top of page

Udlændinge fra hele verden i Danmark – en ny tv-serie?

Serien ”Danskere i verden” viser danskeres aftryk på udlandet. Men hvorfor ikke en serie med udlændinges aftryk i Danmark?


Mogens S. Mogensen


I denne tid kører der en spændende tv-serie om ”Danskere i verden”, som jeg varmt kan anbefale. DR skriver om serien, at ”Stéphanie Surrugue rejser gennem historien og over seks kontinenter for at fortælle historierne om nogle af de danske udvandrere der gennem tiden og stadig i dag sætter aftryk i verden.”

Som dansker kan man ikke undgå at blive stolt over at høre om disse danskere og den indsats, de øvede i de lande, som de slog sig ned i som indvandrere, permanent eller i en årrække. Som serien viser, var danskernes indsats dog ikke altid uproblematisk, og tak for at serien også gør opmærksom på det.


Taknemmelig for indvandrere

På samme måde ville det være meget relevant, at Danmarks Radio producerede en tv-serie om ”Udlændinge fra hele verden i Danmark”, om indvandrere, der gennem tiden og stadig sætter aftryk i Danmark.

Som dansker ville man ikke kunne undgå at blive taknemmelig over at høre om disse indvandrere og den indsats, de øvede i Danmark, hvor de slog sig ned permanent eller i en årrække. Serien ville naturligvis også skulle vise, at indvandrernes indsats ikke altid har været uproblematisk, og det er vigtigt også at gøre opmærksom på det, for at få et nuanceret billede.


Udvandring på godt og ondt

I de sidste godt 300 år, som serien omhandler, er mange danskere udvandret, og udvandringen har været drevet af mange forskellige faktorer og motiver. Numerisk størst betydning har fattigdom nok haft, idet ca. 354.000 danskere mellem 1820 og 1930 udvandrede til USA og Argentina for der at skaffe sig en anstændig tilværelse.

De fleste af dem slog sig ned for bestandig i USA og Argentina, men vi taler stadig om dem som hhv. dansk-amerikanere og dansk-argentinere. Før det spillede hele koloniseringen en stor rolle, idet der blev etableret danske kolonier i Asien, Afrika og Amerika, hvor danskere slog sig ned og blev engageret i handel (inkl. slavehandel) og plantagedrift.

Mission bragte også hundredvis af danskere rundt i verden som en slags indvandrere, der dog i de fleste tilfælde vendte hjem til Danmark igen. I nyere tid har globaliseringen ført mange danskere ud i verden, og i alle perioder har eventyrlyst også spillet ind.


Huguenotter og herrnhutere

I den samme periode har vi også haft forskellige former for indvandring til Danmark. Danske konger har flere gange inviteret religiøse grupper, hvoraf nogle led under forfølgelse i deres hjemland, til Danmark for at fremme den økonomiske udvikling. Det gælder fx de huguenotter (reformerte) som fra 1720 kom til Danmark, og også de herrnhutere, som i 1772 fik tilladelse til at slå sig ned i Tyrstrup sogn i Sønderjylland.

Jøder er søgt til Danmark pga. forfølgelser i deres hjemland. Polakker kom til Danmark for at arbejde i sukkerroemarkerne i begyndelsen af forrige århundrede. Dertil kommer en række enkeltpersoner, som af forskellige årsager slog sig ned i Danmark som indvandrere.

I slutningen af 1960’erne inviterede vi gæstearbejdere fra bl.a. Tyrkiet til at komme til Danmark, da vi manglede arbejdskraft. I de følgende årtier var det især flygtninge, der i stort tal kom til Danmark. I de seneste år har der været en stor indvandring fra EU og fra Østeuropa pga. efterspørgslen efter arbejdskraft. Og allersenest er mange tusinde ukrainere flygtet til Danmark pga. Ruslands krig mod Ukraine Alt i alt udgør indvandrerne i dag knap 12 procent af befolkningen.


Vigtig public service

Det ville være på sin plads, om Danmarks Radio som en del af sin public service-funktion producerede en serie om, hvilken betydning nogle af disse indvandrere gennem tiden har haft for udviklingen af det danske samfund.

Vi bliver gennem udsendelsen ”Danskere i verden” godt oplyst om dansk udvandring, men jeg savner en serie, som kan give en sober og nuanceret oplysning om ”Udlændinge fra hele verden i Danmark”, hvor der lige som i den aktuelle serie især sættes fokus på indvandreres positive aftryk, samtidig med at vi også hører om de problematiske sider af denne migration.

bottom of page