Ghita Nørby efterlyste den intelligente dybe samtale om kunst og kultur, da hun blev interviewet af TV2’s Simi Jan. Men mediernes persondyrkelse stod atter i vejen.
Michala Linn, pressefoto.
Det kan være svært at sætte ord på kunstnerisk udfoldelse og kunstneriske oplevelser. Måske fordi kunsten begynder der, hvor bogstaveligheden ikke længere slår til.
Alligevel kan det indimellem lykkes igennem en oplyst og åben samtale at skabe et rum, hvor man nærmer sig nogle intelligente og dybe refleksioner omkring kunsten og det at være menneske. Det rum opstår blandt andet i berømte samtaler mellem musiker David Bowie og filminstruktør Thomas Vinterberg eller mellem pianist Daniel Barenboim og skuespiller Christoph Waltz – samtaler, der begge kan ses på YouTube. Tankevækkende nok finder disse samtaler sted mellem to kunstnere.
Samtidig findes der bunkevis af tåkrummende “samtaler” mellem journalister og kunstnere, der omhandler alt fra kunstnernes køn, alder og hudfarve til deres personlige præferencer og drømme, deres kendisfaktor eller endda deres påklædning og sexappeal. Tænk Scarlett Johansson i interviews om hendes rolle som “sexede” Black Widow eller Rashida Jones, hvor der bliver spurgt ind til hendes “etniske” kulør.
Skraber kun på overfladen
Interviewet med Ghita Nørby i udsendelsen Go’ Aften LIVE på TV2 den 19. juli 2021 lægger sig desværre i slipstrømmen af sidstnævnte. I interviewet bad journalist Simi Jan den erfarne skuespiller om at beskrive den “eventyrlige” atmosfære på hendes gamle arbejdsplads Det Kongelige Teater, hendes personlige mørke sider, hendes største performance-oplevelse, om prisen for at være kunstner har været for høj, og om hun er bange for døden. Spørgsmål som klinger lidt af X Factor, men som altså ikke kommer i nærheden af at skrabe i overfladen af den visdom, som en af dansk kulturlivs største og dygtigste kunstnere ligger inde med.
Journalisten overså sin vigtige opgave, nemlig at finde frem til sin samtalepartners hovedbudskab og motivation. I stedet fik man indtrykket af, at Simi Jan var mødt op med en forudfabrikeret fortælling om stjernedrømme, følelser, glamour og kendisstatus, og derfor brugte hun hele interviewet på at “fiske efter” (som Jan selv udtrykte det) one-liners til at underbygge den fortælling.
Evnede ikke at gå spadestik dybere
Spørgsmålene om, hvad kunsten kan, hvorfor vi mennesker har brug for den, og kunstens og kunstnerens vilkår og fremtid i et kapitalistisk samfund udeblev til gengæld - til Ghita Nørbys store frustration.
Da det stod klart, at journalisten ikke evnede at dykke dette spadestik dybere, forsøgte Nørby som minimum at nedrive Jans X factor-narrativ ved at insistere på det professionelle aspekt af skuespillerfaget. At kunst er mere end stjernedrømme og følelser. At det er hårdt arbejde, men at det arbejde lønner sig og fordres i kunsten. Hvorfor? Ja, det simple spørgsmål kunne Jan have fulgt op med. Men heller ikke denne livline til en interessant samtale formåede Jan at gribe.
Letfordøjelig feel good-pakke
Simi Jans motivation har højst sandsynligt været at pakke det abstrakte begreb “kunst” ind i en letfordøjelig feel good-pakke, der var til at forstå helt ude i de små stuer. Og hvis vi endelig skal blive fornærmede over noget, må det være netop det: At journalisten og redaktionen ikke har større tiltro til den almindelige dansker, end at vi skal fodres med floskler om eventyr på teatret og drømmen om at stå på en scene, når vi har mulighed for at få indblik i Henrik Ibsens dramaers betydning for kvindekampen, vigtigheden af at leve andres skæbner for en stund eller noget helt tredje, der rent faktisk betyder noget i vores liv og dagligdag.
Enhver kan gå skævt af hinanden i begyndelsen af en samtale, men at samtalen blev fastholdt i X factor-flosklernes verden er journalistens ansvar. At Ghita Nørby til gengæld sagde fra over for samfundstrends og overfladiskhed er kunstnerens opgave.
Indlægget har været bragt i Avisen Danmark.