’Tilbagesendelse af somaliere er ulovlig’

Analyse af tre domme om hjemsendelser til Somalia ved Menneskerettighedsdomstolen. Dette er 5. kronik i Somaliaserie.


Modelfoto: Wix


Af speciallæge Anne Nielsen


Denne kronik beskriver tre domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, EMD - samt en fjerde dom fra det britiske Upper Tribunal i UK, UKUT, hvor en del af domstolen fungerer som en britisk appelret på asylområdet, og den sidste af de tre domme fra EMD også henviste til dommen fra Upper Tribunal fra 2014.

Den første dom og den fra Upper Tribunal gjaldt personer, der var dømt til udvisning pga. kriminalitet mod UK, de to andre domme fra EMD gjaldt afviste asylansøgere fra Somalia mod Sverige.

Dommene handlede om, hvorvidt situationen i Mogadishu var så alvorlig i henholdsvis 2010-2011, 2012-2013, og 2014-2015, at enhver - bare ved sin tilstedeværelse i byen - risikerede at blive dræbt, eller at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling. SUFI-dommen fra 2011 lagde desuden vægt på, at de humanitære forhold i lejrene for internt fordrevne var så umenneskelige pga. manglende shelter, mad, føde og sikkerhed, at de også overskred § 3.

Men - selv om den islamistiske styrke al-Shabaab trak sig ud af Mogadishu i løbet af 2011 og var helt ude af byen fra april-maj 2012, var Mogadishu stadigvæk farlig at bo i, og flere civile blev registreret dræbt i 2012 og i 2013, end i 2011. Byen var meget udsat for terror, og mange civile blev dræbt af alle krigens parter.


Flere fordrevne i Mogadishu end i 2011

De fire forhold, der gjorde sig gældende på tidspunktet for den såkaldte SUFI-dom i 2011, er vurderet fortsat at være gældende i 2016-17, da Danmark begyndte at ophæve beskyttelsesasyl for somaliere (Læs mere om SUFI-dommen nedenfor). Det samme er tilfældet i 2021 og begyndelsen af 2022, hvor volden er tiltaget i forbindelse med valget. Antallet af dræbte var faldet lidt i 2020-2021, men der er mange flere internt fordrevne nu i Mogadishu end i 2011. Der var hungersnød i 6 regioner i Somalia i 2011, og Somalia er nu grundet tørke atter på randen af hungersnød. Underernæringen er begyndt at dræbe især mindre børn nu, og hungersnød kan for alvor begynde midt på året - medmindre fødevarehjælpen opskaleres meget kraftigt nu, og regntiden bliver god. Aktuelt er parlamentsvalget, der skulle have fundet sted for et år siden endnu ikke færdigt. Når det sker, skal der vælges præsident og dannes ny regering. I Mogadishu er hver tredje, og i hele Somalia hver femte internt fordrevet, og underernæringen er størst i IDP-lejrene: lejre for de fordrevne. Situationen i Somalia er fortsat anspændt.


Danmark får hemmelig hjemsendelsesaftale med Somalia

I 2011 afsagde Menneskerettighedsdomstolen, EMD, énstemmigt en dom i sagen: SUFI og ELMI mod Storbritannien - SUFI-dommen. Det drejede sig om en udvisningssag, hvor to somaliere, dømt for kriminalitet skulle udvises til Mogadishu i Somalia. Konklusionen var, at England ikke kunne hjemsende dem til Mogadishu, da det ville overtræde Den Europæiske Menneskerettigheds­konventions, EMRK § 3: Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Danmark gav derefter beskyttelsesasyl til somaliere; men efter at to senere domme ved EMD i 2013 og 2015 kom til den modsatte konklusion, gav Danmark afslag på asyl til de fleste somaliere efter 2014. Også en britisk dom fra 2014 er resumeret, fordi dommen i 2015 til dels byggede på den. Danmark indførte i 2015 en lov om midlertidig beskyttelse af flygtninge. Danmark fik en hemmelig, foreløbig hjemsendelsesaftale med Somalia i 2016, og begyndte at gennemgå 800 - 1200 Somaliasager på flygtninge med midlertidigt beskyttelsesophold, selv om FN’s Flygtningeorganisation UNHCR skrev, at det fortsat var farligt og advarede ministeren mod refoulement (et princip i folkeretten, der forbyder et land, der modtager asylansøgere, at returnere dem til et land, hvor de ville have en sandsynlig fare for forfølgelse). I 2019 indførtes lovpakken om paradigmeskiftet, hvorefter alle asylophold var midlertidige. Regeringen indgik i efteråret 2019 en ny hemmelig aftale med Somalia, hvorefter flere kunne tilbagesendes.

