Tilgive, ja – men aldrig glemme
Dino Copelj indvier os i menneskets mulighed for at se virkeligheden i øjnene og leve med den.
Digte eller Kaos. Denne anden udgivelse af Dino Copelj tydeliggør hans kald som skribent. Det gentagne budskab i mangfoldige variationer er hans livsgrundlag: Tilgive, men aldrig glemme. Efter Duften af Petrichor, der kom i foråret, er det to’eren i en forhåbentlig lang række fortællinger, der skal holde os fast på den virkelige virkelighed. Dino Copelj indvier os i menneskets mulighed for at se virkeligheden i øjnene og leve med den.
Den centrale fortælling Efter dette andet bind i Dino Copeljs værk er det åbenbart at han er kaldet til altid at minde verden om de 8372 muslimske drenge og mænd, der blev slået ihjel i Bosnien i juli 1995. Vi bliver husket på at virkeligheden ligger i fortællingen, og at hvis vi glemmer hvad der skete, begår vi den store synd at lade som om de ikke havde været til. Hvis vi glemmer det, mister vi evnen til at give vores efterkommere mod på livet, for livet har så mange voldsomme og grusomme realiteter flettet ind i vores levedage, og dem skal børnene kende, sådan som de kan kende dem i fortællinger. Hvordan så give dem mod til at leve? Digteren siger at det gøres med al den kærlighed fortællinger og digte kan viderebringe, forkynde og prædike. Det indebærer samtidig pligten til at udstille og udskamme de falske værdier.
Racismens usselhed Den værste usselhed, mennesket kan underkaste sig, er racismen, siger vores digter: ”Racisme er en vrangforestilling, /som er forankret i Racistens virkelighed. / Det er både anticivilisatorisk og upraktisk at dyrke racisme, / for man får intet ud af det, / bortset fra en bette portion af falsk fællesskabsfølelse. (fra Den besynderlige racisme, s. 24) At racisme altid har død og ulykke i sit kølvand ved læseren godt, og vi bliver mindet om det hver dag – også i dette århundrede. Derfor er det fortroligt også i dette andet bind at læse den helt centrale fortælling på halvanden side om togturen fra Bar i Montenegro til Kraljevo i Serbien og de fire timer med dødsangst, hvor digterens lillebror nær havde kostet hele familien livet, fordi han kom til at bruge et bosnisk ord, hvad der virkelig var en dødsdom, men som bødlerne heldigvis ikke hørte. 8372 mennesker med hver så voldsomme lidelser er umuligt at forestille sig. Derfor er det mirakuløst at teksterne i denne bog som i den første også optager de 6 millioner gassede medmennesker med i vores virkelige virkelighed. Der skal megen kærlighed til for at give livsmod trods alt dette. Digtningen er den eneste udvej. Digtet Den fortvivlede journalist handler om hvordan jeg’ets chef – usynlig, men frygtindgydende og perverterende – lærer ham hvordan han skal bruge begreberne: En familietragedie, hvor en kvinde bliver slået ihjel, betegnes som ’æresdrab’. En terrorist, der dræbte folk som fluer og myg skal kaldes ’psykisk syg’. Og en hadprædikant kaldes for ’islamkritiker’. Digtets to sidste linjer lyder: ”prøv at lytte til underbevidsthedens mumlen, / hvem af de tre er en muslim. (s. 25)
Sprogsans og svaghed Dino Copelj har en fin sprogsans og spiller ofte raffineret på sproget, når han fx skriver om folk, der hytter deres skind i lædersofaer; så skal man læse langsomt. Sproget står stærkt, når han ikke absolut vil rime, for det er forstyrrende og kan minde for meget om en selskabssang, når genstandsled kommer før handling. Men teksten er så væsentlig at det anbefales at se bort fra denne skønhedsfejl. Man har lyst til at citere alle siderne, for der er så megen lidenskab, så megen kærlighed og så megen virkelighed, at denne anbefaling skal være at anskaffe bogen og læse den. Bogens sidste digt er et løfte om at blive ved: ”Til den bitre ende vil mit blæk flyde, / igen en stakkels flygtning vil jeg aldrig være.” (s. 75)
Illustrationer Bogens omslag af Mikkel Pape er værd at lægge mærke til. Det er velsagtens broer over Drina, der forbinder til Danmark? På side 77 har Amalie Bo Clausen tegnet et portræt – af en grædende dreng? Den trettenårige, der blev tredive i et land hvor man ’har hul i mønterne’? Den dreng gør vi alle bedst i at have med i sindet – for at huske virkeligheden. Bogens titel er selv et øjenåbnende digt; det identificerer menneskelivet: DIGTE eller KAOS.
Dino Copelj: DIGTE eller KAOS Forlaget Det poetiske bureau, 2020