Ungepanel af kristne og muslimer afdækker både fællestræk og forskelle ved dialogkonference i Odense Domkirke. Med samlet stemme lyder det: ‘Vis os tillid og lad os komme frem til vores egne konklusioner’.
Betül Sert fra DialogForum, Lea Noval fra Katolsk Kirke, Mohamed Rashwan fra Muslimsk Ungdom i Danmark (MUNIDA) og Christine Jessen fra Folkekirken. Foto: Sille Arendt
Den første weekend i november skete der noget særligt i Sankt Knuds Kirke i Odense. I det store kirkerum mellem talrige protestantiske symboler og artefakter, går protestanter, muslimer og katolikker rundt og taler med hinanden med samme naturlighed, som stod de på torvet overfor. I konferencelokalet ved siden af, sidder deltagere fra hver sin trosbaggrund og taler passioneret om feminisme. Ved kaffebordet står præster og imamer fordybet i teologisk samtale.
En broget buket af deltagere og oplæg
Anledningen for det mangfoldige møde er den årlige konference i Kristent-Muslimsk Samtaleforum (KMS). Siden 2006 har netværket arrangeret konferencer, der skal “fremme den fælles religionssamtale og værne om og bidrage til udviklingen af det danske samfund som et demokratisk og inkluderende samfund”.
Ved konferencebordene er deltagerne fordelt på tværs af alder, køn og religion Programmet er, ligesom deltagerskaren, en broget buket. Der er teologiske og akademiske oplæg, diskussioner, paneldebatter, pilgrimsvandring og foredrag. Formålet? At give deltagerne nye indtryk. - Vi vil noget med hinanden, men ikke noget bestemt,” lyder det i velkomsten fra domkirkens præst, Jesper Houggaard Larsen.
‘Giv unge plads’
Med overskriften ”Hvem er de unge? Unges religiøsitet og identitetsdannelse” er mikrofonen i år givet til de unge. I en paneldebat lørdag formiddag giver et ungepanel bestående af to kristne og to muslimer et indblik i, hvordan centrale religiøse problemstillinger ser ud fra den unges perspektiv: Hvorfor være troende i et sekulariseret samfund? Og - her deles meningerne - er der behov for et opgør med visse religiøse traditioner?
I den indledende præsentationsrunde opstår der hurtigt enighed om, at de ældre generationer gerne må slippe tøjlerne og vise tillid til, at ungdommen selv kan tage stilling: - Giv plads til de unge, så de selv kan komme frem til deres egne konklusioner, lyder det fra Betül Sert, der kommer fra DialogForum.
Der nikkes i panelet.
- Og vis tillid, tilføjer Christine Jessen fra Folkekirken.
- Tillid til, at de unge kan bære ansvaret, supplerer Mohamed Rashwan fra Muslimsk Ungdom i Danmark (MUNIDA).
Foto: Sille Arendt
Svært at tale om personlig tro
Deltagerne bliver også hurtigt enige om, at det ikke altid er let at være troende i dagens Danmark: - Jeg opfatter det som om, at religion stadig er tabu. På den ene side er jeg blevet udstillet som “klassens muslim”, men samtidig findes der ikke et rum, hvor jeg kan tale om min religion ud fra et personligt perspektiv. Et perspektiv, der ikke er politisk, tager udgangspunkt i en hændelse eller i andres fortolkninger, lyder det fra Betül.
Christine nikker igen genkendende: - Man tør næsten ikke at berøre troen som samtaleemne, fordi det er så privat - selvom det jo er til stede alle vegne i form af kirker og højtider! Men jeg var heldig at have muslimske veninder i skolen og gymnasiet, og med dem var det nemt at tale om tro, fortæller hun.
Sprog skaber opfattelser
Kan det have noget at gøre med, at vi mangler et sprog for troen i det danske samfund? Sådan spørger debattens to moderatorer; præst i folkekirken, Berit Schelde Christensen og imam i Det Albanske Trosssamfund i Danmark, Basri Kurtis. - Den videnskabelige tilgang breder sig til mange af livets aspekter. Hvis vi bedømmer tro ud fra de samme kriterier som vi gør med eksempelvis naturvidenskaber, så bliver ikke blot religionerne, men især troen fattig. Under coronapandemien oplevede jeg at naturvidenskaben blev anset for vores redningskrans, men jeg synes at religiøse fællesskaber kan løfte noget i forhold til ensomhed, frygt og mistrivsel, som videnskaber hurtigt kommer til at forholde sig mere analyserende til.