I det følgende vurderes det, om præmisserne for at Mogadishu er så præget af vilkårlig vold, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse er i risiko for overgreb efter § 3 - også var til stede i 2017, og om de er det nu, i 2022. Hvis ja, var og er tvangshjemsendelserne til Somalia via Mogadishu ulovlige.


SUFI- og ELMI-dommen 2011

Ifølge SUFI- og ELMI-dommen 28. juni 2011 var Mogadishu i 2011 så præget af generaliseret, tilfældig vold, der kunne ramme enhver i Mogadishu, så tvungen hjemsendelse dertil ville overtræde § 3, undtagen muligvis for personer med meget gode relationer til magtfulde aktører i byen. De fire forhold er siden anvendt til at vurdere, om der er en § 3-situation i Mogadishu, eller på andre krigsramte steder, som gør tvungen tilbagesendelse ulovlig. De humanitære forhold i Somalia indgik dog også i dommernes vurderinger i SUFI- og ELMI dommen, da situationen i IDP- og flygtningelejre - bl.a. Dadaab-lejren i Kenya, og lejre i og uden for Mogadishu også overskred § 3 på grund af umenneskelige forhold. Sådanne lejre var eneste mulighed for at overleve, hvis en hjemsendt ikke havde familie, der kunne forsørge ham, - der var hungersnød i Somalia i 2011.


De vigtigste begrundelser for en § 3 situation i Mogadishu i 2011, SUFI & ELMI Præmis 248.

  1. vilkårlige bombardementer og militære offensiver udført af alle parter i krigen

  2. det uacceptable antal civile ofre

  3. det betydelige antal personer, der er fordrevet inden for og fra byen

  4. konfliktens uforudsigelige og udbredte karakter.

Desuden kunne følgende forhold gøre en hjemsendelse for farlig efter § 3:

  1. Ingen familie, man kunne bo hos/få beskyttelse hos.

  2. Humanitære forhold med mangel på vand, føde og bolig: IDP-lejre ansås at overskride § 3.

  3. Om vejen mellem Mogadishu og hjembyen gik gennem al-Shabaab-områder, og om man i så fald risikerede at blive straffet.

  4. Hvis man skulle bo i et al-Shabaab-område: om man risikerede straf, fordi man ikke var vant til at følge meget strenge sharialove, eller tvangshvervning til al-Shabaab som soldat eller spion.

  5. Fysisk eller psykisk sygdom og sårbarhed pga. stress og manglende mulighed for behandling.

SUFI var flygtet over 7 år før dommen, kom fra en mindretalsklan, som blev forfulgt af en bevæbnet milits i Somalia, og som havde dræbt hans far og søster og såret ham fysisk og psykisk med PTSD. Han fik afslag på asyl i UK. Hans eneste familie var fra en by noget uden for hovedstaden i et al-Shabaab-område. Han havde ikke været vant til at leve efter de strenge islamiske regler, som al-Shabaab hvade indført, så hvis han skulle bo i sin hjemby, risikerede han at overtræde reglerne og blive straffet umenneskeligt for det. Desuden var der risiko for drab, straf eller tvangsrekruttering ved al-Shabaabs checkpoints på vej dertil fra Mogadishu.

