Ukrainere i Danmark: Bed for medmenneskelighed
Folkekirken arrangerer gudstjenester med forbøn for Ukraine på lørdag.

"Lad os samles i bøn for medmenneskeligheden." Det siger den ukrainske græsk-katolske præst Vasyl Tykhovych, der holder gudstjenester på ukrainsk i Sankt Ansgar Kirke i København, Sankt Norberts Kirke i Vejle og i Sct. Mariæ Kirke i Aalborg.
Han har boet i Danmark siden 2005 og holdt den første gudstjeneste på ukrainsk i 2007. I disse dage samles han med herboende ukrainere til bøn for sit land og folk, oplyser Tværkulturelt Center i et nyhedsbrev.
Han selv og mange andre herboende ukrainere har familiemedlemmer, der risikerer at blive sendt i krig.
- Lad os huske vores ukrainske medborgere i Danmark i forbøn, medleven og omsorg, lyder opfordringen fra Tværkulturelt Center i København.
Langt de fleste ukrainere er kristne. De fleste er ortodokse. I 2020 var 502 ukrainere medlemmer af folkekirken, oplyser centret. Der arbejdes på at holde forbønsgudstjenester i alle folkekirkens 10 stifter på lørdag med bøn for Ukraine, ligesom mange sognekirker inviterer til andagt og bøn sammen med herboende ukrainere.
FAKTA: Ukrainere i Danmark
Alle med ukrainsk oprindelse (tal pr. 1. jan. 2022): 16.422
- Heraf ukrainske statsborgere: 14.236
- Heraf født i Danmark: 3.059
I 2021 fik 2.662 ukrainere opholdstilladelse i Danmark på erhvervsområdet.