top of page

Vær opmærksom på manipulerende ordkrig om Gaza

Når israelere begår voldelige handlinger, kaldes det ”selvforsvar”. Men når palæstinensere gør det samme, kaldes det ”terrorisme”.



Sandheden er det første offer i krig. Propaganda er et våben, der flittigt bruges af begge parter. Ikke blot fordi partnerne naturligvis ser begivenhederne fra forskellig vinkel og selvfølgelig også kæmper for deres egen sag. Men også fordi de vil skabe sympati for sig selv og antipati for fjenden ved særligt manipulerende sprogbrug.

Det sker også i Israels krig mod Hamas i Gaza. Her bedyres det igen og igen, at Israel har ret til at forsvare sig. Mens Hamas’ oprør betegnes som terror.


Men hvad er terror, og hvornår betegnes et angreb som terror? Terror betyder skræk og betegner angreb på civile i det område, angribere vil sætte skræk i. Terrorister slår til i befolkningstætte områder for at ramme så mange som muligt.

Så ja, det var terror, da Hamas den 7. oktober 2023 angreb festende unge og 1.200 personer blev dræbt. Men er det ikke også terror, når Israel i fem måneder bomber hele boligkvarterer, sygehuse, flygtningelejre og nødhjælpscentre og dræber over 30.000 mennesker?


Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen gentager senest i Deadline 29. februar 2024 mantraet om, at Israel har ret til at forsvare sig selv. Men har palæstinenserne ikke også ret til at forsvare sig selv mod systematisk besættelse af deres land, chikanerier og lemfældige fængslinger og ulovlige bosættelser på det land, der er tildelt dem?

Når israelere begår voldelige handlinger, kaldes det ”selvforsvar”. Men når palæstinensere gør det samme, kaldes det ”terrorisme”. Når israelere frihedsberøver palæstinensere, kaldes de ”fanger”, men når Hamas frihedsberøver israelere, tager de ”gidsler”.


Den er klassisk: Om modstandsgruppe er en terrorbevægelse eller en oprørsgruppe afhænger af øjnene, der ser, og hvor sympatien ligger. Vi er stolte af den danske modstandsbevægelse, der gjorde oprør mod nazisterne. Men vi er ambivalente, når det kommer til palæstinensernes kamp for at beholde de huse, marker og olivenlunde, de har ejet i århundreder.

Hvis Israel har ”ret til at forsvare sig selv”, har palæstinenserne det vel også al den stund, at deres landområde har været besat af Israel siden statsdannelsen 1948, og at Israel fortsætter med at indtage palæstinensiske områder med ulovlige bosættelser.


Det er vigtigt at være opmærksom på sprogbruget i debatten. For krige udkæmpes også med ord. Krigens ofre er ikke blot ”tab”. Det er almindelige mennesker som du og jeg, der mister liv og lemmer i systemiske magtkampe. Det må vi ikke glemme.

Comments


bottom of page