ELMI var flygtet 22 år før dommen og havde dengang fået asyl i UK sammen med sine forældre og søskende. Han stammede fra en hovedklan, som var udbredt i Mogadishu, men efter 22 år i UK havde han ingen kontakt med familie eller klan i Somalia. Det ville være vanskeligt for ham ikke at overtræde de strenge islamiske regler i et al-Shabaab-område, hvilket kunne medføre umenneskelige straffe.

Hvis SUFI eller ELMI måtte bo i en IDP-lejr fx nær i Afgooye tæt på Mogadishu, eller i Dadaab-lejren i Kenya, ville det ligesom i Mogadishu udgøre umenneskelig behandling i strid med § 3 i EMRK, med mangel på vand, mad og sikkerhed, evt. manglende jord til at bygge et shelter på og risiko for vold og tvangshvervning til al-Shabaab. Dommen medførte, at somaliere, der ikke havde bolig- og forsørgelsesmulighed hos familie, ikke kunne tvangstilbagesendes til Somalia via Mogadishu.


Senere domme fra Menneskerettighedsdomstolen

Efter SUFI- og ELMI-dommen afgjorde flertallet i EMD en udvisningssag i 2013 og en i 2015, begge om en somalier imod Sverige. De nåede til den modsatte modsatte konklusion: Det ville ikke overtræde § 3, hvis Sverige udviste vedkommende til Mogadishu.


K.A.B. vs. Sverige (2013)

Flertallet af dommerne - 5 ud af 7 dommere - udtrykte, at i Mogadishu angreb al-Shabaab udelukkende omhyggeligt udvalgte politikere, politi og andre myndighedspersoner, andre kunne dog blive ramt ved et tilfælde. Retten var klar over, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i Mogadishu var alvorlig og skrøbelig og på mange måder uforudsigelig, men mente ikke, det udgjorde en situation, hvor enhver var i risiko for en § 3-situation blot ved at være til stede i Mogadishu.

Beslutningen hvilede på disse præmisser:

- at al-Shabaab ikke længere var ved magten i byen, og derfor var der ikke kampe mellem de to fronter og voldsomme skudvekslinger i byen, og at antallet af civile dræbte var faldet ifølge en nylig dansk-norsk rapport fra migrations­myndighederne i de to lande (ingen dødstal var dog refereret, AN). Den økonomiske situation i byen var forbedret, der var nybyggeri, åbne butikker, og håb om en bedre udvikling, - selv om situationen var alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig.

Domstolen tog derpå stilling til

- ansøgerens evne til at dække sine mest basale behov(...): mad, hygiejne og husly,

- hans sårbarhed over for mishandling,

- og udsigten til forbedring af situationen inden for rimelig tid.

Konklusionen var, at K.A.B. kunne tilbagesendes til Mogadishu, da han havde hustru og bolig dér, så han ikke behøvede at bo i en IDP-lejr, i hvilket tilfælde der ville have været risiko for overtrædelse af § 3.

Mindretallet på to dommere mente ikke, at de grundlæggende forhold var forbedret tilstrækkeligt siden SUFI-dommen i 2011, men at der fortsat var en § 3-situation i Mogadishu, hvor enhver var i fare pga. vold.


R. H. vs. Sverige (2015)

I dommen af 10. september 2015 afgjorde flertallet - 5 ud af 7 dommere, at sikkerhedssituationen i Mogadishu skønt alvorlig og skrøbelig for civile - ikke var så alvorlig, at der var tale om generaliseret vold, så det overskred en § 3-situation, hvor enhver ville være i risiko for alvorlig skade ved sin blotte tilstedeværelse i Mogadishu. Og desuden at R.H. som enlig kvinde kunne tilbagesendes til Mogadishu, da hun havde en bror og en onkel, som flertallet af dommerne mente kunne beskytte og forsørge hende, så hun ikke behøvede at bo i en flygtningelejr eller IDP-lejr. Hendes forklaring, som EMD og de svenske asylmyndigheder ikke havde fundet troværdig, var, at hun var flygtet med sin ven for at undgå et tvangsægteskab. Vennen døde under flugten. Hendes onkel, som var aktiv i al-Shabaab, havde straffet hende, da hun ville flygte, hvilket havde medført hofteskader. Hun havde tidligere søgt asyl i to andre lande, men boet 4 år i Sverige, før hun søgte asyl dér.

