top of page

’Unges uddannelse er Afrikas fremtid’

FRA ARKIVET: Uddannelse former en ansvarlig kultur. Afrikanske unge skal lære at udnytte mulighederne i deres egne lande i stedet for at drømme om Europa, mener kirkepræsident Robert Goyek.


- Uddannelse er det eneste, der kan sætte millioner afrikanske og andre unge i stand til at tage ansvar for sig selv, deres familier, deres land og verden som helhed. Vi kan ikke leve uden uddannelse!

Ordene kommer med eftertryk fra Robert Goyek, tidligere kirkepræsident for Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun. Han ser med ærgrelse på den hjerneflugt, som lige nu sker fra Nordafrika, hvor unge migrerer til Europa med livets som indsats i håbet om en bedre tilværelse.

Det var bedre, hvis de vendte om, blev hjemme og fik mulighed for at udnytte de rige muligheder, som er i Afrika.



’Det er skam for os’

- Unge afrikanere rejser væk og løber en stor risiko ved at krydse ørkenen og havet, hvor nogle af dem mister livet – det er en skam for mig som forælder og religiøs leder, siger Robert Goyek og appellerer til de unge om ikke at drømme sig væk, men om at udnytte Afrikas muligheder:

- Her er jord, her er vand, her er masser af muligheder, hvis bare de unge lærer, hvordan de skal udnytte dem, siger kirkepræsidenten.

Han opfordrer afrikanske myndigheder og deres partnere i Vesten til at definere, hvilke lande migranterne kommer fra, og sætte ind med konkrete udviklingsprogrammer for lokalbefolkningen.

- Det vil være godt, og det vil forhindre de unge i at rejse væk. Hvis de får uddannelse og mulighed for at bruge jorden, vil det hjælpe dem, så de ikke rejser afsted og dør i ørkenen eller i havet. For det er en skam for os i Afrika. Det er virkelig en skam.


En ansvarlig kultur

Men uddannelse gør mere end at vende migrationsstrømmen. Den skaber også en ansvarlig kultur, mener Robert Goyek.

- Forældre underviser, når de opdrager deres børn. På samme måde er uddannelse med til at forme en kultur. Derfor er det vigtigt at undervise børnene fra de små klasser og op. Ja, at sprede undervisning til alle samfundsgrupper, siger han.

- Uden uddannelse er mennesker efterladt i uvidenhed. De lever som fremmede i verden. Men gennem uddannelse lærer de at være åbne og opmærksomme på, hvad der sker omkring dem. Det er kun gennem uddannelse, at folk kan udvikle sig og lære at tage ansvar for sig selv, sin familie, sit land og verdenssamfundet som helhed.

Den Lutherske Brødrekirke har selv skoler fra børnehaveklasse til overbygning og arbejder lige nu på et center for ungdomsuddannelse. Kirken har desuden en bibelskole og et teologisk seminar.


Præster er rådgivere i lokalsamfundet

Hvorfor er den teologiske uddannelse vigtig?

- Sund teologi gør kirken stærk. Uden en teologisk uddannelse har vi ikke præster, der kan forkynde evangeliet, arbejde for fred og sikre en kristen uddannelse.

Præster arbejder ikke kun i kirken; de bidrager også til samfundet, pointerer Robert Goyek.

- Præster arbejder for at hele landsbyen må have det godt. Derfor sidder de i skolebestyrelser, derfor rådgiver de lokalmyndigheder, og derfor kommer folk til dem for at få råd og hjælp om dagligdags ting. Præstens rolle er at være rådgiver, både lokalt og helt op på nationalt niveau.


Artiklen er skrevet, da Svend Løbner i 2018 var ansat som vikar i Mission Afrika. Robert Goyek er gået pension som kirkepræsident, men fortsætter som rådgiver med fokus på interreligiøs dialog. Mission Afrika er en folkekirkelig missions- og hjælpeorganisation med base i Aarhus.


bottom of page