiforløb for enkeltpersoner – har særligt fokus.

- Folk, der fx har været udsat for tortur, er fx ramt af posttraumatisk stresssyndrom, PTSD. Ikke så mange bliver helt raske efter behandling, men en lang række faktorer kan skabe store forbedringer i forhold til sundhed, livskvalitet og livsudfoldelse generelt. Herunder i relationer og forældreevne, forklarer Thomas Feveile.

- Ud over at det enkelte menneske er ramt af tortur, så rammer det også børnene og familien indirekte. Børn lider under at vokse op i en familie, hvor en eller begge forældre har været udsat for tortur. De kan være sekundært traumatiserede.


Forældre får ikke talt med børnene

Og det er ny viden for mange flygtningefamilier, forklarer direktøren:

- I mange familier er det tabu at tale om den smertelige fortid. En del af PTSD er jo også fortrængningen. Man prøver at trænge minderne væk, men de bliver ved med at komme tilbage som flashback.

Og her kommer Thomas Feveiles erfaring fra børnehospice vel tilpas:

- Vi har nogle af de samme udfordringer, som vi kender fra pårørende på hospice og børnehospice, at man ikke får talt om situationen. Forældre vil beskytte deres børn. Derfor får de ikke talt ordentligt med dem.

- Det er vigtigt i terapien at lukke op for tingene og få talt om dem i familierne. Så børnene bliver klar over: Det er ikke min skyld!

For PTSD-ramte er det en overlevelsesmekanisme at lukke af for fortidens hændelser. Men i trygge miljøer kan de begynde at åbne sig og tale om oplevelserne. Og så begynder en helingsproces.


”Her er der noget andet på spil”

Hvordan opdager en familie, at de har brug for hjælp?

- Rigtig mange bliver henvist til os fra den praktiserende læge eller sagsbehandleren i kommunen. Tit handler det om tilknytning til arbejdsmarkedet, mulighed for aktivering og andre støttede ordninger. Her sidder sagsbehandler og læge ofte med situationer, hvor de opdager, at ”her er der noget andet på spil”. Og så kan vi gå ind og undersøge, om der er tegn på PTSD: flashbacks, dårlig søvn, undgåelsesadfærd osv.

Oases behandler flygtninge, der har været kidnappet og tilbageholdt og for nogles vedkommende været udsat for tortur i mange år. Og så skal vi vide, at selve flugten i sikkerhed kan være temmelig traumatiserende, fordi man er bange for at blive opdaget, udsat for overgreb undervejs og lignende, forklarer han:

- En del af de mennesker, som har været udsat for tilbageholdelse og tortur, kan være veluddannede mennesker, som har stået i opposition og måske gjort oprør mod diktatur. De var veletablerede i job og omgangskreds, men har fået et knæk i forfølgelsen, flugten og den svære tilpasning til et nyt samfund.

Mange flygtninge har haft en meget mere aktiv rolle i samfundet, hvor de kommer fra, forklarer han.

- Det gør tingene værre, hvis man så her ikke kan få job eller man på grund af sygdom ikke kan varetage et job. Eller være aktiv i samfundet generelt.



Vigtigt at få løst op for traumer

Hvilke iboende ressourcer kan terapien så kalde frem i personen?

- Når der sker noget med et menneske, som det ikke kan kapere eller bære, så sætter det sig om et traume. Og her er det stadig vigtigt at få løst op for traumet ved at dykke ned i oplevelsen og få talt om den. Man skal tale om den og genopleve oplevelsen, så der kan blive løst op.

- Men der er da også ressourcer, og dem er behandlerne også opmærksomme på. Det være sig ressourcer til at være forælder, have en omgangskreds og leve et aktivt liv.

Det er meget svært selv at finde ud af, hvad man selv fejler. Der skal en udredning til, hvor man inddrager eventuelle andre sygdomme, kulturbaggrund og lignende, forklarer Thomas Feveile. Her er Oasis et ambulant tilbud, hvor klienterne kommer med jævne mellemrum gennem 14 måneder. Der er et godt samarbejde med kommunerne, og der er efter hånden rigtig mange gode foreningstilbud ude i civilsamfundet tilføjer han.

- Lige nu er der nok meget fokus på et arbejdsmarked, der mangler arbejdskraft, og derfor søger man at aktivere de grupper, som ellers er blevet lidt glemt. Men det afhænger af, hvad man kan magte i sin hverdag.