Flertallet byggede argumentationen om, at der ikke var en § 3-situation i Mogadishu på: præcedens i K.A.B. vs. Sverige, på dansk-norske rapporter fra udlændingemyndighederne, - og på en lang, grundig engelsk dom ved Upper Tribunal of United Kingdom - en høj appelret i Storbritannien - MOJ & Ors. vs. UK UKUT (2014). Flertallet mente også, at volden var mere forudsigelig, og at den især forekom i bestemte distrikter, som de udviste kunne holde sig væk fra, ligesom de burde holde sig fra kontakt med militær, politi, politikere, regering, NGO’er og internationale organisationer. Desuden at al-Shabaab gik efter nøje udvalgte mål - og ikke gik efter civile, men kun efter profilerede personer som: politikere, politi, myndigheder, regering, myndigheder, udlændinge, NGO’er og folk, der havde med dem at gøre.

Mindretallet på 2 dommere skrev i deres dissens, at forholdene i Mogadishu fortsat udgjorde en § 3-situation, og at kvinden reelt ikke kunne blive beskyttet af sit mandlige familienetværk.


MOJ & Ors. vs. UK UKUT (2014)

Denne engelske dom på knap 300 sider var konklusionen på en lang og grundig proces med krydsforhørte eksperter, dommernes vurderinger af svarene, samt uddrag fra især tre dansk-norske rapporter fra udlændingemyndig­hederne om forholdene i Mogadishu. Desuden en opgørelse fra ACLED af krigsbegivenheder i hele Somalia i en periode, ACLED står for Armed Conflict Location & Event Data Project. Den engelske sag handlede om tre somaliere, der pga. kriminalitet i UK skulle udvises. Upper Tribunal fastholdt udvisningerne til Mogadishu. Da dommen havde indflydelse på dommen fra EMD i 2015, og da flere af dens antagelser siden er gentaget af Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, er de vigtigste antagelser i det følgende refereret, undersøgt og kommenteret her.

Hovedargumenterne for dommen var, at der måtte være færre dræbte civile i 2014 end i 2011, for al-Shabaab havde ikke styret i byen mere, og gik nu kun efter nøje udvalgte mål: militæret, politiet, højtstående myndighedspersoner, politikere, desertører, personer mistænkt for spionage mod al-Shabaab, udenlandske eller internationale institutioner eller NGO’er og personer, der samarbejdede med dem. Så hvis almindelige civile blot holdt sig væk fra disse personer og de områder, de arbejdede i, kunne de selv mindske risikoen for at dø af selvmordsangreb og skyderier ved ikke at være ”på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt”.


Men dommen mangler stringens, og nogle af de forudsætninger, der står i dommen, er forkerte:


”Niveauet af tab for ”almindelige civilister” kan ikke præcist bevises med statistikker, som er ufuldstændige og upålidelige”. ”Det nuværende antal ofre udgør ikke en tilstrækkelig risiko for almindelige civile, som repræsenterer en artikel 15(c)-risiko”.

Kommentar: Artikel 15(c) henviser til EU’s Kvalifikationsdirektiv, som Danmark ikke har pligt til at følge på grund af retsforbeholdet. Hvis artikel 15c ikke er overtrådt er artikel § 3 i EMRK heller ikke.


Det er dog på grundlag af beviserne som helhed fastslået, at der har været en reduktion i niveauet af civile tab siden 2011, hovedsagelig pga. ophøret af frontkrig i byen og af at Al-Shabaab nu bruger asymmetrisk krigsførelse mod nøje udvalgte mål”.

