Kronik af Dina Amlund
Tykaktivisme, kropspositivet og ny sundhedstænkning. Mange tror, at disse er spritnye fænomener. At der først skete en forståelse for og et ønske om plads til kropslige forskelle efter de sociale mediers indtog. Men den debat, der lige nu kører mellem Sundhedsstyrelsen og Dansk Selskab for Almen Medicin, har været længe undervejs.
Historien for at tænke positivt omkring tykhed er længere end de fleste tror. Tykaktivismen går tilbage til 1960ernes oprørske tid med de mange forskellige bevægelser, som kæmpede for lighed og frihed.
I 1967 mødtes 500 mennesker i Central Park i New York. De brændte bøger og blade med slankekure og spiste kage. Det er den tidligste tykaktivistiske happening, man kender til. 1967 var et vigtigt år. Udover begivenheden i Central Park, kunne man læse et læserbrev i The Saturday Evening Post om udskamning af tykke mennesker. Den havde rubrikken ”More People Should be Fat” og var skrevet af Lew Louderbeck.
Tykaktivismens historie
Louderbeck blev efterfølgende kontaktet af William Fabrey, som i 1969 stiftede NAAFA, National Association to Advance Fat Acceptance. Sidste år fejrede NAAFA 50-års jubilæum i Las Vegas. Fabrey lægger i dag sit virke i the Council on Size and Weight Discrimination. Han er ikke tyk, men han stiftede for alvor bekendtskab med tykfobien, da han giftede sig med en tyk kvinde.
Siden slutningen af 1960erne begyndte tykaktivismen at spire rundt omkring i USA. Og som den voksede sig større og stærkere og tykkere, bredte den sig også udenfor USA. En af mærkesagerne indenfor tykaktivisme er sproget. Fat og fatness på engelsk, tyk og tykhed på dansk er de neutrale ord, når vi taler om tykke mennesker. ”Overvægtig” og ”fedme” er ikke neutrale ord – det er ord, som er sygeliggørende og andetgørende.
En de tidlige grupper i USA var the Fat Underground, som dannedes i 1972. En feministisk gruppe, som skrev essays, digte, sange, malede og på anden måde beskæftigede sig med tykhed og tykfobi. En af de helt store tykaktivistiske stemmer udenfor USA er britiske Charlotte Cooper. I 1998 skrev hun ”Fat & Proud” og i 2016 kom ”Fat Acitvism: A Radical Movement”. Hun har derudover skrevet romanen ”Cherry” i 2002.
I over 50 år er der blevet stillet spørgsmålstegn ved den normative sundhedsdiskurs og dennes forbindelse til den socialt konstruerede tykfobi. I 1982 skrev Bob Schwarts bogen, ”Diets Don’t Work”, som handler om at for at være sund, skal man droppe fokus på vægttab og i stedet fokusere på intuitiv spisning. Vægten kan med fordel udelades, når man beskæftiger sig med sundhed.
Sundhed og tykhed
Allerede i 1950erne var der forskere, som konstaterede, at slankekure ikke virker – de tykke personer, der taber sig, tager simpelthen det hele på igen. I 1990erne blev der været stillet meget kritiske spørgsmål indenfor forskning i vægt. Bl.a. undersøgelser af bestemte befolkningsgrupper og villet vægttab, som viste risici forbundet med vægttab, som gik stik imod alle de konventionelle antagelser om vægt og vægttab.
Udover forskning, der forholder sig kritisk til konventionelle negative idéer om tykke kroppe, er der også forskning, som forholder sig positivt til tykhed. Health at Every Size er en gren indenfor sundhedstænkning, som fastslår, at sundhed og tykhed ikke udelukker hinanden. Hovedværket indenfor denne litteratur er Lindo Bacons ”Health At Every Size” fra 2008. Bacon er fysiolog og ph.d. med års forskning i sundhed og tykhed bag sig. Dr. Bacon bruger i dag sin tid på at formidle sin viden, og har mange videoer på YouTube, og er aktiv på Facebook og Twitter. Bacon formidler på en meget tilgængelig måde.
Man kan læse mere om teori og praksis bag konceptet Health at Every Size på dansk hvis man søger på ”vægtneutral sundhed”. En af de førende stemmer indenfor dette er autoriseret klinisk diætist Inger Bols, som arbejder med vægtneutral sundhed og intuitiv spisning med klienter, deltager i den offentlige debat og afholder kurser.
At sundhed og tykhed ikke udelukker hinanden, ligesom tykhed og skønhed ikke udelukker hinanden, er meget populære kæpheste blandt tykaktivister og kropspositive aktører. Samtidig er det vigtigt at understrege, at skønhed og sundhed ikke er noget, tykke mennesker skylder samfundet. Sundhed og skønhed bør være en privat sag – men det kan ikke undgå at blive politisk, da begge konstruktioner bruges som våben mod tykke mennesker.