Går alene med traumer i op til 15 år

Og her kommer Thomas Feveile med chokerende oplysninger:

- Nogle går i 5, 10 og måske 15 år, uden at man får konstateret, at de lider af PTSD. Måske fordi der ikke har været efterspørgsel på arbejdsmarkedet, og måske også fordi deres kompetencer ikke rigtig passede ind. Men mest fordi, ingen har været opmærksom på behandlingsbehovet. Oplysninger om sundhedstilbud er jo ikke ligeligt fordelt – det så vi blandt andet, da kommuner omkring København blev hængt ud for høje smittetal i forbindelse med Coronapandemien.

- Det synes jeg er et billede på den ulighed. Vi siger noget bredt ud til alle, men der er store grupper, som budskabet ikke når. Det skal vi blive bedre til.

- Det er en særlig udfordring at nå ud til mennesker, der i årevis har været syge med noget, der burde behandles, folk, der ikke har kunnet arbejde, har svære relationer og ikke rigtig har kunnet leve op til kommunens ønsker. Det kunne man godt ønske mere fokus på, især når man kommer til landet som flygtning.

Kan en adfærd sætte sig…

- Ja, det er der ingen tvivl om. Her behøver vi ikke tænke længere end vores egne liv. Hvis vi pludselig blev syge eller arbejdsløse, ville vi også miste energi, ambitioner og selvværd.

- I familieterapi er det vigtigt at tale om afledte effekter, altså traumer som smitter af på andre i familien, fx børnene. Børn spejler sig i deres forældre. Ser man en far som aktiv og engageret i et arbejde, eller ser man ham traumatiseret, deprimeret og passiv? Det indvirker naturligvis på børnene og familien som helhed. Det gør det endnu vigtigere at få behandlet traumer, så vi undgår den sekundære traumatisering.



Stor social mobilitet

Hvordan ser fremtiden ud i din optik?

- Det er meget individuelt. Der er mønsterbrydere, og det kalder vi dem, fordi der er et mønster. Børn bliver uundgåeligt påvirket af forældrenes problemer. Enten med et negativt eller et positivt resultat. Børn kan i opvæksten sætte sig for at bryde mønsteret. Men svære problemer i barndommen kan også kaste lange skygger ind i voksenlivet.

- Samfundet er blevet anderledes, end da jeg var barn. Hudfarve betyder ikke så meget mere. Og folk med anden etnisk baggrund end dansk kan varetage alle funktioner i samfundet. Men det jeg tænker mest på, er at der kan være hele liv, der er ødelagt, fordi der ikke bliver taget ordentligt hånd om traumer fra smertefulde oplevelser.

Men generet ser det ud til at der er en stor social mobilitet i samfundet, fortsætter Thomas Feveile:

- I dag er der generationer, der vokser op og gennemfører folkeskole, gymnasium, ungdomsuddannelse og videregående uddannelse. Og selv om folk kan bo tæt sammen, har vi jo ikke, som i fx USA, områder hvor man kun taler bestemte sprog.

- Det er lykkedes at ikke blive et opdelt klassesamfund. Det er lykkes mange børn at få ”fuld plade” fra vuggestue, børnehave og fritidsordning til videregående akademiske uddannelser. Det, at samfundet blandet sig så meget i et barns opvækst herhjemme, er positivt for integrationen. Men altså: Vi har stadig stor ulighed i social og sundhed.


Tidligere behandling og ekstra ressourcer

Hvad er dit ønske til det offentlige, som I jo modtager støtte fra?

- Ja, vi modtager støtte fra det offentlige, men den er på samme størrelse, uanset hvor store behovene er. Og de svinger meget fra år til år. Og så er der en pukkel, idet nogle flygtninge har været i Danmark 10-15 år, før der blev opmærksomhed på behovet for behandling.

- Så det største ønske er nok, at man bliver bedre til at opspore de mennesker, der har størst behov. Det bør ske for personernes egen skyld, deres børns skyld og hele samfundets skyld. Har man diagnosticeret PTSD står det i vejen for så meget. Det er vigtigt at se problemet og ikke bare sige: Nå, han har nok lidt svært ved at arbejde. Men tage det ind og erkende: Her er noget vi er nødt til at gøre noget ved. Det ville man jo gøre ved andre fx fysiske udfordringer. Her ville man jo ikke lade folk gå ubehandlet rundt i 10-15 år.

Det handler ikke kun om alle de missede år, men også at lidelsen bliver værre. Tænk at måtte erkende, at i 10 år har man stødt sine børn fra sig og ikke kunnet indgå i varige venskaber! Hvad har man ikke gået glip af! Årene er spildt. Livet på jorden er altså ikke længere end at vi skal passe godt på os selv og hinanden.

Så mit ønske er kort sagt: Tidligere behandling og ekstra ressourcer, når der pludselig kommer mange flygtninge til landet.


Læs mere om Oasis her.