Kommentar: Der er ikke gengivet noget antal ofre, og antallet af dræbte ifølge ACLED er større i 2012 og 2013 end i 2011, jf. skemaet i kronikken. Der var ingen sikre beviser for færre dræbte civile. Al-Shabaab’s ”nøje udvalgte mål” medførte ikke færre dræbte civile, og folk var ikke altid så nøje udvalgt. Selvmords­angreb ramte fx ofte flere civile på cafeer i havneområderne, end de personer, der var mål for bomben. Desuden blev der jævnligt kastet granater på Barakat-markedet, som sårede eller dræbte nogen. Og volden kom ikke kun fra al-Shabaab, men også fra politi og væbnede styrker.


”En almindelig borger i Mogadishu kan nedsætte risikoen for at blive ramt i et al-Shabaab-angreb, der ikke var rettet mod ham, ved at undgå områder og virksomheder, der kan identificeres som sandsynlige Al Shabaab mål”.

Kommentar: Likvideringer og terrorangreb er ofte uforudsigelige. Selv om det i dommen er anført, at man som civil bør undgå at færdes ved mål for al-Shabaab, er målene ofte ukendte og kan skifte, også mellem bydele. Ved nyligt at analysere ACLED’s database om civile krigsofre i 2012-2013fordelt på bydele pr. år, har jeg kunnet bekræfte, at risikoen for civile drab kan svinge over tid. Kun i enkelte år var der slet ingen civile krigsdødsfald i enkelte bydele. Dommerne fra Upper Tribunal havde ønsket tabstal for ”almindelige civilister”, men så specifikke tabstal findes ikke. Og det er heller ikke rimeligt at tro, at man som tvangshjemsendt til en hovedstad med meget politi og militær og med regering og vigtige institutioner vil kunne undgå kontakt med potentielle mål for al-Shabaab og andre væbnede styrker.


”Der er ingen reel risiko for tvangsrekruttering til Al-Shabaab for civile borgere i Mogadishu, herunder for nyligt hjemvendte fra Vesten”.

Kommentar: Denne forudsætning holder ikke de senere år: Ifølge en somalisk bekendt har al-Shabaab adgang til passagerlister og kræver ofte af de ankommende somaliere fra udlandet, at de udfører tjenester som kombattant, spion, meddeler. Eller de tilbagevendte kan blive anset som fjender eller spioner og risikere tortur eller drab.


”Der er ingen klanmilitser i Mogadishu, ingen klanvold, og ingen klanbaseret diskriminerende behandling, selv for medlemmer af minoritetsklaner”.

Kommentar: Dette var muligvis korrekt i 2014. Men klankonflikter er tiltaget siden da, hvilket fremgår både af ACLED’s materiale og rapporter til FN’s sikkerhedsråd.


”En person fra en mindretalsklan, der ikke har familie i Mogadishu, og ikke er understøttet fra anden side, har ringe chancer for at klare sig andre steder end i en IDP-lejr, hvor forholdene kan overskride § 3”.

Kommentar: Det er sandt. Men Flygtningenævnet og Udlændingestyrelsen har i mange sager hævdet, at de udviste vil kunne klare sig selv ved arbejde, hvis de er raske, også hvis de ikke har familie i hovedstaden. På grund af tørken, fødevaremanglen og fattigdommen, må tvangshjemsendelse af personer uden familie, der kan ernære dem, og som må bo i IDP-lejre helt sikkert overskride § 3. Der er nu knapt 1 million internt fordrevne i Mogadishu.


Krig, klimaforandringer og fødevaremangel

I et referat fra mødet d. 28. februar 2022 i Flygtningenævnets Koordinationsudvalg hedder det, om Afghanistan, som lige nu er plaget af sult, kulde og fattigdom. og ligeledes er tæt på hungersnød ligesom Somalia er: ”Udvalget er opmærksomt på den akutte, alvorlige humanitære krise i Afghanistan, præget af udbredt mangel på fødevarer og sundhedsydelser, alvorlig økonomisk krise og et meget stort antal internt fordrevne. Disse forhold kan dog ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7”.

