”At knytte verdener sammen” er en beretning om integration og interkulturel pædagogik. Efter læsningen er man er ikke den samme, skriver anmelder.
Interkulturelt Center i funktion.
”At skabe integration, medborgerskab og sameksistens er ikke noget, man bare gør fra den ene dag til den anden. Det er en lang sej proces – ligesom at lave grafik.”
Citatet af Inge Thorning stammer fra bogen ”At knytte verdener sammen” skrevet af journalist Malene Fenger-Grøndahl.
To personer på sørejse
De to hovedpersoner, Inge Thorning og Malene Fenger-Grøndahl begiver sig sammen ud i en lille båd billedlig talt, for at ro sig igennem beretninger fra et menneskehav af alle slags folk: Dem der har brug for integration og ved det, dem der ikke ved det, før de kommer i Inge Thornings hænder, og endelig dem, der sidder i en magtposition, men som på grund af uvidenhed modarbejder integration.
Bogens slutning er mistrøstig, fordi den vellykkede indsats’ modarbejdere kan lukke ned for et kald, de vel har anset for at være et eksperiment. Inden det sker, demonstreres det tydeligt, at man ikke kan knægte venskaber, der har knyttet mennesker sammen.
Integration og venskab vokser frem
Interkulturelt Center (IKC) har en historie, som begynder samtidig med de første tyrkiske og kurdiske familiers ankomst til Danmark i 1972. Centret kom til at ligge i en bygning i anden baggård i Rosengade 34 i Aarhus, hvor Inge Thorning, der er billedkunstner på mange planer, havde et atelier. Gadens børn kom nysgerrigt til værkstedet, og på den måde voksede både integration og venskab. Det blev til gensidig kulturel forståelse i en dynamisk organisme. IKC blev lukket i 2007, og Inge Thorning flyttede med sin mand, Bent Blindbæk til København.
Inge Thorning henvendte sig til journalist og forfatter Malene Fenger-Grøndahl ti år efter IKC’s lukning og bad hende skrive en bog om centret. Det passede fint ind i forfatterens egne hjertesager. På den måde følger læseren dem i deres overvejelser sammen. Stifteren af centret står frem ligesom portrætter af mange af hendes protegeer. Læseren lever med i, hvordan man opnår den integration, som er til glæde for den enkelte, for mennesker fra de mest forskellige kulturer, og for Danmark.
Tosproglighed er en ressource
Inge Thorning har allerede fra sin ungdom været mange andre steder end de hjemlige. Hun har bl.a. rejst i flere afrikanske lande. Hendes rejser har lært hende, at mange kulturer nok er forskellige fra hendes egen, men at det er individerne, der gør kulturer dynamiske: kultur og individ påvirker altid hinanden.
Det gælder også alle mennesker, at de forandrer sig i samspil med hinanden. Det kan ingen forhindre, men desværre kan man lægge forhindringer i vejen, så påvirkningerne bliver forkrøblede.
”Sprogforskningen omkring finsk-svenske børn viste, at det var vigtigt, at de finske børn fik lov til at blive ved med at tale finsk – for at støtte deres sproglige udvikling og sikre sig, at de fik et højt sprogligt niveau på deres modersmål og desuden bevarede en tæt relation til deres forældre. Det var tydeligt, at børnene var harmoniske og glade og trivedes på stuerne; det kunne man mærke med det samme,” fortæller Inge Thorning og fortsætter:
”I Danmark gjorde man præcis det modsatte: Børnene blev tvunget til at tale dansk i institutionerne, og det svækkede deres relation til forældrene, fordi forældrene ikke talte ret godt dansk.”
Her har de danske myndigheder bestemt at ville gå en anden vej, end al forskning har påvist og derfor anbefalet. Tosproglighed er en ressource. Så integration er et spørgsmål om, hvorvidt den enkelte får lov til at udvikles.
Bogen bringer et hav af eksempler på denne enkle sandhed, så læseren siger til sig selv under læsningen: ”Hvor svært kan det være?” Hvorfor får dette hav af skæbner, der er strandet her i landet, ikke de muligheder som forskningen manifesterer?
Fester i stedet for møder
I IKC havde man som et af eksemplerne fester i stedet for møder: Man fejrede alle sammen hinandens højtider. På den måde lærte man at forstå hinanden – og planlægge sammen. Hvor svært kan det være?
Bogen beretter om nogle elever, der ikke ville undervises af en tyrkisk kone, fordi hun var gift med en dansker. Den slags bliver Inge Thorning vred over, for hun er også gift med en dansker – og så fortæller hun om sit interkulturelle ægteskab. Hvilken gift person kan mon sige sig fri for at ægteskabet er interkulturelt? Sådanne beretninger afslører, at det er en bog, hvor man kan holde sig til havmetaforerne og læse i høj søgang og smult vande! Det er integration i øjenhøjde!
IKC lukker. Kunsten og menneskene overlever
Derfor får bogen heller ikke lov til at slutte trist, på trods af at IKC blev lukket, Inge Thorning og hendes mand flyttede, og hun faktisk blev ramt af PTSD.
Parrets yngste datter Louisa fortæller om sin mor til Malene Fenger-Grøndahl:
”Inge har aldrig sluppet kunsten; den har været med hele vejen. Hun har altid været god til at tage malergrej frem derhjemme (…) Hun blev så grebet af alle de mennesker, der var omkring hende, at hun glemte sin egen kunst og i stedet brugte kunsten og det kreative til at skabe udvikling og fællesskab for andre. Men nu har hun fundet tilbage til kunsten selv, og det har givet hende ro.”
Anbefaling til næste oplag
Denne læser, som kun kender Aarhus meget sporadisk, ville have været godt tjent med et kort over Aarhus med endnu et zoom- kort over Rosengade og nærmeste omegn. Sådan et kort har været tegnet i læserens fantasi, men det kunne have været sjovt at følge alle de herlige folks færden med fingeren på sådan et kort – ligesom et kort over Californien med Stanford Universitetet, et af de steder hvor Inge Thorning fik inspiration.
Her skal bogen varmt anbefales. Man er ikke den samme efter læsningen - selskabet med to mennesker der gavmildt fortæller om mange menneskeskæbner og viser, hvor rig tilværelsen er for den der tør involvere sig.
Læs også en artikel fra boglanceringen her.