Ulogisk, uøkonomisk og udemokratisk af afvise borgerforslag
Socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund afviser borgerforslag om at stoppe hjemsendelse af syriske flygtninge. Selv om muligheden for borgerforslag er en demokratisk ret, vedtaget af Folketinget.

Over 50.000 underskrifter gør, at Folketinget nu skal tage forslaget til behandling.
Danskerne er sociale. Demokratiet fungerer. Men det glæder ikke Socialdemokratiers udlændingeordfører Rasmus Stoklund. Knap var de 50.000 underskrifter i hus til et borgerforslag om at stoppe hjemsendelse af syriske flygtninge, før han på Facebook erklærer: ”Det forslag må vi afvise i Socialdemokratiet.”
Så står vi godt nok med et demokratisk problem. Folketinget har vedtaget, at man ved indsamling af 50.000 underskrifter kan indsende et forslag til Folketinget som politikerne er nødt til at behandle. Nu har tusindvis af borgere så engageret sig i det danske samfund, brugt deres demokratiske og lovhjemlede ret, og gået i brechen for deres medmennesker, og så affejes det pure af Socialdemokratiets udlændingeordfører.
Magen til magtfuldkommenhed skal man lede længe efter! Borgerforslag er det tætteste man kan komme på direkte demokrati. Her kan borgerne selv – ikke via en politiker, der kan have nået at skifte standpunkt og parti flere gange siden sidste valg – indsende et forslag til behandling i Folketinget.
Politikerne bør tage et direkte forslag fra borgerne særdeles alvorligt. Er de uenige, kan de ytre sig og stemme i Folketingssalen. Ikke dømme et forslag ude på forhånd, som Rasmus Stoklund gør.
Borgerne er bekymrede. De syriske flygtninge er mennesker – børn, familier, ældre, personer med handicap – som med Paradigmeskiftet fra 2019 kun fik tidsbegrænset ophold og nu risikerer at blive sendt tilbage til den diktator, de flygtede fra. En diktator, der er så farlig, og et land og en hovedstad, der er så usikker at opholde sig i, at Danmark har lukket sin ambassade, sendt sine diplomater hjem, og ikke har nogen udleveringsaftale med det syriske regime.
Det er ulogisk at sende sårbare og traumatiserede flygtninge tilbage til et det syriske regime, når vi samtidig ikke samarbejder med det, fordi de ikke overholder basale menneskerettigheder.
Det er dårlig ledelse, at sende flygtninge, som ikke tør rejse hjem, på såkaldte hjemrejsecentre, væk fra skole og job og integration i det danske samfund.
Og det er udemokratisk at på forhånd afvise et forslag fra borgere, som blot bruger deres lovfæstede demokratiske ret.
Det er en ommer, Stoklund!