§ 7 definerer grundene til opholdstilladelse:

Stk. 1: Ophold efter definitionen i Flygtningekonventionen, artikel 1 a, ved forfølgelse eller velbegrundet frygt for forfølgelse.

Stk. 2: Beskyttelsesophold, hvis flygtningen har en særlig risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Stk. 3: Midlertidigt beskyttelsesophold, hvor risikoen for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile.

Både i Afghanistan og i Somalia foreligger en § 3 situation - ikke nødvendigvis alene forårsaget af krig, men forårsaget af klimaforandringer, fødevaremangel og udpining af landet efter mere end henholdsvis 40 og 30 års krig. Indtil tilbagetrækningen af vestlige styrker var endt i august 2021, kom en stor del af pengene til Afghanistan som hjælp fra vestlige lande. Det holdt op, da Taleban overtog regeringsmagten, og den tidligere præsident flygtede med en stor del af statskassen. Tvangsudsendelse til Afghanistan og Somalia i dag må indebære, at enhver, der ikke har en familie, som med sikkerhed kan ernære ham/hende, og som ikke selv har mange penge at leve af, vil være i høj risiko for at dø af sult. Så Flygtningenævnets Koordinationsudvalgs betragtninger er helt i modsætning til SUFI-dommens vægtning af humanitære forhold.


Andre forhold siden dommene: Internt Flugt Alternativ, IFA og IRA

Et internt flugtalternativ: IFA, eller IFA/IRA: Internal Flight /or Relocation Alternative, er et sikkert sted, som en indbygger i landet kan flygte til, eller som en flygtning i udlandet kan rejse tilbage til for at kunne bo i sikkerhed i sit eget land. Danmark var et af de første lande, der begyndte at tale om tilbagesendelse af somaliere til Mogadishu, og at Mogadishu var blevet et sikkert sted, efter at fronten ikke mere stod gennem byen. I 2013 gennemførte man fem prøvesager, hvor alle fik afslag på asyl. Man troede ikke på deres forklaringer, og mente godt, de kunne rejse fra Mogadishu til deres hjemby i Somalia, som på det tidspunkt ikke var i et al-Shabaab område, omend det skete imod UNHCR’s anbefalinger, - og imod realiteterne, jf. tidligere kronikker.

For at kunne anvise folk til et IFA i Somalia og give dem afslag på asyl i Danmark, og for at kunne udvise flygtninge med beskyttelsesasyl til Somalia, gennemførte Flygtningenævnet i 2015 en række prøvesager, som er beskrevet i Beretning 2015 om tilbagesendelse til Mogadishu og til Kismayo. Flygtningenævnet anvendte to principper til vurderingen: at det var rimeligt at anvise personen til Mogadishu, dvs. at de ville have mulighed for at leve et liv der, som ikke var unødvendigt hårdt, og at der skulle være tale om et sikkert sted i snæver forstand: at man ikke burde tilbagevises til et sted, hvor man var i stor risiko for at blive forfulgt af individuelle årsager, for man havde allerede inden holdt sig til at volden ikke mere var så alvorlig og generaliseret, at enhver var i fare i Mogadishu. Hvis asylansøgeren angav at have en konflikt med al-Shabaab, fx ved ikke at flygte fra rekruttering, men ikke ellers havde været forfulgt, blev de regnet som uprofilerede og ikke i særlig risiko, og Flygtningenævnet regnede med, at kun lokale folk fra al-Shabaab kendte dem - derfor ville det ikke været et problem for dem at bo i fx Mogadishu. Nævnet tog ikke hensyn til, at al-Shabaab længe har haft en effektiv sikkerhedstjeneste, og at al-Shabaab har et omfattende spionnetværk. Hvis de havde en slægtning i Mogadishu, mente Nævnet, at de ville kunne bo og få støtte til underhold dér.


