Undersøgelse: Der er brug for at opdatere muslimske begravelsesritualer

Opdateret: 3. feb.

Der er forskel på unges og ældre muslimers forventninger til en begravelse. For ældre har ritualerne betydning i sig selv, men for unge går det for hurtigt; de når ikke at sørge og distancerer sig derfor følelsesmæssigt. Der er brug for at nytænke muslimske begravelseshandlinger, mener imam Ahmet Polat på baggrund af sin forskning.



Vi skal alle herfra. Hvor vi går hen, er uvist. Men en ting er sikkert: Afskeden med den døde betyder alt for de efterladte. Uanset om man tror på et efterliv eller ej.

Derfor har ritualer stor betydning, ikke kun i den kristne kultur, men i alle kulturer. Også den muslimske.

Begravelsesritualets betydning for muslimer er for første gang kortlagt i et speciale fra Aarhus Universitet. Forsker og forfatter er imam og cand.mag. i diakoni, Ahmet Polat. Han er desuden imam og har studeret islamisk teologi på Marmara University i Istanbul. Han er frivillig i Center for Sameksistens og koordinator af Etnisk Ressourceteam (ERT) på hospitaler i Region Hovedstaden.

Grundlaget for hans speciale er en empirisk undersøgelse i form af interview med otte danskere med muslimsk baggrund i alderen 25-57 år. Undersøgelsen og Polats refleksioner og analyser er kærkomne, især for udenforstående, som gerne vil deltage og trøste.

En vigtig indsigt er, at der er forskel på unges og ældres forventninger til en begravelse. Hvor ældre muslimer er kollektivistiske og indlejrer ritualet som del af det store muslimske fællesskab, er unge mere individualistiske og tænker, hvad begravelsesceremonien betyder for dem selv og for den afdødes bortgang til Gud i det konkrete øjeblik.


”Begravelsen gik for stærkt”

Undersøgelsen kommer frem til overraskende konklusioner. Oplevelsen af ritualerne omkring den muslimske begravelse er meget modsatrettede. Nogle af de adspurgte oplevede, at smerten ved at miste blev værre. Andre, at ritualerne bare skulle overstås. Og en, at ”det var sådan min far ville have det”.

Alle otte informanter gav udtryk for, at begravelsen gik for stærkt. Især de unge ville gerne have haft tid til individuelt at sørge over tabet af det nære familiemedlem. Alligevel fandt nogle af dem ro og styrke. En syntes især det var beroligende, da imamen bad menigheden om at velsigne den afdøde.

Men selv om tiden var kort, syntes de fleste, at de religiøse ritualer blev en god afslutning på den afdødes liv. De efterladte fik hjælp til at sige det sidste farvel.

Under begravelsesritualerne beder man for den afdøde.

- Den afdøde går småt i gang med mødet med sin Skaber og med at stå til regnskab for sit jordiske liv. Deltagerne beder til Gud om at tilgive den afdøde, og for at den afdøde kommer godt afsted på sin rejse, forklarer Ahmet Polat.

Om begravelsesritualerne er for den afdøde eller for de efterladte - eller for begge - er et åbent spørgsmål. En af informanterne erklærede dog åbenlyst: ”Det er et ritual, jeg gør for den afdøde, og ikke for min skyld...”


Ritualer er basale for muslimer

Ahmet Polat pointerer i indledningen, at ritualer har et mål, nemlig at kommunikere: ”Ritualet vil give dem, der deltager i eller udfører det, et sprog til at udtrykke noget, de ellers ville have svært ved at sætte ord på.”

Ritualer er helt basale for muslimer, pointerer han. De er en grundlæggende del af muslimers trosidentitet. Ved at praktisere dem, bliver de en del af trosfællesskabet. Og muslimer har netop brug for ritualer til at få struktur i en sorg- og krisesituation.

Ahmet Polat reflekterer over synspunktet: ’Det handler ikke om mig. Det handler om den afdøde’ og foreslår, at det måske er udtryk for ønsket om at distancere sig. At begravelsen har haft den betydning, den skal have, nemlig at bringe den afdøde videre til det næste liv.

Han giver også et bud på, hvorfor informanterne generelt synes, at begravelsen gik for hurtigt. Det er først og fremmest, fordi den afdøde bliver jordfæstet hurtigst muligt. Typisk indenfor et par dage. Dernæst, fordi de unge havde mistet energi på grund af manglende søvn i den intense periode fra død til begravelse. Flere af informanterne gav udryk for, at de var trætte og helst ville sove.

Ved en kirkelig begravelse er det meget normalt at begravelsesceremonien finder sted 5-10 dage efter dødens indtræden, hvor man har god tid til planlægning.


Spørgsmålet om kønsadskillelse bør opdateres

Øvrige konklusioner fra undersøgelsen er bl.a.: klage over det upersonlige ved begravelsen – den afdødes navn bliver ikke nævnt – og kritik af kønsopdelingen – kvinder holder sig i baggrunden og deltager nogle gange slet ikke under begravelsesbønnen.

”For eksempel er der kvinder, der ikke får lov til at være i nærheden af deres moders kiste,” kommenterer Ahmet Polat.

Han foreslår selv, at hele spørgsmålet kønsopdeling og kvinders deltagelse ved begravelser bør opdateres, fordi ritualerne har så stor betydning for at lindre smerten. En af informanterne er direkte vred over, at hans voksne søstre ikke måtte komme kisten nær, mens fire fremmede mænd godt måtte stå tæt ved graven.

En af informanterne kommer selv med et forslag til opdatering: Hvis man kunne stille alle pårørende op på rad og række for at give hånd, så ville det være en dejlig oplevelse.

Ahmet Polat konstaterer, at der er mere teologisk belæg for at kvinder kan deltage, end at de ikke kan. Han modsætter sig traditionelle argumenter og pointerer, at ”disse argumenter fratager stadigvæk ikke retten til at overvære deres kæres begravelse. Det har alle mennesker brug for. Der må derfor tages lige hensyn til kvinders og mænds behov for at få lindret deres sorg og smerte gennem ritualer.”


Brug for at nytænke begravelseshandlinger

Det er umuligt at dække alle aspekter af undersøgelsen i en enkelt artikel, men pointen med at unge og ældre muslimer oplever begravelsesritualerne forskelligt er som nævnt en vigtig pointe.

Som Ahmet Polat slutter i sin konklusion:

”Undersøgelsen har vist, at det religiøse og sociale fællesskab, man har i muslimske lande, ikke har den samme virkning og betydning for muslimer, der er født og opvokset i Danmark. Derfor bør danske muslimer være mere opmærksomme på de efterladte, dvs. fokusere mere på en nytænkning af begravelseshandlinger og opdage, hvordan man kan hjælpe de efterladte endnu bedre.”


Ahmet Polats speciale er redigeret som artikel i det seneste nummer af Tidsskrift om Islam og Kristendom, som udgives af Center for Sameksistens – Islamisk-Kristent Studiecenter. Tidsskriftet kan bestilles via www.ikstudiecenter.dk.