Lea Noval fra Danmarks Unge Katolikker oplever, at hendes tro bliver mødt med nysgerrighed, fortæller hun:
- Folk er meget interesserede, når jeg fortæller, at jeg er katolik. Men måske har det noget med mediebilledet af gøre. Muslimer bliver for eksempel italesat meget negativt i medierne, og det gør katolikkerne ikke helt lige så meget.
- Du er mere eksotisk på en ufarlig måde?, følger moderatorene op, og salen griner.
- Ja. Det kan også være fordi, at jeg ligner en ”almindelig dansk pige”.
At udfordre normer og autoriteter
Mohamed byder ind: - Jeg synes egentlig, at det er tid til at udfordre religion som en privatsag. Vi kan godt tage vores værdier med ud i samfundet. Kirkens værdier gennemsyrer jo det danske samfund.
Han fortsætter: - I islam ser vi det som en opgave at sprede det lys, der kommer fra livet som religiøs. Det er en naturlig del af os, siger han. - Her er vores forældres generation måske mere forsigtige, fordi de betragter sig selv som gæster. Men vi, som er født og opvokset her, betragter os som del af det danske samfund. Vi er det her land.
At udfordre, udvikle og nytænke, ligger netop i religionernes historie. Men hvem har autoriteten i disse situationer? spørges panelet. - Der er en autoritet i den katolske kirke, fortæller Lea Noval. - Men det er også ok at udfordre dem. Hvis autoriteterne som eksempel er imod vielser af homoseksuelle, er det ikke ensbetydende med, at det er den unges personlige holdning og udlægning af troen.
Anderledes forholder det sig i Mohameds øjne:
- I islam er autoriteten de lærde og dem, der har studeret teksterne. Da religion er det mest dyrebare, er det vigtigt, at personen, der tager stilling, har studeret og sat sig ind i det, lyder det. - Jeg køber ikke ind på, at man selv personligt kan fortolke sin tro. Man tror, at man ved alt som ung, men med tiden indser man, at der er meget, man ikke ved.
Foto: Sille Arendt
Traditioner: Bevaringsværdige eller fortidslevn?
Og her nærmer vi os ét af de områder, der skiller vandene. For er traditioner og autoriteter fredede, når nye generationer tager religionen til sig? Og hvordan forholder man sig til, at traditioner ofte er fastlagt af autoriteter med en anden magtposition, end de grupper, hvis liv de berører? - Der er nogle meget aktuelle problemstillinger i kirken i forhold til kvindelige præster, homovielser, fattigdom og den ulighed, hvormed verdens befolkning rammes af klimaforandringerne. Det er nogle af de ting, jeg godt kunne tænke mig at tage fat på, når jeg bliver præst, lyder det fra Christine. - Jeg tror ikke, at der er nogle traditioner, jeg ville gøre op med, siger Mohamed. - Men jeg er interesseret i, at man så vidt muligt forsøger at forene sine værdier med det omgivende samfund, så længe det ikke direkte clasher med religionen. Men man må ikke udvande den, konkluderer han.
Nede ved bordene fornemmer man, at uenigheden ikke kun går på tværs af trossamfund. En muslimsk deltager har netop fortalt om en kvindelig imam, som hun glæder sig til at høre.
Men situationen giver et nyt perspektiv på konferencens formål, nemlig det faktum, at teologisk udvikling ikke kun sker oppefra og ned. Den bæres frem af individer og det levede liv.
Med få minutter tilbage får Lea lov at lukke ballet:
- I den katolske kirke har paven inviteret hele kirken og alle trossamfund ind i en samtale om, hvordan det er at være katolik i dag. Og hvad skal der til for, at troen bliver mere tilpasset til den verden, vi lever i. Det er en proces, der foregår i alle katolske menigheder i verden, hvor man sender sine overvejelser ind til Vatikanet. Forhåbentlig lytter han, og beslutter at justere på nogle ting, så det passer til den verden, vi lever i nu, siger hun.
Også i forhold til kvindelige præster?, lyder det fra salen.
- Det bliver der også snakket om - især i Danmark. Så det kommer ind til paven, og så må han lytte og beslutte om der skal gøres et eller andet med det, afslutter Lea.
Forskellige perspektiver er blevet delt. Dialog og indtryk, men ikke nødvendigvis konsensus.
Læs en rapport med øvrige indlæg og oplæg fra Kristent-Muslimsk Samtaleforum her.