Kvindelig omskærelse

Ingen af de nævnte sager kom ind på problematikker om kvindelig omskærelse, Female Genital Mutilation, FMG. Men her har det været Flygtningenævnets holdning, at hvis forældrene har penge og styrke til at kunne flygte til Danmark, vil de også ved en evt. tilbagesendelse til Somalia være stærke nok til at kunne modsætte sig et pres fra familien for at få deres mindreårige piger omskåret. En enkelt undtagelse har dog været en situation, hvor en mor med en mindreårig datter skulle bo hos ægtefællens familie, mens faderen var emigreret til USA. Her gav Flygtningenævnet efter kritik fra Børnekomiteen moderen opholdstilladelsen tilbage, men i mange andre tilfælde, har nævnet ikke givet opholdstilladelse, heller ikke efter kritik fra FN’s komiteer.

Hvordan forestiller Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet sig overhovedet, at forældrene skal kunne beskytte deres datter mod omskærelse, når 99% af alle kvinder er omskåret i Somalia- i Hirshabelle 99,8%?

Det står i en skarp kontrast til, at FMG i Danmark betragtes som vold mod børn. Hvis somaliske forældre i Danmark får deres piger omskåret i udlandet, vil de blive straffet med fængsel, og måske udvist af Danmark efter afsonet straf. Er kampen mod FMG kun vigtig, hvis den kan bruges til at stemple somaliere?


De fire forhold fra SUFI-dommen i 2011, 2017 og 2021

For at vurdere antal dræbte civile i krig er anvendt tal fra ACLED. Når antallet for dødstallene er vist for to år, er det bl.a. for at vise, at de kan ændre sig hurtigt i en langvarig krig. I krig er sandheden det første offer. Den største fejl i alle opgørelser over antal dødsfald pga. krige i Somalia er, at ikke alle er registreret. 2011 er valgt pga. SUFI-dommen, 2017 fordi Danmark påbegyndte tvangsudsendelser til Somalia det år, og 2021 for at vise, hvor vi er i dag.

Skemaet kan også hentes her.

Konklusioner om de fire forhold:

1. Der er kun sjældent egentlige kampe mellem to styrker i selve Mogadishu, så færre fanges i krydsild. Men selvmordsbombeangreb er taget til efter 2010, især ved bomber monteret på et køretøj, og flere rammes af granater. I efterfølgende flere komplekse selvmordsangreb, fx bilbombe kombineret med en mindre al-Shabaab skydegruppe, der skyder vildt omkring, mens vagter/specialtropper skyder tilbage, med civile tab til følge. I 2022 er foretaget relativt flere angreb af selvmordsbombere med bombebælter.

I de ti forgangne år har mange af al-Shabaabs angreb i Mogadishu været målrettet militær, politi, øvrighedspersoner, journalister, politikere, desertører fra al-Shabaab, udlændinge, udenlandske organisationer, FN og folk der samarbejdede med dem. Men der har også været angreb på cafeer, restauranter, hoteller, Barakat-markedet, og på Stadion og Nationalteatret, da disse blev genåbnet - hvor mange civile døde. Der har også været angreb på regeringsbygninger, politistationer, og lokale rådhuse i distrikterne, samt bygninger i lufthavnen, og på markeder og i IDP-lejre, hvor al-Shabaab ville likvidere en bestemt person - fx. en desertør eller overløber, eller som var mistænkt for spionage for sikkerhedstjenesten, NISA. Det kunne også være en person, der var flygtet til Mogadishu, efter at have nægtet at efterkomme krav fra al-Shabaab: om skatter, tvangsrekruttering til militæret, rekruttering til spionage, eller rekruttering af en datter til et tvangsægteskab.

Udover af al-Shabaab er civile også blevet dræbt af soldater fra Somalias hær, delstaternes hære, lokale militser og tropper fra andre lande, der indgår i AMISOM, samt ved checkpoints.