Kropspositivet versus Tykaktivisme
Body Positivity, på dansk kropspositivitet, er ligesom tykaktivisme heller ikke et nyt fænomen. Begrebet Body Positive stammer fra dengang verden var ved at gå til i frygt for og had til HIV/AIDS. I USA var der allierede, som ville vise sympati og alliance med personer, som var HIV-positive. Disse allierede kaldte sig BODY positive. Det er fantastisk, så meget der er sket indenfor medicin, uddannelse og forståelse siden dengang – ikke at vi er fuldstændig fri af HIV/AIDS-fobien i dag, men vi er heldigvis langt fra 1980ernes panik.
I 1990erne var der ikke længere behov for det samme allianceskab. I midten af 1990erne var der tre kvinder i USA, som tog de nu ubrugte ord, ”BODY positive”, ind i den udvikling af sproget og kropssynet, som vi kender i dag. Deb Burgard grundlagde platformen kaldet ”Body Positive”, fra hvilken hun arbejder med psykoterapi og aktivisme på forskellige måder. Connie Sobczak og Elizabeth Scott stiftede ”The Body Positive”, som er et fællesskab og en virksomhed, som tilbyder forskellige typer workshops og undervisning.
Fælles for dem er, at de arbejder med individet, som skal lære at elske sig i selv i denne verden, som ellers lærer os at stræbe efter den normative definition af perfekthed. Der er en særlig forståelse for tykhed og tykfobi hos Burgard, Sobczak og Scott, men deres fokus er konsekvent på individet – tykt eller tyndt – at det skal lære at være tilfreds i egen krop.
Forskellen mellem kropspositivitet og tykaktivisme er præcis dette fokus på individet. Kropspositivitet beskæftiger sig ikke meget med strukturerne i samfundet, men lærer individet at elske sig selv. Det er meget nemt for samfundet at acceptere en ny tilgang til kroppe, som handler om at ansvaret ligger hos individet: elsk dig selv! Vi har et individbaseret samfund, som foretrækker at personer med andethed(er) selv tager det fulde ansvar for at lære at elske sig selv. Derfor er kropspositivitet blevet så populært. Det er noget sværere for samfundet at acceptere tykaktivismen, som ikke handler om at individet har ansvar for at elske sig selv – men at samfundet har ansvaret for ikke at hade tykke mennesker. At samfundet skal stoppe sin tykfobiske struktur ved f.eks. at ændre i sproget.
Kropspositivitet er – selvfølgelig – positivt. Det er brugbart for alle, som er vokset op i en verden, som lærer en at hade og frygte ens egen krop. Men kropspositivitet skal ikke stå alene. Vi kan se hvordan den individbaserede kropspositivitet alt for let inkorporeres i den konsum-orienterede verden, som bygger på sundhed, skønhed, og andre menneskeskabte hierarkier. Tykaktivismen handler om at nedbryde strukturer og er mindre nem at kapitalisere.
Bedre tider varsles
Der sker uendeligt meget indenfor tykaktivisme og opfattelsen af tykke kroppe i dag. I Danmark har vi f.eks. De Tykkes Befrielsesfront, som stiftedes i 2006, og FedFront, som dannedes i 2017. De er stærke stemmer i kampen mod tykfobien. Der er mange kropspositive aktører, som bringer tyk-repræsentation på banen.
Forkæmpere for identitetspolitik og andre på venstrefløjen får i højere og højere grad forståelse for at tykke mennesker placeres langt nede i de menneskeskabte hierarkier, som skal brydes ned. Mode- og kulturprodukter begynder at inkludere tykhed i nogen grad. Medier, uddannelsessteder og politiske organisationer begynder at kigge mod tykaktivismen.
Netop nu har vi et meget tiltrængt opgør mellem Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), som er de praktiserende lægers videnskabelige sammenslutning, og Sundhedsstyrelsen (SS). SS vil have de praktiserende læger, andre sundhedsfaglige og kommunalt personale i f.eks. jobcentre, bo-, aktivitets- og samværstilbud til at opspore (det er SSs eget ord, ”opspore”) de tykke borgere og sende dem i vægtreduceringsprogrammer.
Det vil DSAM under ingen omstændigheder skrive under på. Formanden for DSAM har udtalt, at tykke borgere skal have lov at gå til lægen med hvad de nu har brug for at gå til lægen med, uden det skal handle om vægten. En anden repræsentant fra DSAM har sagt til pressen i flere omgange, at SS bør droppe målsætningen ”slanke kroppe” og i stedet indføre et mål, der hedder ”glade, stærke og funktionelle kroppe”.
Dina Amlund er tykaktivist og cand.mag. i Moderne Kultur. Dina har beskæftiget sig indgående med tykfobi som struktur i samfundet og kulturen med fokus på sproget, repræsentation og stereotyper i kulturprodukter, den vestlige kulturs historie og kropsideal m.m.