I Mogadishu var der krigsdræbte i alle distrikter stort set hvert år efter 2011, mest i Hawl-Wadag, Heliwa, Hodan, Yaqshid, Wadajir og Waaberi, og i nabodistrikter til lufthavnen og havnene. Så civile kunne ikke undgå risici ved bare at undgå at komme i nogle bestemte distrikter eller undgå bestemte bygninger, modsat en præmis for den engelske dom i 2014, som er gentaget af Flygtningenævnet i nogle afgørelser.


2. Der var flest drab af civile i 2017, da Danmark var gået i gang med tvangstilbagesendelser til Somalia. 587 ud af de 1079 dræbte civile i 2017 blev dræbt af lastbilbomben 14. oktober 2017, i et meget befærdet vejkryds i Mogadishu. Resten - knap 500 - blev bl.a. ved andre store bombesprængninger, da al-Shabaab havde intensiveret volden for at ødelægge valget, parlamentet og regeringen. Mange drab på civile skyldtes den somaliske hær, politiet eller AMISOM, som skulle have beskyttet befolkningen, samt klanfejder.

I 2021 var der 215 civile krigsdræbte i Mogadishu, som da havde knapt 3 mio. indbyggere.


3. Antallet af internt fordrevne er steget i selve Mogadishu, mens meget få flygtninge i 2022 vender tilbage fra udlandet ved UNHCR’s hjælp nu pga. manglende sikkerhed og sult i Somalia. Når folk flygter til Mogadishu, er det ofte pga. tørke og sult, og med håb om at kunne få vand og nødhjælpsrationer. Der har været tørke i perioder fra 2009-2011, og i 2016-2017. I maj 2021 blev tørken erklæret en humanitær katastrofe, og siden efteråret 2019 har der været tørke, som efter tre svigtende regntider nu er den værste tørke i 40 år.


4. Krigsbegivenhederne i Mogadishu er fortsat uforudsigelige og udbredte. Terrorangreb er af natur uforudsigelige: Ikke engang udøverne selv kan vide100%, i hvilket kvarter og hvordan en bombesprængning forløber - før den sker. Lastbilbomben i 2017 der dræbte 587 civile - var planlagt udløst ved FNs og AMISOMs bygninger et andet sted i Mogadishu, men bomben blev udløst i et stort vejkryds i stedet for.


Konklusion

Der var glæde og håb efter al-Shabaab havde trukket sig ud af Mogadishu til de omgivende delstater, og efter et nyt parlament og præsident var valgt i 2012 og 2017. Men antallet af civile tab i Mogadishu var i 2012-2013 og 2016-2019 højere end i 2011. I 2021 næsten lige så højt, og for hele Somalia højere end i 2011.

Skønt antallet af døde har været en anelse mindre i nogle få år, er Mogadishu og Somalia fortsat præget af udbredt, generaliseret vold, der kan ramme enhver - ligesom i 2011. Fremtiden er ekstremt usikker på grund af det udsatte valg og konflikterne på mange niveauer. Der er humanitær undtagelsestilstand grundet tørken, og FN har advaret om kommende hungersnød fra sommeren 2022.

Tilbagesendelse af somaliere mod deres vilje til Mogadishu har derfor været ulovligt, da man systematisk gennemgik Somalia-sager og begyndte at tvangshjemsende dem i 2016-17. Og det er stadigvæk både ulovligt og umenneskeligt, og må stoppe nu!


Kronikken er den 5. i en serie med dokumentation for, at det er for farligt at hjemsende nogen til Somalia i øjeblikket pga. krig og tørke.

1. Somalia - en ny tamilsag? 2. Husk: Der er stadigvæk krig i Somalia. 3. Hvornår bliver der fred i Somalia? 4. Somalia er igen truet af hungersnød. 5. Tre domme ved menneskerettighedsdomstolen om tilbagesendelse til Somalia. 6. Regeringen, Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnets samspil i Somaliasager.